1935: Sikkerhed
Den 3. oktober 1935 invaderede den italienske diktator Benito Mussolini (1883-1945) Abessinien (det nuværende Etiopien). Invasionen satte det internationale samfund i alarmberedskab. Med sin brug af tungt artilleri, ødelæggende dum dum-kugler og anvendelse af giftgas mod civilbefolkningen var den italienske krigsførelse i Abessinien den mest brutale og omfattende krigsindsats, man havde set fra en europæisk stat siden Første Verdenskrig.
Derfor besluttede Folkeforbundet straks at iværksætte sanktioner mod Italien. Folkeforbundet var blevet oprettet i 1919 for at sikre freden efter Første Verdenskrig. Organisationen skulle fremme nedrustning, fredelig konfliktløsning og administrere historiens første internationale kollektive sikkerhedssystem. Nu aktiverede organisationen for første gang det kollektive sikkerhedsprincip, og det satte de danske politikere i en slem kattepine. Danmarks holdning til Folkeforbundet havde nemlig siden 1919 været spændt ud mellem to modsatrettede hensyn, som nu kolliderede med hinanden. På den ene side havde Danmark som en småstat med en begrænset militær kapacitet en klar interesse i, at den internationale politik blev underkastet en stærkere retlig regulering. Derfor havde Danmark også i 1920’erne arbejdet aktivt i forbundet for at udbrede international mægling og voldgift, deltaget i nedrustningsarbejdet og udviklingen af folkeretten. På den anden side var forpligtelsen til at deltage i sanktioner mod andre medlemsstater i direkte modstrid med den neutralitet, der havde været et styrende princip i dansk udenrigspolitik siden 1700-tallet.
I første omgang blev det første hensyn udslagsgivende, og den danske SR-regering gav med bred politisk opbakning fra Folketinget sin støtte til Folkeforbundets sanktionslinje. Som Socialdemokratiets politiske ordfører Hartvig Frisch (1893-1950) formulerede det: ”Alle mindre Stater i Europa maa afgjort være interesserede i, at vi ikke atter havner i en ren Stormagtsalliancepolitik, og vi maa derfor være taknemmelige over for de større Stater, som har taget deres Opgave alvorlig, og som har gjort et Arbejde for at opretholde Folkeforbundspagten.”
Den klare danske opbakning til Folkeforbundet smuldrede imidlertid hurtigt. Kort efter at sanktionerne var blevet iværksat i 1935, kom det nemlig frem, at Storbritannien og Frankrig havde indgået en hemmelig aftale, den såkaldte Hoare-Laval-plan, der gav Italien størstedelen af det abessinske territorium. Afsløringen udløste et internationalt ramaskrig. Selv om aftalen senere blev opgivet, stod det nu klart for den internationale offentlighed, at de to stærke vesteuropæiske stormagter ikke ville sætte magt bag Folkeforbundets principper og sætte militær og økonomisk styrke ind for at fastholde den europæiske magtbalance. Billedet blev bekræftet, da Tyskland kort efter invaderede Rhinlandet og senere ekspanderede i Østrig og Tjekkoslovakiet. Det fik de danske politikere til at lægge linjen om. Nu gjaldt det om hurtigst muligt at få frigjort sig fra Folkeforbundets sikkerhedsforpligtelser og vende tilbage til den neutralitetspolitik, der havde ført landet sikkert gennem Første Verdenskrig.
Sammen med andre europæiske småstater udsendte Danmark derfor to erklæringer i 1936 og 1938, hvor man pointerede, at ”Skærpelsen af den mellemfolkelige Situation og de Tilfælde af Magtanvendelse i Strid med Folkeforbundspagten, som er forefaldet i de sidste Aar” betød, at man ikke længere ville bidrage til det fælles europæiske sikkerhedssystem. Den holdning delte de øvrige europæiske stater, og da Tyskland angreb Danmark den 9. april 1940, var Folkeforbundets sikkerhedssystem for længst gået i opløsning, og Danmark stod alene over for de tyske invasionsstyrker.