Fortsæt til indhold
Indland

Vidne om terrortiltalt: »Han sagde, at han ville skære i mig«

Den første sag om mand, der er tiltalt for at lade sig hverve til Islamisk Stat i Syrien, talte til vidne om at skære ham i småstykker og komme ham i fryseren.

Det var tydeligt, at den gamle mand i det hvide hospitalstøj ikke havde det godt, da han torsdag formiddag af en Falckredder blev rullet ind i en rullestol i Glostrup Ret og sat foran vidneskranken.

Han havde et drop i hånden og en dunk vand til, hvis han blev tørstig, og den næste halve times tid forklarede han med hjælp fra anklageren, hvordan han igennem et halvt år i 2014 havde købt på kredit hos den terrortiltalte, HC, i hans pizzabutik på Sjælland.

To gange om ugen havde han fået bragt burger, pizza, vin og cigaretter og havde til sidst oparbejdet en gæld til den terrortiltalte på 19.000 kroner. Og da den terrortiltalte HC i februar 2014 mødte op hos den gamle mands ekskone i Greve og truede ham til at udlevere sit Mastercard, gik det galt.

»Han sagde, at han havde en sabel i bilen,« sagde den gamle mand og lød bange.

»Han sagde, at han ville skære i mig,« sagde han.

Derefter hævede den terrortiltalte 12.200 kroner på den gamle mands Mastercard.

Tiltalt for terror

Vidnets forklaring kom på den første dag i sagen, hvor HC, der for nylig har taget navneforandring, bl.a. er tiltalt for at have ladet sig hverve af terrorbevægelsen Islamisk Stat og for at kæmpe for dem i Syrien.

Og for at have truet sig til penge fra den gamle mand og hans nu afdøde kone. Og selv om den sag ikke ligefrem handler om terror, viste den i hvert fald en ting om den terrortiltalte, og det var, at mens han nok har haft en pizzaforretning, også har haft et noget sært forhold til den gamle mand. Et forhold, der bl.a. endte i noget, der ifølge anklagemyndigheder udmøntede sig trusler til at udlevere penge, kreditkort, mobiltelefon og computer.

Bl.a. har politiet fundet en video på en telefon hos den terrortiltalte med en optagelse, hvor den terrortiltalte sidder i sin bil og taler med den gamle mand. Det er en ukendt person, der har optaget den, og de griner af den gamle mand, mens han taler om at kommunen har snydt ham for penge.

Og det formilder tilsyneladende ikke den terrortiltalte, der bliver vred, efter at han har sagt, at han vil brænde kommunen ned.

»Jeg har lyst til at skære dig i småstykker og putte dig i fryseren,« siger han på et tidspunkt og fortsætter:

»Også din kat,« siger han på optagelsen.

Hvorfor han udtalte sig således overfor den gamle mand kom ikke frem under retsmødet. Den tiltalte ønskede nemlig ikke at lade sig afhøre i retten. Men den tiltaltes forsvarer forsøgte i retten at så tvivl om, at vidnet overhovedet var bange for den terrortiltalte formodede Syrienskriger.

HC er også tiltalt for at have betalt en anden person 3.000 kroner for at brænde en konkurrerende pizzabar Figaros Pizza og Kebabhouse ned. Også den sag blev behandlet ved retsmødet, der de næste dage kommer til at handle om selve terrortiltalen.

Den tiltalte nægter sig skyldig i alle forhold.

Det eneste, der torsdag var om terrorsagen, var, da den gamle mand omtalte, at den terrortiltalte havde vist ham nogle billeder fra dengang, han var soldat. Han skulle også have omtalt et våben, men hvad det nærmere gik ud på, kunne den gamle mand ikke huske, og det kom heller ikke frem, hvor den terrortiltalte skulle have været soldat.

Ventet med spænding

Sagen har ellers været ventet med spænding, fordi det er den første af sin slags i Danmark. For godt to måneder siden blev ni andre mænd sigtet for at have ladet sig hverve til Islamisk Stat - bl.a. på baggrund af en række lækkede dokumenter fra terrorbevægelsen, hvor deres navne stod opført sammen med data om deres indrejse i Syrien.

HC står også opført på et af disse dokumenter på over 1700 krigere fra Islamisk Stat, der angiveligt skulle have tilsluttet sig terrorbevægelsen tilbage i 2013, inden den havde udråbt sig selv som Islamisk Stat. Men der var intet om det på den første retsdag - eller om andre forhold, der vedrørte forholdene om HC’s tiltale for at have ladet sig hverve til Islamisk Stat.