Hpv-vaccine: Danske forskere får kritik for uredelige metoder
Det europæiske lægemiddelagentur, EMA, mener dansk forskning har udvalgt sin patientgruppe på en »yderst selektiv« måde.
Vaccinen mod livmoderhalskræft, hpv har været et heftigt samtaleemne herhjemme, da flere og flere unge piger begyndte at få kraftige bivirkninger som svimmelhed efter indsprøjtningen.
Danske forskere har stået i front med kritiske undersøgelser af vaccinen, men nu bliver der altså sået tvivl om resultaternes validitet.
Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, har i starten af november afvist sammenhængen mellem hpv-vaccinen og det alvorlige svimmelheds- og træthedssyndrom, pots. Torsdag udkom den færdige rapport, som gennemgik forskningen på området, og der blev rejst kritik af de danske forskeres metode.
I følge EMA har forskergruppen udvalgt sin patientgruppe på en »yderst selektiv« måde, så de passer ind i en »på forhånd bestemt konklusion om vaccinerelaterede skader«, skriver Berlingske.
Det hænger sammen med, at forskerne har glemt at tage højde for, hvor mange unge piger, der får pots uden hpv, siger direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard. Desuden peger EMA på, at pots er en svær syndrom at diagnosticere, fordi symptomerne kan minde om mange andre sygdomme.
»EMA siger, at man begår den fejl, at man konkluderer med det samme, at det må være pots,« siger Leif Vestergaard fra Kræftens Bekæmpelse til Politiken.
Kræftens Bekæmpelse har været flittig fortaler for, at de unge piger takkede ja til hpv-vaccinen, da den kan sænke antallet af syge med livmoderhalskræft betydeligt.
I starten af november kom det også frem, at Kræftens Bekæmpelse har modtaget 675.000 kr. i støtte fra hpv-producenten Sanofi Pasteur MSD. Direktøren afviste i den forbindelse, at pengene havde en indflydelse på foreningens arbejde.