Dømmer domstolene overlæger mildere end hjemløse?
En hjemløs skal tre måneder i fængsel for 928 togture uden billet, mens en overlæge på Rigshospitalet, som har misbrugt forskningsmidler for næsten 2,3 milloner kroner, slipper med 250 timers samfundstjeneste og halvandet års betinget fængsel.
Dommen mod den tidligere hjertelæge på Rigshospitalet Peer Grande, som fredag blev idømt 250 timers samfundstjeneste og halvandet års betinget fængsel for svindel med forskningsmidler for 2,3 mio. kr., har skabt debat på de sociale medier.
Det sker efter, at redaktøren på hjemløseavisen Hus Forbi, Poul Struve Nielsen, lørdag på avisens Facebook-side sammenlignede dommen mod overlægen med en dom, hvor en hjemløs i begyndelsen af november blev idømt tre måneders ubetinget fængsel for 928 togture uden billet.
»En hjemløs kørte uden billet i toget og blev snuppet 928 gange. Han gør det blandt andet for at komme lidt indenfor i varmen. Han afkræves en erstatning på 696.000 kroner og idømmes tre måneders ubetinget fængsel. En overlæge bliver ifølge Politiken dømt for bedrageri med forskningsmidler for 2.265.682 kroner. Han har blandt andet købt to Rolexure til 80.000 og 160.000 kroner. Overlægen bliver idømt samfundstjeneste og afkræves erstatning. Hvad kan en hjemløs sige; andet end: Jeg skulle have været overlæge,« skrev Poul Struve Nielsen i indlægget, som indtil videre er delt mere end 4.200 gange og har høstet mere 12.500 likes fra andre Facebook-brugere.
Det har fået adskillige brugere på Facebook til at mene, at domstolene gør forskel Kong Salomon og Jørgen Hattemager, og at der er forskel på, om man er hjemløs eller overlæge, når der udmåles straf.
»Det viser med al tydelighed, at der er forskel på folk. Og det viser også at domstolene mangler social forståelse,« skriver Facebook-brugeren Christa Helt i en kommentar til Poul Struve Nielsens indlæg.
»Det er så forargeligt, at hvis man bare svindler for et stort nok beløb og er højt nok på strå, kan man slippe ret billigt,« kommenterer en anden Facebook-bruger, Bente Frederiksen, og udtrykker ligesom mange andre social indignation over dommene.
Selv ønsker Poul Struve Nielsen ikke at tage stilling til, om dommene er rimelige.
»Jeg er ikke jurist, så det kan jeg ikke udtale mig om,« siger han og pointerer over for Jyllands-Posten, at han ikke er ude efter den dømte overlæge.
»Men jeg synes det er tankevækkende, at den ene dom er gjort betinget, og den anden er ubetinget. Der er stor forskel på at køre ”på røven” i S-toget og på at købe skirejser, dyre middage og Rolex-ure til 160.000,« siger Poul Struve Nielsen, som ikke lægger skjul på, at han finder dommen mod den hjemløse meget hård.
»Generelt synes jeg, det er ærgerligt at sende folk i fængsel for den slags forseelser,« siger han og uddyber, at han hellere så, at de hjemløse og socialt udsatte kunne bruge offentlig transport gratis.
»En togbøde fylder meget lidt i forhold til de mange andre problemer, som hjemløse og socialt udsatte står over for,« siger han.
Strafferetsekspert, adjunkt og ph.d. Camilla Hammerum fra Aarhus Universitet vil heller ikke tage stilling til rimeligheden af de konkrete domme, men hun mener ikke, at den store forskel på dommene er et udtryk for, at domstolene forskelsbehandler.
»Alle sager er jo forskellige, og ved strafudmålingen tages der ikke alene hensyn til den konkrete forbrydelse, som jo er vældig forskellig i de to sager. Der tages også hensyn til den enkelte person og de særlige omstændigheder, der gør sig gældende for vedkommende,« siger hun og forklarer, at udmålingen af straffens længde og beslutningen om, hvorvidt straffen skal være betinget, er to forskellige afgørelser.
»Som udgangspunkt er straffen ubetinget, men derefter vurderes den dømtes personlige situation for at tage stilling til, om straffen skal gøres betinget,« uddyber Camilla Hammerum.
Alder, familiesituation, om den anklagede tidligere er straffet, om vedkommende har fast arbejde og bopæl, og om der er risiko for, at vedkommende gentager forbrydelsen er ifølge Camilla Hammerum nogle af de faktorer, der inddrages i beslutningen, når det afgøres, om en dom skal gøres betinget.
»Hvis retten vurderer, at der er stor risiko for, at vedkommende bliver ved at foretage den samme slags kriminalitet, giver det ikke mening at gøre dommen betinget, fordi den betingede dom jo i så tilfælde skal udløses,« forklarer Camilla Hammerum.
Hvad mener du: Dømmer domstolene socialt udsatte og svage borgere hårdere end andre?