Dobbeltlivet

Det blev aldrig det samme igen. Kenneth var træt, og som han sad der og hang i rækkehuset i Ishøj, kunne hans plejeforældre godt se, at den var gal. Kenneth var landet med flyet den 24. december, juleaftensdag 2006. Så mens resten af familien Danmark sad plantet omkring juleanden, skulle Kenneth til at samle stumperne op efter den tortur, han havde gennemgået i den yemenitiske sikkerhedstjenestes brutale fængsel.

Og det var ikke godt.

Han humpede lidt på det ene ben og kunne ikke rigtigt få de nedre dele til at fungere efter de elektriske stød, han havde fået. En retsmediciner fra Amnesty International gennemgik ifølge hans venner senere Kenneth fra top til tå og konkluderede, at det var sandt, når Kenneth sagde, at han var blevet tortureret. Også Udenrigsministeriet havde konstateret, at Kenneth havde været udsat for tortur, og udenrigsminister Per Stig Møller (K) sendte en officiel klage til Yemens regering.

Janne og Jesper talte lidt med ham om løst og fast, mens en af ”brødrene” ventede uden for huset i en bil. Ligesom Kenneth var han iklædt i den sædvanlige kjortel, og Janne og Jesper var oprigtigt talt vrede over, at de ikke bare kunne have noget mere tid for sig selv med ham.

Der var så meget, som de gerne ville vende med ham efter turen til Yemen. Men det kunne de ikke, for det var tydeligt for dem, at ”brødrene” mandsopdækkede ham. Alligevel var det et kort øjeblik, som om han havde droppet sin religiøse attitude. Måske havde torturen gjort noget ved ham, tænkte de.

»Han virkede lidt mere moderat og havde ikke det der flakkende blik, han havde haft, før han tog til Yemen,« husker Janne.

Efter bare en halv time hjemme hos Janne og Jesper, rejste Kenneth sig. De sagde farvel til hinanden, inden han satte sig ind i bilen og forsvandt ned ad vejen med den ukendte mand i den lange kjortel.

Anden juledag gik Kenneth Sørensen så på tv og fortalte sin historie fra Yemen. Det var på TV 2 Nyhederne:

Kapitel 4 - Kenneth Sørensen i TV 2 Nyhederne

Han fortalte om torturen, men skånede sin omverden for de værste detaljer. Til sine venner sagde han, at han var uskyldig. Han havde aldrig planlagt at smugle våben til Somalia, fastslog han. Det samme forklarede hans ven – den senere PET-agent Morten Storm, der kom ham til undsætning.

Men de vidste begge to, at det var usandt.

Kenneth havde i den grad været indblandet, og han havde også dummet sig. Derfor gjaldt det nu om at vise omverdenen det modsatte. Man ville og skulle aldrig fortælle hele sandheden. Sådan var det bare.

Der var også ting, Kenneth ikke fortalte til brødrene. For eksempel fortalte han aldrig Morten Storm, at PET havde forsøgt at hverve ham efter turen til Yemen. Ligesom han af samme grund heller ikke fortalte, at han blankt havde afvist at samarbejde med dem.

Det skulle gå anderledes for Morten Storm. Han begyndte få måneder senere at arbejde for PET.

For Janne og Jesper var det en svær tid. De ville gerne bruge noget tid sammen med deres børnebørn, Ismael og Zakarias, som de havde set på billeder fra turen til Yemen.

Janne og Jesper håbede, at Kenneth en dag ville opgive sit religiøse liv, så de kunne leve sammen som en ganske normal familie, hvor de kunne være bedstefar og bedstemor.

Men de fandt hurtigt ud af, at det havde lange udsigter.

Snart efter var han og familien forsvundet igen. Efter nytår i 2007 var Kenneth, Sóley og børnene rejst til det religiøse Sharjah-emirat i De Forenede Arabiske Emirater for at starte et nyt liv der.

For Kenneth var det et spørgsmål om igen at komme ud og leve sammen med de rettroende muslimer. Og han kunne ikke have valgt et bedre sted.

Manden med pengene

Med sin moderne skyline ligner Sharjah enhver anden rig storby i den vestlige verden. Men så hører enhver sammenligning også op. For byen er ekstremt religiøs. Man kan ikke købe alkohol, og det er forbudt for kvinder at følges med mænd på gaden, som de ikke er gift med.

Samtidig er der strikse regler for påklædning for mænd og særligt kvinder, der skal gå tildækkede, som det er foreskrevet i Koranen.

Men på trods af at Sharjah By levede op til Kenneth Sørensen idéer om, hvordan rigtige muslimer skal leve, var det alligevel svært at falde til. Byen var næsten vokset sammen med den økonomisk buldrende storby Dubai, hvor store, multinationale vestlige firmaer havde slået sig ned.

Og det gjorde stedet dyrt at leve. Faktisk så dyrt, at Kenneth meget hurtigt måtte indse, at hvis han ikke hurtigt fandt en indtægtskilde, måtte han, Sóley og deres to små drenge flytte igen.

Kun få uger efter, at de var landet i det religiøse emirat, fandt Kenneth en løsning. En ven fra den lokale moské i Sharjah sagde, at en af brødrene gerne ville møde ham. Han hed Sabirhan Hasanoff, var amerikaner og arbejdede for en stor finansiel virksomhed i Dubai. Og det viste sig hurtigt, at han var en gavmild mand.

De mødtes første gang i en park i Sharjah. Det fremgår af en række retsdokumenter, som de amerikanske myndigheder senere fremlagde om sagen. Mødet skulle flere år senere få stor betydning for flere af mændene.

Den amerikanske mand havde taget sin ven Wesam El-Hanafi med. Han kom også fra USA, men var ligesom Sabirhan Hasanoff flyttet til Dubai, fordi de som rettroende muslimer begge gerne ville bo i et muslimsk land.

Kenneth kunne godt lide dem. Sabirhan Hasanoff var charmerende og energisk. Efter det første møde begyndte de tre mænd at tage sammen med deres familier på picnic og barbecue rundt omkring i Sharjahs mange parker. Kvinderne sad altid separat fra mændene. Men Sabirhan Hasanoffs kone, som oprindeligt kom fra Afghanistan, kunne godt lide Sóley, ligesom hun var vild med Kenneths to lyshårede drenge.

Hun syntes, at de var bedårende, sagde hun.

Mændene begyndte også at bede sammen, og Sabirhan Hasanoff forsøgte at skaffe Kenneth et job. Det lykkedes dog ikke. Til gengæld gav han ham og Sóley en del penge, så de havde noget at leve for.

Og ikke nok med det.

Han skaffede dem også en lejlighed i Sharjah, som de kunne bo i.

Omvendt fortalte Kenneth de to amerikanske mænd om sin tid i Yemen og pralede med, at han var blevet undervist af terrorprædikanten Anwar al-Awlaki.

Han fortalte også om den tortur, han havde været igennem. Om tæskene og de elektriske stød, ligesom han viste sine ben, som var fyldt med sår fra torturen.

Sabirhan Hasanoff var forfærdet over historien.

Han mente, at det viste, hvor langt regimerne i Mellemøsten var villige til at gå for at undertrykke gode muslimer som Kenneth. Og han kunne godt lide den unge danske konvertit. Også selv om Kenneth nogle gange var lige lovlig højlydt, for eksempel når han talte om islam.

Han gestikulerede altid voldsomt, når han forklarede om de arabiske ledere, som han mente var en skamplet på den arabiske verden. Han sagde, at de burde udryddes, fordi de var korrumperede og ikke levede op til islams regler.

Det var før, Det Arabiske Forår begyndte i 2011, og i de fleste lande havde de forskellige arabiske ledere siddet ved magten i årtier. Så Sabirhan Hasanoff tog det mest som et udtryk for, at Kenneth var engageret. Det vigtigste var dog Kenneths kontakter til al-Qaeda i Yemen.

Dem skulle Sabirhan Hasanoff og hans ven fra USA nemlig bruge. Til at gå i krig mod det land, som de selv kom fra.

Den islamiske revisor

Baruch College ligger i hjertet af Manhattan og er opkaldt efter den berømte erhvervsmand Bernard Baruch, der under og efter Første Verdenskrig blev økonomisk rådgiver for hele to amerikanske præsidenter, Woodrow Wilson og Franklin D. Roosevelt.

Det var her, at Sabirhan Hasanoff som helt ung tilbage i 1980’erne kom ind på universitetet for – sammen med tusindvis af andre – at læse til forretningsmand og udleve den amerikanske drøm i kvarteret omkring den berømte amerikanske handelsgade Wall Street.

Som helt ung flyttede Hasanoff til New York, hvor han efter sin uddannelse fik job i de to store hæderkronede amerikanske revisionsselskaber, først i KPMG og siden i Pricewaterhousecoopers. Han tjente gode penge. Men det var ikke nok. Han syntes, at han manglede noget i sit liv.

Efter terrorangrebet mod USA den 11. september 2001 blev han mere og mere interesseret i militant islam, og der var herefter, at han i 2006 flyttede til Dubai, hvor han mødte Wesam El-Hanafi, der ligesom ham selv kom fra New York, og efterhånden begyndte en plan tage form.

De to mænd ville være hellige krigere, og Kenneth Sørensen blev deres nøgle til al-Qaeda.

De vidste, at danskeren havde gode forbindelser efter sin tur til Yemen.

Hvor Kenneth kendte de to al-Qaeda folk fra, er uklart. Måske var det fra al-Iman Universitetet i Sanaa eller fra fængslet, hvor det er almindeligt kendt, at der ofte sad al-Qaeda-folk.

Men i 2007 fik han i alle tilfælde skabt den nødvendige kontakt, så de to amerikanske mænd kunne tage kontakt til de to al-Qaeda folk.

Den ene blev kaldt Doktoren og kom oprindeligt fra Egypten, hvor han sammen med den aldrende og nuværende leder af al-Qaeda, Ayman al-Zawahiri, i 1970’erne havde etableret den frygtede terrororganisation Islamisk Jihad på Egyptens voksende universiteter.

Siden havde han kæmpet som mujahediner mod den sovjetiske overmagt i Afghanistan, ligesom han også havde boet sammen med al-Qaedas leder, Osama bin Laden, i Sudan.

Nu boede han sammen med hundredvis af andre al-Qaeda-folk i Yemen.

Den anden al-Qaeda-mand gik under navnet Suffian og havde gennem de seneste år opbygget et større netværk af hellige krigere i stammeområderne i Pakistan, hvor de kunne operere uden indblanding fra de pakistanske myndigheder.

Hen over de næste måneder skulle de to al-Qaeda-kontakter modtage i alt 67.000 dollars fra Sabirhan Hasanoff og Wesam El-Hanafi. Der var også en tredje mand i gruppen, der postede sorte penge i projektet.

Pengene sendte Sabirhan Hasanoff direkte videre til Kenneth Sørensens to al-Qaeda kontakter i Yemen.

Overførslerne foregik gennem Western Union i Dubai. De anvendte altid et falsk navn for at dække over transaktionerne, ligesom de også sendte penge via kurer.

Gennem en bestemt postboks i Dubai begyndte de også i 2007 at forsyne folkene i Yemen med udstyr, såsom dynejakker, vinterstøvler, avancerede remotekontroller, gps-udstyr og Casio-ure. Især det sidste var interessant for myndighederne. Al-Qaeda havde nemlig ved flere tidligere lejligheder anvendt netop Casio-ure til at fjerndetonere bomber med.

Faktisk var det nærmest standard i flere af al-Qaedas træningslejre i 1990’erne at blive oplært i at anvende denne teknik.

Alt det havde Kenneth Sørensen sat i gang. Han var kun 23 år, men allerede en vigtig del af netværket. For det var ham, der skabte kontakterne.

Og måske vidste han, at han havde sat gang i noget, han ikke kunne overskue.

I april 2007 forlod Kenneths familie over hals og hoved Sharjah. I en mail til sin gode ven Morten Storm hed det:

»Jeg blev nødt til at rejse derfra hurtigt. Mange af de brothers jeg kendte i UAE (De Forenede Arabiske Emirater, red) fortalte jeg det heller ikke til. Jeg havde ikke tid. Det skete fra dag til dag med kone og to aber på ryggen.«

Aberne, som han henviste til, var børnene.

Der var et eller andet galt. Men Kenneth fortalte aldrig Storm, hvad det var.

Kenneth Sørensen virkede desperat. Familien rejste nu fra land til land. I Malaysia fandt de et øjebliks ro i Slangour uden for Kuala Lumpur, hvor børnene nåede at begynde i skole, inden familien blev smidt ud igen.

I første omgang faldt Kenneth og familien godt til i Malaysia, skrev han til Morten Storm i en mail:

De forsøgte også at slå sig ned i Libanon.

Her mødtes Kenneth kortvarigt med de to australske Ayub-brødre, som han netop havde siddet fængslet med i Yemen. Ifølge en af Kenneths religiøse venner gennemgik de skydetræning sammen. Også Sóley modtog ifølge vennen skydetræning og lærte at skyde med automatvåben.

Men da de libanesiske myndigheder fandt ud, hvad der foregik, anholdt de Kenneth. Igen hjalp Udenrigsministeriet i Danmark Kenneth ud af fængslet.

Kenneth måtte konstatere, at han ikke længere kunne flyve under radaren. De forskellige landes myndigheder kendte ham, og de ønskede ikke endnu en ballademager i landet.

I stedet flyttede Kenneth og Sóley i 2008 ind i en lille lejlighed i Thorsgade på ydre Nørrebro tæt på Nørrebro Station. Og det var her, hans nye liv begyndte sammen med de kriminelle bander i Danmark.

Rødderne

I 2008 begyndte den årelange bandekrig i København. I Tingbjerg lidt uden for København huserede en løs gruppe af småkriminelle indvandrerdrenge, i Mjølnerparken på Nørrebro var en anden gruppe, mens de mere hardcore kom fra banden fra Blågårds Plads på Nørrebro, der af politiet blev betegnet som Danmarks hårdeste indvandrerbande.

Kenneth kendte folk fra alle banderne, der lå i åben krig med rockergruppen Hells Angels.

Konflikten mellem bander og rockere var eskaleret efter drabet på den 19-årige indvandrerknægt Osman ”Nuri” Dogan samme år. Indvandrerne havde en dag i midten af august stået på Torvet i Tingbjerg foran Pizzeria Gonzales, da en bil pludselig kom hvinende forbi, mens en mand affyrede mindst 20 skud fra et AK47-gevær.

Kenneth Sørensen kendte selv mange af de indvandrerknægte, der de næste år skulle komme til at spille en hovedrolle i bandekrigen, og han brugte en stor del af sin tid sammen med dem.

Og netop det forhold er ifølge flere terroreksperter bekymrende.

Få år senere er PET begyndt at tale om, at der er en »voldsparathed« i banderne, der gør det lettere for terrorgrupper som Islamisk Stat at rekruttere unge mænd til hellig krig.

Det er også derfor, at Islamisk Stat de seneste år har haft held med deres propagandavideoer, der viser, hvordan folk bliver skudt og lemlæstet og får hugget halsen over. Videoerne taler ifølge eksperterne det sprog, de unge tidligere kriminelle bandemedlemmer er vokset op med.

Nemlig voldens sprog.

I 2015 blev PET’s bekymring bekræftet, da den 19-årige Omar El-Hussein med 28 skud fra et stjålet automatvåben gik til angreb på Krudttønden og synagogen i København. Efterforskningen viste, at Omar El-Hussein var en del af indvandrerbanden Brothas fra Mjølnerparken.

Det var dog ikke den vej, Kenneth Sørensen ville gå, siger flere kilder.

Et tidligere bandemedlem, der pga. sagens karakter ikke ønsker at stå frem, forklarer, at han mødte Kenneth Sørensen, da han selv lige var kommet ud af fængslet. De blev introduceret for hinanden i Mjølnerparken af dem, der senere blev til den såkaldte Brothas-bande.

Bandemiljøet var ekstremt voldeligt, og det kom med jævne mellemrum til skudvekslinger på åben gade i København. De unge mænd fra Mjølnerparken var selv involveret i skyderier, ligesom de også mistede folk under bandekrigen. Kilden forklarer, at nogle af bandemedlemmerne sågar lærte at sy skudofre sammen.

»Kenneth var en gadedreng ligesom alle os andre,« fortæller kilden.

Vennerne løfter samtidig sløret for, hvor tæt forbundne det militante islamiske miljø i Danmark gennem årene har været med det kriminelle bandemiljø i Danmark. For Kenneth Sørensen var ifølge vennerne ikke den eneste, der hang ud sammen med banderne. Det gjorde f.eks. Adnan Avdic også, siger de.

Han var ligesom Kenneth Sørensen en del af det ekstremt religiøse salafistmiljø og en del af Glostrup-sagen, hvor flere af hans venner blev dømt for terror.

Men også den tidligere Guantanamo-fange Slimane Hadj Abderahmane, der i 2013 døde i Syrien som hellig kriger, kom i miljøet. Han havde mødt flere af bandemedlemmerne i fængslet, hvor han sad inde for tyveri af pas og dankort og for bedrageri.

Kenneth Sørensen var lige kommet hjem fra sin rejse til Sharjah-emiratet, Malaysia og Libanon. Men han fortalte intet om de to amerikanske mænd, om Ayub-brødrene eller Marek Sumalski, ligesom han heller ikke fortalte om den tortur, han havde været udsat for i Yemen. Eller om Anwar al-Awlaki eller om al-Qaeda.

»Nej jeg hørte aldrig om de ting der,« siger han.

Måske var det, fordi Kenneth Sørensen godt vidste, hvad der var på spil. At hvis man kendte til folk, der opererede for al-Qaeda og ville begå terrorisme rundt omkring, så gik man ikke og pralede med det i Danmark.

Man kunne nok prale over for de andre rettroende muslimer. Men folk udefra måtte ikke få noget at vide. De næste år levede Kenneth Sørensen et veritabelt dobbeltliv.

Han lagde dog ikke skjul på, at han var religiøs. Men han bar aldrig sit religiøse tøj, når han var sammen med bandemedlemmerne. Her gik han bare klædt i almindelige cowboybukser og hættetrøje og lignede enhver anden gadedreng fra Nørrebro.

Mange af bandemedlemmerne var selv muslimer, men de var ikke salafister – altså rettroende – ligesom Kenneth. Men flere kilder fortæller, at Kenneth alligevel gled ind i miljøet uden problemer. For han var god at snakke med. Han forklarede altid tingene ud fra det, der stod i Koranen, også når de snakkede om sex, og hvad man måtte gøre, når man var sammen med en pige.

Det var der ikke noget underligt i.

Bandemedlemmerne fra indvandrermiljøet gik nemlig i de samme moskéer som salafisterne. Den mest populære var al-Taibah på Nørrebro, som var blevet sat i forbindelse med flere terrorsager. Men de gik også i den somaliske moské på Nørrebro, hvor de bad sammen og introducerede hinanden for andre muslimer.

Og så hjalp de hinanden, hvis der var problemer.

Der var flere episoder, hvor de hjalp hinanden, fordi de var muslimer. Og Kenneth var en del af det, forklarer en kilde. Nogle gange endte det i decideret vold, hvor Kenneth deltog. Flere bandemedlemmer så islam som den eneste måde at komme ud af volden på, fordi de blev præsenteret for den som en fredelig religion af folkene i moskéerne, men de talte også meget om krigene i Afghanistan og Irak. Og nogle af bandemedlemmerne blev radikale islamister.

Og sådan var det. Salafisterne og banderne hørte sammen, forklarer kilden.

»Vi havde den samme naturlige omgang med skydevåben og den samme opfattelse af, hvordan de kunne bruges,« siger kilden.

De spillede også fodbold sammen og kørte Københavns gader tynde i deres store biler, mens Kenneth fortalte om, hvordan han havde fået en lukrativ forretning ved at importere falsk mærkevaretøj fra Kina til Danmark og sælge det på det sorte marked.

Det var blevet en stor forretning. Nogle siger endda, at Kenneth Sørensen havde en hel container stående ude i Nordhavnen og gennem et sindrigt system havde fået en gut, som han kendte fra fængslet i Yemen, til at rejse til Kina og ordne det praktiske med at købe tøjet, der derefter blev sendt uden om toldsystemerne til England og derfra til Danmark.

Noget af tøjet købte bandemedlemmerne også.

Og så var der våbnene. Dem havde ikke kun bandemedlemmerne adgang til. Også Kenneths religiøse venner fra salafistmiljøet, der selv tidligere havde været bandemedlemmer, havde våben. Og det gjaldt både Ouzi-maskinpistoler, Kalashnikov-geværer og pistoler.

Men for Kenneth var det ikke en vej at gå at bruge våben i Danmark.

Tværtimod forklarede han over for flere af sine venner, at den vold, han ville udføre, kun skulle foregå i krigsområder, hvor muslimerne blev undertrykt.

»Hvis du virkelig er overbevist om det her, så er det let. Så skaffer du en pistol eller en maskinpistol, hvis du er rigtig effektiv, og så går du over på Hovedbanegården og skyder en masse mennesker. Før nogen kan stoppe det, så kan du få rigtig mange flere, end nogen bomber kan forårsage. Hvis jeg havde de holdninger, så ville jeg bare have gjort det,« sagde han engang ifølge en ven, da de diskuterede, hvad man måtte gøre og ikke gøre som muslim.

Men ifølge de amerikanske myndigheder, som snart for alvor skulle opdage den danske konvertit, var han ved at blive en del af en international terrorsag. For på den anden side af Atlanten var hans to amerikanske venner ved at forberede, hvad de amerikanske myndigheder mente, var deres første aktion.