Fortsæt til indhold
Indland

PET anmelder Jakob Scharf og medier til politiet

Politiets Efterretningstjeneste anmelder tidligere PET-chef for brud på tavshedspligten, og vil lægge sag an mod JP/Politikens Hus for at krænke fogedforbud.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) vil have både tidligere chef Jakob Scharf og mediehuset JP/Politikens Hus straffet efter sagen om bogen »Syv år for PET«.

PET har tirsdag anmeldt begge parter til Københavns Politi. Ifølge PET’s vurdering kan Scharf have overtrådt sin livslange tavshedsligt som tidligere PET-chef med de udtalelser, han kommer med i bogen, der indtil for nylig var omfattet af et fogedforbud.

»Det er således PET’s opfattelse, at Jakob Scharf kan have overtrådt straffelovens § 152 (brud på tavshedspligt, red.) ved at videregive oplysningerne til brug for bogen, og at forfatter og forlag kan have gjort sig skyldig i medvirken hertil,« skriver tjenesten i en pressemeddelelse.

Hvis sagen ender med, at der bliver rejst tiltale mod Jakob Scharf og han dømmes, risikerer han som udgangspunkt bøde eller op til seks måneders måneder. Han tager dog politianmeldelsen med ro:

»Det er en undersøgelse, jeg imødeser med sindsro, og som jeg gerne bidrager til,« skriver han til Ritzau.

»Som jeg efterhånden har sagt mange gange, så har jeg valgt at lade mig interviewe til Morten Skjoldagers bog »Syv år for PET«, fordi der er tale om en ordentlig og sober bog om forhold af samfundsmæssig betydning. Det har været afgørende for mig, at bogen på ingen måde vil kunne skade statens sikkerhed, og jeg har i forbindelse med min egen medvirken til bogen været meget opmærksom og påpasselig i forhold til at overholde min tavshedspligt,« skriver Scharf.

"Syv år for PET", skrevet af Politiken-journalist Morten Skjoldager om tidligere PET-chef Jakob Scharf. Foto: Jens Dresling/Polfoto

PET vil desuden anlægge sag mod JP/Politikens Hus, der udgiver Politiken, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og en række lokalaviser, med henblik på straf og eventuel erstatning for overtrædelse af det fogedforbud, som omfattede PET-bogen. Søndag bragte Politiken hele bogen som særtillæg i avisen, selvom Københavns Byret natten til lørdag havde forbudt JP/Politikens Hus at offentliggøre bogen eller dele af den.

Slutteligt mener PET også, bogens forfatter og forlaget People’s Press samt de boghandlere, der solgte bogen fredag 7. oktober, kan have gjort sig skyldige i medvirken til brud på tavshedspligten.

Hverken Politikens ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen eller administrerende direktør for JP/Politikens Hus Stig Kirk Ørskov ønsker at stille op til interview om sagen.

I en skriftlig kommentar skriver Christian Jensen, at han nu afventer »politiets vurdering af sagen og landsrettens behandling af fogedforbuddet«.

»Politiken har i denne sag valgt at forsvare princippet om, at medier kan trykke journalistisk indhold uden at sende det til godkendelse hos myndigheder og andre magtinstanser først. Den beslutning står jeg ved,« skriver han.

Stig Kirk Ørskov har sendt følgende skriftlige kommentar og ønsker ikke at udtale sig yderligere:

»Vi konstaterer, at PET har overdraget sagen til politiet. Indholdet i vore aviser er de ansvarshavende redaktørers ansvar, som medieansvarsloven i øvrigt fastslår.«

Det er på nuværende tidspunkt uklart, hvem der skal betale bøden – Christian Jensen eller Stig Ørskov – hvis sagen ender med en dom. Ligeledes er det uklart, om PET mener, at indholdet af bogen er direkte skadeligt for tjenestens arbejde.

PET har ikke ønsket at udtale sig. Det samme gælder Københavns Politi, som kun vil oplyse, at sagen nu bliver efterforsket. End ikke, hvem der præcist er blevet politianmeldt, ønsker politiet at fortælle.

Justitsminister Søren Pind oplyser, at han på forhånd var orienteret om, at PET overdrog sagerne til Københavns Politi:

»Det er nu politiet, der skal vurdere, om der er sket noget strafbart eller ej,« siger han kortfattet og oplyser, at han ikke ønsker at udtale sig yderligere.

Lørdag fordømte justitsministeren i klare vendinger Politikens brud på fogedforbuddet, som ifølge Pind var en krænkelse af retsstaten:

»Politiken krænker retsstaten med sin beslutning. Politiken sætter sig ud over den og har tonet rent flag som hævet over grundlovens lovgivende, dømmende og udøvende magt. Det er ikke en acceptabel retstilstand,« skrev han blandt andet.

Også Ekstra Bladet og Radio24syv omtalte fredag den 7. oktober PET-bogens indhold og modtog derfor et fogedforbud natten til lørdag. Ifølge PET’s vurdering kan Radio24syv have brudt straffelovens bestemmelser om medvirken til brud på tavshedspligten (§ 152 d).

Lørdag fordømte justitsministeren i klare vendinger Politikens brud på fogedforbuddet, som ifølge Pind var en krænkelse af retsstaten:

»Politiken krænker retsstaten med sin beslutning. Politiken sætter sig ud over den og har tonet rent flag som hævet over grundlovens lovgivende, dømmende og udøvende magt. Det er ikke en acceptabel retstilstand,« skrev han blandt andet.

»Syv år for PET« er skrevet af Politiken-journalist Morten Skjoldager, som i årevis har dække terror og efterretningstjenester. Bogen bygger på interviews med Jakob Scharf og en række andre kilder samt skriftligt materiale fra politiet herunder aktindsigter i retsdokumenter og politirapporter.

PET fik torsdag i sidste uge nedlagt fogedforbud mod udgivelsen af bogen, som var sat til at udkomme 17. oktober. Men da medier som Ekstra Bladet og Radio24syv offentliggjorde dele af bogens indhold fik PET midt om natten mellem fredag og lørdag nedlagt et nyt fogedforbud i byretten – denne gang mod radiostationen, hele JP/Politikens Hus samt en lang række boghandlere, der allerede havde modtaget bogen forud for udgivelsesdatoen.

Byrettens kendelse, som Jyllands-Posten er i besiddelse af, lyder:

»Det forbydes sagsøgte, JP/Politikens Hus A/S, direkte eller via de trykte, digitale eller mobile medier, som sagsøgte udgiver, herunder landsdækkende dagblade og lokalaviser i Danmark, at offentliggøre indholdet af bogen ”Syv år for PET”«.

»Overtrædelse af forbuddet kan medføre stafansvar og erstatningsansvar,« fastslår retten.

Samtidig fik PET grønt lys til at beslaglægge alle eksemplarer af bogen hos Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet og koncernens øvrige medier.

Politiken valgte dog at trodse afgørelsen og trykke bogen. Avisens chefredaktør Christian Jensen begrundede den usædvanlige beslutning med, at sagen næmede sig censur. Ved at standse en bog om et så centralt og samfundsrelevant emne som PET’s kamp mod terror, greb fogedforbuddet direkte ind i »de basale frihedsrettigheder, som vores åbne samfund og en fri presse hviler på,« argumenterede han.

PET’s advokat i sagen, Henrik Nedergaard Thomsen fra Kammeradvokaten, forklarer, at årsagen til, at PET’s krævede – og fik – et fogedforbud rettet mod hele JP/Politiken-koncernen og ikke Ekstra Bladet specifikt skyldes, at de to har samme CVR-nummer – hvilket også fremgår af retsbogen, som JP er i besiddelse af.

»Ekstra Bladet er ikke noget selvstændigt blad. Det er JP/Politikens Hus, der er bladet,« siger Henrik Nedergaard Thomsen.

Så siger du, at i juridisk forstand kan man ikke få et fogedforbud udelukkende mod Ekstra Bladet?

»Jeg ved ikke, hvad vi teknisk set ville kunne få, men Ekstra Bladet oplyser selv, at det har samme CVR-nummer som JP/Politikens Hus, og JP/Politikens Hus udgiver Ekstra Bladet.«

Lå der en bagtanke om, at fogedforbuddet skulle ramme hele koncernen og ikke kun Ekstra Bladet?

»Ved du hvad, nu kommer vi lige for tæt på. Du er jo sådan set ansat hos modparten i sagen, som har sin egen advokat, så strengt taget må jeg slet ikke tale med dig,« siger Henrik Nedergaard Thomsen.

Politikens offentliggørelse af PET-bogen har allerede fået Venstre til at varsle skærpede straffe til medier, der bryder et fogedforbud.