Brødrene

Imam Abu Ahmed var en imponerende skikkelse. Han havde sort fuldskæg og gik altid klædt i salafisternes foretrukne tøj, kjortel med bukser smøget op til lige over anklerne og en hvid bedehat.

Hver lørdag underviste han i Det Muslimske Kulturcenter – en moské – på Horsebakken i Københavns Nordvestkvarter. Til undervisningen var kvinderne, som reglerne foreskrev, adskilt fra mændene og kunne i deres separate rum kun høre Abu Ahmeds tale over et højttalersystem, som var forbundet til en mikrofon nede i de lyse lokaler i moskéen. Og her var der altid mange tilhørere. Næsten 100 kom hver lørdag for at høre den radikale imam undervise.

Og det, de hørte, var, at al-Qaedas leder, Osama bin Laden, var en helt, og at militant islam ville sejre.

Abu Ahmed var på rekordtid blevet en stjerne blandt det, som Politiets Efterretningstjeneste, PET, i Søborg, dengang kaldte vækstlaget blandt danske jihadister. Han var her og der og alle vegne. Og det gjorde den danske efterretningstjeneste nervøs.

Det var i sommeren 2005, kort tid efter at fire bombemænd under et terrorangreb i London havde dræbt over 50 mennesker i den britiske storby. Så PET var på stikkerne. Der havde også lige været et angreb i den egyptiske ferieby Sharm el-Sheikh, hvor over 80 turister, primært jøder fra Israel, var blevet dræbt. Begge gange havde al-Qaeda taget skylden.

Det var dette miljø, som Kenneth Sørensen var blevet en del af.

Samme sommer tog PET fat i ledelsen i moskéen på Horsebakken og opfordrede den til at afbryde samarbejdet med imamen. De vidste nemlig fra deres kilder, at Abu Ahmed med sine ungdommelige og letforståelige prædikener havde fået fat i flere af de unge mennesker. I modsætning til de ældre imamer talte Abu Ahmed dansk. Og han tog udgangspunkt i de unges liv og problemer.

Ifølge en kammerat var Kenneth så begejstret for den radikale imam, at han med jævne mellemrum hentede Abu Ahmed i bil og kørte ham til Ishøj, hvor han underviste for nogle muslimer oppe under loftet i Kenneths egen kvistlejlighed på Østergården 1. Her kunne Kenneth høre den unge imam udlægge Koranen efter de radikale fortolkninger, der lynhurtigt havde gjort ham til en stor stjerne blandt det nye vækstlag af yderligtgående muslimer.

De danske konvertitter

Ifølge flere kilder var der sket noget afgørende med det danske islamistiske miljø. Det havde tiltrukket flere og flere pæredanske konvertitter, der nu blandede sig med muslimer fra Algeriet, Tunesien og Marokko.

Flere sagde om de danske konvertitter, at de på mange måder var mere radikale end de fødte muslimer. Måske var det, fordi de følte, at de skulle bevise over for de ”rigtige” muslimer, at de virkelig mente det seriøst, når de selv begyndte at følge Koranen.

En af dem var Abu Hudhayfah. Han boede på Tomsgårdsvej tæt ved Islamisk Trossamfund på ydre Nørrebro og kendte også Kenneth Sørensen. På mange måder var han et godt udtryk for det, der skete i miljøet.

Abu Hudhayfah havde oprettet en hjemmeside under navnet al-Tawhid, som han selv administrerede, og her var der alt, hvad hjertet begærede af logoer med Koranen og Kalashnikov-geværer. Der var også et debatforum, hvor de unge konvertitter i sommeren 2005 roste al-Qaedas seneste angreb i Sharm el-Sheik.

»Der er ingen kufr (vantro, red.), der er sikre i vore muslimske lande, som Egypten, Saudi osv.,« skrev Abu Hudhayfah efter terrorangrebet.

Og det var netop det, PET frygtede. At konvertitterne, som virkede mest aggressive, skulle begynde at flirte med terrorismen. København havde fået en ny generation af radikale islamister. Det var en ung tyrkisk mand fra Ishøj, der ifølge kilderne førte Kenneth ind i den del af islam. Den tyrkiske mand boede lige om hjørnet fra Kenneth i Østergården 1 og gik altid religiøst klædt.

Senere flyttede Kenneth til Nørrebro, hvor det radikale islamistiske miljø trivedes. Og det, Kenneth så, bekræftede ham i, at han havde valgt rigtigt. Inden for den gren af islam, som han her blev præsenteret for, salafismen, var der en lang række regler, som han skulle overholde. Helt ned til detaljer omkring sin egen påklædning og til, hvordan han skulle behandle kvinder, venner og fjender.

Det var en simpel manual for, hvordan han skulle komme igennem livet. Og hvis han fulgte den, kunne han hver dag sige til sig selv, at han havde gjort det godt, fortalte de andre salafister ham. Og var han i tvivl, kunne han altid spørge folk som Abu Ahmed. Han ville kunne forklare ham, hvordan en problemstilling kunne løses ud fra Koranen.

Abu Ahmed var god til at formulere regler ud fra Koranens ord. F.eks. når han dyrkede kickboksning.

Det var lidt af et problem, for ifølge nogle rettroendes udlægning af Koranen må man ikke dyrke sportsgrene, hvor man risikerer at blive slået i hovedet. Men det kom Abu Ahmed ifølge en kilde fra miljøet uden om ved at lave en særregel for sig selv, så det alligevel godt kunne lade sig gøre.

Og det var det, som unge muslimer kunne lide ved Abu Ahmed. Han var god til at løse problemerne. Også for andre, når de spurgte ham til råds.

Hjemme på Nørrebro

For Kenneths barndomsvenner var det svært at forstå hans forandring. Ikke mindst for hans gamle fodboldven fra SB50, Hakan.

De havde ikke talt med hinanden i lang tid, ja, faktisk havde Hakan mistet kontakten til Kenneth og Sóley. Så da Hakan og hans kone blev inviteret på besøg, så de frem til at være sammen med deres to gamle skolekammerater.

Hakan var selv blevet gift i mellemtiden. Han og hans kone var født som muslimer, men hun gik ikke med tørklæde, og han var ikke specielt praktiserende, og derfor blev han også noget overrasket over modtagelsen i lejligheden på Nørrebro. Det var Kenneth, der åbnede døren, og det første, han lagde mærke til, var, at Sóley ingen steder var at se.

Hakan fandt hurtigt ud af, at hun var gemt af vejen i et andet rum. Og der blev hun hele aftenen, når hun da ikke var i køkkenet.

Formålet var klart, sagde Kenneth.

Sóley måtte ikke være i stue med en anden mand; det var haram i islam, husker Hakan, at Kenneth forklarede. Af samme grund havde de opfundet et sindrigt bankesystem, hvor Kenneth kunne banke på væggen, når de skulle have noget mad eller et glas vand. Så skubbede Sóley det ind ad døren og forsvandt lynhurtigt igen, så de ikke nåede at se hende.

Det endte med, at Kenneth og Hakan sad på et værelse, mens Sóley og Hakans kone sad på et andet værelse.

»Det synes jeg, var lidt for grænseoverskridende. Og det sagde jeg til Kenneth, men han holdt fast i adskillelsen med henvisning til islam,« siger Hakan.

Bagefter mistede de kontakten til hinanden. For under besøget gik det op for Hakan, at Kenneth havde fået helt nye venner. Det var, som om Kenneth havde fjernet sig fra sin gamle verden. Han var blevet det, som man i faglitteraturen kalder radikaliseret. Eller som Kenneths plejefar udtrykker det, så var han blevet »hjernevasket«.

For Kenneths vedkommende handlede det om at få en ramme om sit liv, forklarer flere af Kenneths gamle venner.

Det var også derfor, at han var blevet tiltrukket af islam. For her eksisterede en stærk familiefølelse, syntes han. Folk hjalp hinanden, og havde man ikke et sted at sove, kunne man altid være hos en af de muslimske brødre. Eller i moskéen. Efterhånden var brødrene Abu Ahmed og de andre, som han havde mødt, vigtigere end hans egen familie.

Flere af de samme brødre er i dag aktive i det yderliggående islamiske miljø – for eksempel Abu Ahmed – mens andre er døde i Syrien som hellige krigere. Af samme grund vil mange af de folk, der kendte Kenneth dengang, ikke stå frem. Det er for farligt, siger de. Især for dem, der er trådt ud af miljøet og begyndt en ny tilværelse med job og børn.

Men anonymt vil de gerne løfte sløret for, hvad der skete med Kenneth.

Glostrup-sagen

Det var især moskéerne på Nørrebro, der trak i Kenneth Sørensen. Blandt andet moskéen i Heimdalsgade, der gik under navnet al-Taibah-moskéen. Det var også her, han mødte folkene fra det, der senere skulle blive døbt Glostrup-sagen.

De var alle sammen salafister ligesom Kenneth selv og praktiserede en streng form for islam, hvor man læste den såkaldte hadith, der beskriver, hvordan profeten Mohammed levede. Og de efterlevede den til punkt og prikke.

Det var derfor, at de havde skæg ligesom profeten Mohammed. Eller for nogens vedkommende små totter. Mange af dem var nemlig så unge, at de ikke kunne få egentligt skæg. Men de forsøgte, så godt de kunne for at efterligne profeten.

En af dem, der kom i al-Taibah-moskéen, var en svensker, der gik under navnet Maximus. Han havde lavet sin egen lille al-Qaeda-gruppe. I oktober 2005 blev han anholdt af bosnisk politi sammen med en anden fra miljøet omkring al-Taibah-moskéen i en lejlighed i Sarajevo. Inde i lejligheden fandt politiet automatvåben, sprængstoffer og et selvmordsbælte.

De unge mænd havde også lavet en video, hvor de stolt viste deres våben frem og fortalte, at de ville bombe et sted i Europa.

Politiet fandt aldrig ud af, hvor det var.

Sagen havde også tråde til Danmark, hvor politiet i Glostrup kort efter anholdt 25 personer i en dramatisk anholdelsesaktion flere steder i København. Fire af dem blev samme aften fremstillet i et grundlovsforhør ved retten i Brøndby sigtet og siden tiltalt for terror.

Det var her, at den danske offentlighed for første gang lærte Kenneth Sørensen at kende. For under sagen dukkede den rødskæggede danske konvertit op i fuldt muslimsk dress med kjortel og bukser smøget op til lige over anklerne og den obligatoriske bedehat på hovedet.

Ingen pressefolk i retsbygningen kunne undgå at lægge mærke til ham, for han var meget højlydt. Nogle gange kom han med aggressive udfald mod pressen, som han beskyldte for at skrive løgne, for få minutter senere at kunne vende fuldstændigt, så han jokede med det hele og talte venligt til de nysgerrige journalister.

De ville på sin side gerne vide, hvem han var, ligesom de ville have oplysninger om de sigtede og det islamistiske miljø. For det var et lukket miljø. Så lukket, at selv politiet i Glostrup havde svært ved at trænge ind i det.

For dem var Kenneth Sørensen også en ny mand på scenen.

De havde godt lagt mærke til ham under retssagen, og en af de ledende efterforskere havde noteret i sin notesbog, at de skulle gennemgå udskrifterne af aflytningerne for at finde ud af, om han optrådte i nogle af samtalerne mellem de anklagede. Men det kunne ikke forbinde Kenneth til noget ulovligt. Politiet opgav at forfølge ham.

Til gengæld fandt efterforskerne hurtigt ud af, at det var Kenneths Sørensens mentor, den radikale imam Abu Ahmed, der havde spillet en hovedrolle i radikaliseringen af de unge mænd, der nu var anklaget i Glostrup-sagen.

Alligevel syntes Kenneth Sørensen ifølge en kilde fra det islamistiske miljø, at Abu Ahmed snakkede for meget uden at handle.

Derfor opsøgte han i 2005 nye personer i det danske militante islamistmiljø.

Blandt dem var den såkaldte boghandler fra Brønshøj, Said Mansour, som var meget aktiv i rekrutteringen af de unge konvertitter.

Mansour skulle senere flere gange blive idømt fængselsstraf for opfordring til terror. Mansour blev en af de islamister, som Kenneth Sørensen lyttede mest til.

Said Mansour tog ligefrem Kenneth med sig, når han rejste rundt i landet. Kilder i miljøet fortæller i dag, at det nærmest virkede, som om Mansour betragtede Kenneth som et slags trofæ, fordi det var lykkedes at gøre en dansker til tilhænger af en radikal form for islam. Men der var også en anden person, der skulle få en nærmest afgørende virkning på Kenneth Sørensen.

Emiren fra Avedøre

De, der kendte til dansk-pakistaneren Shiraz Tariq, vidste med det samme, at Kenneth var kommet i rigtigt dårligt selskab. Det var ude i Avedøre ved Byporten, at de så de to skæggede mænd gå rundt sammen.

Avedøre var blevet et centralt sted for islamisterne, der også en gang imellem gik over på parkeringspladsen ved Byporten. Her stod de og talte om stort og småt og viste sig frem i deres hvide kjortler og ankellange bukser.

Og den, der ledte an, var Shiraz Tariq.

Han var ikke mere end 26 år, men havde allerede gennem længere tid spillet en central rolle i det salafistiske miljø i Danmark. Blandt andet optrådte han på flere af de aflytninger, som PET foretog i Glostrup-sagen, ligesom han også senere tog til Pakistan, hvor han mødte en af de personer, der blev anholdt i den såkaldte Glasvejs-sag, hvor to unge mennesker blev dømt for at ville udføre et bombeattentat et sted i Danmark.

Shiraz Tariq tog Kenneth til sig. Men ifølge flere kilder var han en mand, man ikke skulle komme for tæt på. Han var snarrådig og dygtig til at indfange unge mænd, der ville i hellig krig.

Han var vokset op i Avedøre Stationsby, hvor han gik under navnet ”Emiren fra Avedøre”. I en meget ung alder var han blevet tilhænger af salafismen, og derefter var han begyndt at tiltrække flere og flere unge mennesker.

Han var blandt andet med til i 2004 at sende 12 unge danske muslimer til London for at mødes med den radikale islamistiske prædikant Omar Bakri. Han var ikke hvem som helst, og han havde bl.a. hyldet terroristerne bag 11. september-angrebet i USA, som han kaldte ”the magnificent 19”.

Mange år senere, i 2013, døde Shiraz Tariq som hellig kriger i Syrien. I Danmark var han en central del af gruppen ”Kaldet til Islam”, der ivrigt rekrutterede unge muslimer til at gå i hellig krig i Syrien.

Kort før sin død optrådte han i en video optaget i Syrien, hvor han sammen med flere andre unge mænd skød til måls efter danske ”fjender” af islam som Muhammed-tegneren Kurt Westergaard, den tidligere PET-agent Morten Storm, den omvendte islamist Ahmed Akkari, Danmarks tidligere statsminister og fhv. generalsekretær for Nato Anders Fogh Rasmussen, den konservative politiker Naser Khader og islamkritikeren Lars Hedegaard.

Kapitel 2 - Shiraz Tariq

Tilbage i 2005 så flere kilder, at Kenneth Sørensen bevægede sig længere ind i det militante salafistiske miljø. Nogle gange mødte vennerne Kenneth i S-toget, hvor han påtalte, at de ikke levede på ordentlig islamisk vis. F.eks. brød Kenneth sig ikke om, at de gik i byen og drak alkohol. Den slags måtte man ikke ifølge islam, sagde han.

»Det bekymrede mig, at se Kenneth sammen med Shiraz Tariq, for jeg kendte godt hans holdninger, og de var meget ekstreme,« siger en af Kenneths venner fra dengang.

Og vennerne var ikke de eneste, der var bekymrede. Det var hans plejeforældre, Janne og Jesper, også. Efterhånden så de mindre og mindre til Kenneth, og når de endelig gjorde, var de nødt til at lægge bånd på sig selv, hvis de ønskede at bevare kontakten til ham. Satte de spørgsmålstegn ved hans synspunkter, slog det gnister.

En dag, da han var på besøg i rækkehuset i Ishøj, husker Janne, at Kenneth sagde til hende:

»Jeg hader jøder.«

»Jamen, så hader jeg færinger,« slyngede Janne tilbage med ironi i stemmen, med henvisning til at Sóley oprindeligt kom fra Færøerne, hvorefter hun tilføjede:

»Man kan da ikke generalisere sådan, Kenneth.«

Men det ville han ikke høre på.

Kenneth havde nu selv fået en familie. Hans ældste søn, Zakaria, blev født i 2004, og hans næstældste dreng, Ismail, i 2005.

Men en ting var, hvad der skete i Danmark.

Noget andet var det udland, som kaldte på Kenneth Sørensen. Det var her, han for alvor skulle få sin ilddåb som ung jihadist.