Fumle, fumle, fumle - unge dropper kondomet
Ærgerligt, konstaterer Sundhedsstyrelsen, for kondomet beskytter mod sexsygdomme
Når lysterne tager over, svinder lysten til at finde kondomet frem.
Over halvdelen af unge mellem 18 og 23 år får ikke fundet kondomet frem, når de har sex første gang med en ny partner. Det viser en undersøgelse, som Megafon har lavet for Sundhedsstyrelsen.
Det bekymrer chefkonsulent Niels Sandø fra styrelsen, fordi kondomer - ud over at beskytte mod graviditet - er et effektivt værn mod seksuelt overførte sygdomme som f.eks. klamydia.
»Kondomer er effektive til at forhindre graviditet og sexsygdomme. Samtidig er de ret billige og lette at få fat på, så der er ingen grund tl at lade være med at bruge kondom, når man er sammen med en ny partner,« siger han.
Ikke mindst sexsygdommene er et problem, mener Sundhedsstyrelsen, for de unge oplever det tilsyneladende ikke som en fare. 84 pct. af de unge i undersøgelsen mener, at deres risiko for at få en sexsygdom er lille.
Men virkelighedens tal fortæller en anden historie, for hver fjerde dansker har faktisk haft en sexsygdom, inden de fylder 26 år.
Sundhedsstyrelsen har igennem en årrække ført kampagner for brugen af kondom på bl.a. festivaler, og nu kommer der et nyt forsøg i form af en kampagnefilm, som forsøger at skyde hul i genertheden og fumleriet før sengetid.
»Det er forståeligt, at det kan være lidt svært at bringe emnet på banen, men flere af vores undersøgelser viser, at hovedparten af unge er positive overfor at bruge kondom. Så det er bare med at få spurgt,« siger Niels Sandø.