Vælgerlussingen er et ubehageligt hattrick til Lars Løkke Rasmussen

Med danskernes nej står statsminister Lars Løkke Rasmussen tilbage med et stort politisk nederlag og med hovedansvaret for et større politisk oprydningsarbejde.

Som statsminister er det Løkke, der nu skal i gang med at forhandle en alternativ løsning på plads. Først med Folketingets partier og derefter med kollegerne i EU.

Når nederlagets værste dønninger har lagt sig, og dansk politik skal tilbage til hverdagen, får Løkke også en opgave med at genoprette forholdet til Dansk Folkeparti. De seneste ugers valgkamp har været en hård belastning for relationen mellem statsministeren og folkeafstemningens store sejrherre, DF-formand Kristian Thulesen Dahl.

Endelig er der den helt særlige udfordring, som giver anledning til dyb bekymring på Christiansborg. Nemlig den alvorlige tillidskrise mellem store dele af befolkningen og det politiske system, der har været åbenlys under valgkampen. En mistillid, som i særlig grad rammer de gamle etablerede partier og dermed ja-partierne.

Tillidskrisen gør ekstra ondt på Lars Løkke Rasmussen, der stadig kæmper for at genopbygge sin personlige troværdighed efter ledelseskrisen i Venstre for halvandet år siden. Med danskernes rungende nej scorer Løkke et ubehageligt hattrick med den tredje vælgerlussing i træk. Først valget til Europa-parlamentet sidste år, så folketingsvalget i juni og nu folkeafstemningen om retsforbeholdet.

Og hver gang har Løkke tabt til Thulesen, der nu kan sætte endnu et sejrstrofæ hjem på hylden.

Tvivlen i Venstre

Løkkes troværdighedsproblemer gør ham sårbar i det abespil, der traditionelt følger efter et valgnederlag. Hertil kommer, at han som statsminister automatisk står med hovedansvaret for den ja-kampagne, der er prellet af på et flertal af vælgerne.

Men Løkke og Venstre kan heller ikke se bort fra, at nogle vælgere kan have brugt EU-afstemningen til at udtrykke generel utilfredshed med statsministeren og med regeringen. Det kan give efterdønninger internt i Venstre, hvis nejet puster til tvivlen hos de Venstrefolk, som er usikre på, om det igen bliver muligt at vinde valg med Løkke i spidsen.

De traditionelle magtpartier fik en forskrækkelse ved folketingsvalget, hvor næsten lige så mange vælgere som ved jordskredsvalget i 1973 skiftede parti, og hvor mange forlod de gamle partier til fordel for nyere partier uden trang til at påtage sig regeringsansvar.

Den forskrækkelse er nu blevet underbygget. Ikke fordi vælgerne har stemt nej. Men fordi valgkampen har afsløret, at mange af vælgerne overhovedet ikke tror på deres politikere. Mistilliden forstærkes, når det handler om EU, hvor de gamle magtpartier i årevis har været ude af trit med mange af deres vælgere. Men der er på Christiansborg en bred erkendelse af, at tillidskrisen stikker meget dybere.

En væsentlig årsag til, at valgkampen har tæret hårdt på forholdet mellem Løkke og Thulesen er, at DF-formanden helt bevidst har brugt tillidskrisen i sin valgkamp. Til Løkkes store frustration har Thulesen spillet på, at danskerne hverken kan stole på politikerne eller på de politiske aftaler, som ellers regnes for noget nær hellige i det danske politiske system.

Og så kom valgkampen efter et finanslovsforløb, hvor Dansk Folkeparti havnede i en uvant politisk taberrolle, mens Liberal Alliance og De Konservative fejrede aftalen med champagne og jubel. Heller ikke samspillet mellem Venstre og DF var gnidningsfrit under forhandlingerne.

Fokus blev hurtigt flyttet til folkeafstemningen, men fredag genstarter debatten om finanslovsaftalen i folketingssalen, og så vil Thulesen Dahl igen stå for skud. Flere partier går efter, at DF som Folketingets næststørste parti bliver stillet lige så meget til ansvar hos vælgerne som de andre store partier. Den trang er næppe blevet mindre efter denne valgkamp.

Tid til forsoning?

Lars Løkke Rasmussen vil uden tvivl også gå efter at forpligte Dansk Folkeparti i den politiske aftale om de forestående forhandlinger med EU.

I første omgang vil Løkke arbejde på at forhandle en parallelaftale, der kan sikre fortsat dansk deltagelse i politisamarbejdet i Europol. Men skulle processen ende med en ny dansk folkeafstemning f.eks. alene om Europol, vil regeringen være nødt til at sikre sig, at Dansk Folkeparti vil anbefale et ja.

Meget taler også for, at Løkke vil indlede forhandlinger om en ny dansk Europa-politik, der også omfatter Dansk Folkeparti. Det kan være vejen til forsoning i EU-politikken efter over 40 år med splittelse og voksende folkelig EU-skepsis.