1937: Abort

Artiklens øverste billede
Demonstration for kvinders ret til abort arrangeret af Dansk Kvindesamfund i 1973. Vedtagelsen af den fri abort gav kvinder mulighed for selv at vælge abort inden 13. graviditetsuge. Den fri abort mødte kritik og blev en mærkesag for det nye Kristeligt Folkeparti, som blev valgt ind i Folketinget samme år.

Jonathan Høegh von Leunbach (1884-1955) blev modtaget som en helt. Lægelige kolleger og kvinder med barnevogne dannede en velkomstkomité foran Vestre Fængsel. På skilte stod ”Leunbach eller Kaos”, ”Jeg er ikke et Uheld” og ”Ønskebørn er sunde Børn”. Året forinden var han blevet idømt tre måneders fængsel for medvirken til abort.

Det var ingen hemmelighed, at Leunbach siden 1929 havde hjulpet kvinder, som var uønsket gravide. Man kan finde motivationen i hans bog Kvinder i Nød fra 1932, hvori han offentliggjorde knap hundrede breve fra kvinder, som havde søgt om hjælp: ”Jeg gaar og er saa forfærdelig syg og elendig, og jeg er ræd at jeg er i Omstændigheder igen og det er næsten ikke til at holde ud at tænke paa, nu har jeg haft 6 Børn i 7 Aar og er kun 28 Aar […] jeg er ved at være helt sær i Hovedet.” Brevene kom fra ulykkeligt gravide, eksempelvis den 15-årige, husmoren med den alkoholiserede mand og den enlige mor med tre uægte børn, eller fra den ængstelige ægtemand, som frygtede, at hans gravide hustru ville tage sit eget liv i en gasovn. Leunbach skrev i forordet, at kun ”ganske faa” havde fået den ønskede hjælp, fordi regeringen og Rigsdagen var ude af trit med befolkningens ønsker. Kvinders liv og lykke blev ofret til fordel for en forældet straffelovgivning, som kun tillod abort, når kvindens liv var i fare.

Leunbachs Kvinder i Nød gjorde indtryk på en gruppe lægestuderende kaldet ”Socialistisk Medicinergruppe”, som bad Leunbach om at undervise i brug af pessar og sæddræbende creme. På den tid blev præventionsmetoder forbigået i tavshed på medicinstudiet. Leunbachs vigtigste mission var netop folkeoplysning, som skulle bekæmpe ”uvidenheden” og medvirke til, at kvinder kunne få et sexliv uden konstant frygt for at blive gravide. Derfor havde han siden 1924 tilbudt gratis vejledning i præventionsmetoder til ubemidlede kvinder.

Abort var forsidestof i 1930’erne. I 1932 havde justitsminister Carl Theodor Zahle (1866-1946) nedsat en Svangerskabskommission, der skulle udarbejde et lovforslag til den første danske abortlov. Befolkning og politikere var delte. Den konservative del hyldede en disciplineret seksualitet hos den enkelte og ønskede ikke, at samfundet gav kvinder mulighed for abort. Regeringen bestående af Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet ønskede, at staten skulle tage mere ansvar og foreslog bl.a. offentlige seksualklinikker, som skulle vejlede i prævention. Det var for meget for den konservative politiker Victor Pürschel (1877-1963), som mente, at ungdommen skulle vejledes af ”Kærlighedens Højsang” og ikke af ”Liderlighedens Slagsang”, som klinikkerne ville sprede.

Den første abortlov blev vedtaget i Rigsdagen i 1937. Det sociale argument for abort blev taget ud af det endelige lovforslag, som kun tillod abort i tre situationer: 1) den medicinske, når kvindens helbred var i fare, 2) den etiske, når kvinden var blevet voldtaget eller udsat for blodskam, eller 3) den racehygiejniske, når der var fare for, at barnet var arveligt belastet med en sjælelig eller fysisk lidelse.

Abortloven tillod således ikke, at abort blev foretaget efter kvindens eget ønske. Derimod var der bred enighed om den racehygiejniske begrundelse, fordi befolkningens kvalitet skulle højnes. Leunbach havde selv i Ugeskrift for Læger (1926) argumenteret for, at ”Den nødvendige Regulering af Fødselstallet bør benyttes til at eliminere de sygelige og mindre værdifulde Stammer og Slægter, saaledes at hele Menneskehedens Kvalitet blev en bedre”. De mindre værdifulde var bl.a. åndssvage og sindssyge. Abortloven vægtede samfundets interesser højere end kvindens ønsker, og racehygiejne blev opfattet som et fremskridt.

I 1930’erne var fødselstallet faldende, hvilket vakte stor bekymring. Så kvindens ret til at råde over sin egen krop skulle forenes med, hvad der var det bedste for samfundet. Det var først i 1973, at fri abort blev indført og gav danske kvinder ret til abort inden udgangen af 12. graviditetsuge. Men lande som Polen og Irland har stadig ikke fri abort.

Se flere artikler i serien her.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.