Fortsæt til indhold
Indland

Folketingets formand går i rette med Facebook-censur

Flere fremtrædende debattører både fra højre og venstrefløjen har fået nok af Facebook. De er bekymrede over mediets tiltagende censur.

Verdens største medie, Facebook, får nu kritik af flere fremtrædende danske debattører.

Det sker efter en række eksempler på billeder og kommentarer, som Facebook har valgt at fjerne enten fra debattørernes egne eller andres profiler. En af dem, der har fået fjernet opslag af Facebook er Folketingets Formand, Pia Kjærsgaard. Hun har bl.a. fået fjernet et billede af sin hund, ligesom hun i 2013 fik fjernet i en kritisk kommentar om daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt.

”Jeg synes, at det efterhånden er ved at tage overhånd. Og jeg mener, at det er på tide at vi danskere begynder at være kritiske over for Facebook. Jeg er simpelthen bange for, at de er ved at ensrette debatkulturen i vores land,” siger hun.

Sagen kommer frem efter den norske statsminister Erna Solberg fredag fik fjernet et ikonisk billede fra Vietnamkrigen fra sin Facebook-profil, hvor en pige løber nøgen væk efter et angreb med napalmbomber. Ifølge Facebook overtrådte billedet deres fællesskabsregler, der bl.a. forbyder nøgenhed. Siden har Facebook dog tilladt brugen af billedet.

Flere politikere er oprørt over eksemplet. Det samme er direktør fra tænketanken Justitia, Jacob Mchangama, der selv har oplevet at få fjernet ting fra Facebook.

”Pointen er jo, at det i stort omfang er med til at begrænse ikke bare min ytringsfrihed men alle de folk, der ønsker en fri og fordomsfri debat,” siger han.

Det samme mener forfatteren og dokumentaristen Peter Øvig Knudsen, der også har prøvet at blive blokeret af Facebook.

»Hele ens kommunikation foregår jo der i dag. Men jeg tror, at der på et tidspunkt kommer et oprør. For det her går selvfølgelig ikke i længden,« siger han.

Helt generelt skriver Facebooks kommunikationschef i Norden, Peter Münster, om billeder og nøgenhed, at det er et valg, mediet bliver nødt til at tage:

»Vi er fuldt klar over, at folk i Norden generelt har et meget liberalt syn på nøgenhed, men i et internetfællesskab med over 1,7 milliarder mennesker er vi nødt til også at tage hensyn til de behov folk, der lever i andre kulturer, har. Der er mange dele af verden, hvor kvinder simpelthen ikke ville få muligheden for at bruge Facebook, hvis platformen var associeret med nøgenhed,« skriver han i en mail.

Jyllands-Posten kan samtidig i dag beskrive, hvordan ansatte under Facebook i tredjeverdenslande har arbejdet på akkordlønninger helt ned til fire dollar i timen med at fjerne indhold på internettet. For den løn skulle en medarbejder nå at gennemse 4.000 billeder på en time, hvilket ifølge en ansættelseskontakt, Jyllands-Posten er i besiddelse af, betyder, at medarbejderen kun havde ”0,9” sekund til at gennemse hvert billede.

Lignende historier har bl.a. været fremme i internetmediet Gawker.

Facebook har ikke ønsket at udtale sig om den del af sagen. Men assisterende professor ved universitetet i Californien Sarah T. Roberts, der har forsket i sociale mediers brug af billig arbejdskraft siger, at det ikke er ualmindeligt.

”Samtidig forsøger de (Facebook og andre sociale medier, red.) at undvige at forklare, at deres højteknologiske platforme er afhængige af billig menneskelig arbejdskraft. Typisk er medarbejderne i denne branche meget lavt betalt, og ofte er arbejdet outsourcet til steder i den sydlige del af verden. Det er ubehageligt og pinligt, men et fundamentalt nødvendigt aspekt af deres virksomhed, som de helst vil undgå at snakke om,« skriver hun i sin e-mail.

Artiklens emner
Censur