JP: »Er ”BL” ikke dig?« Bo Lidegaard: »Det er jo en nærliggende antagelse«

Et hidtil hemmeligholdt dokument fra Statsministeriet dokumenterer, at det var departementsråd Bo Lidegaard, som godkendte et stærkt omdiskuteret brev fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til 11 muslimske landes ambassadører om Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten. I brevet ignorerede statsministeren de vrede ambassadørers krav om et hastemøde. Det er en beslutning, som Bo Lidegaard som ansvarshavende chefredaktør på Politiken siden har kritiseret skarpt.

Før statsministeren underskrev brevet, blev det godkendt af Bo Lidegaard telefonisk, viser det hidtil hemmeligholdte dokument.

»Godkendt telefonisk af BL,« står der på det interne dokument fra Statsministeriet fra den 20. oktober 2005, da brevet sidst på eftermiddagen blev lagt til underskrivelse hos Fogh.

Bo Lidegaard, betyder det ikke, at det er Bo Lidegaard, der har godkendt det telefonisk?

»Det må du tolke, som du vil.«

Men er BL ikke dig?

»Det er jo en nærliggende antagelse«

Kan du bekræfte, at det er dig, der har godkendt brevet?

»Jeg kan desværre ikke referere fortrolige oplysninger fra min rolle som rådgiver ud over det, du kan få adgang til ad de officielle kanaler via aktindsigt. Det skyldes min tavshedspligt.«»

Politiken kritiserede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for ikke at have taget mødet, og efter at du blev chefredaktør på Politiken, har du også kritiseret, at han ikke tog mødet med ambassadørerne. Hvordan kan det så være, at du dengang godkendte brevet, hvor man ignorerede kravet om et møde?

»Hvis du lægger mærke til, hvad jeg har sagt om den sag tidligere til citat, så har jeg sagt, at hvis du spørger mig i dag, om jeg ville anbefale, at et medlem af regeringen havde taget et møde med ambassadørerne, så er svaret ja. Jeg ville i dag anbefale, at et medlem af regeringen havde taget et møde med ambassadørerne.«

Hvorfor?

»Fordi jeg mener, at det var uklogt at der ikke var en fra regeringen, der mødtes med ambassadørerne. Det er mit synspunkt i dag.«

Hvorfor var det uklogt?

»Fordi det ville være helt normal kutyme, at en udenrigsminister mødes med ambassadører, der ønsker at tale med ham.«

Ville det have gjort nogen forskel på forløbet?

»Det ville have været bedre for Danmark i det videre forløb at have vist den helt almindelige diplomatiske høflighed, at udenrigsministeren mødtes med de diplomater, som havde udtrykt ønske om at mødes med ham.«

Men som topdiplomat må du så vel have rådgivet om, at man burde tage det møde. Hvorfor gjorde du ikke det?

»Jeg kan ikke kommentere, hvordan jeg rådgav dengang. Jeg kan fortælle dig mit synspunkt i dag.«

Har du ændret holdning?

»Jeg kan fortælle dig, hvad jeg mener i dag, men ikke, hvad jeg mente dengang.«

Du har kaldt det »en tåbelig og unødvendig fejl«, at man ikke tog mødet, og jeg forstår dig sådan, at det er fordi, at det gør man, når man bliver bedt om det af sådanne ambassadører?

»Det gør udenrigsministeren.«

Er det så ikke mærkeligt, at man ikke anbefalede det i Udenrigsministeriet dengang?

»Jeg tror, at de fleste i dag faktisk vil være enige om, at det var en klar fejl fra dansk side, at udenrigsministeren ikke mødtes med ambassadørerne.«

Det har tidligere været fremme, at du ringede til Kim Vinthen i Udenrigsministeriet og sagde, hvad der skulle stå i Udenrigsministeriets udkast til svar til ambassadørerne, og det samme siger mine kilder. Hvad siger du til det?

»Jeg har ingen kommentarer ud over, at jeg har læst meget i aviserne, som jeg ikke kan genkende.«

Har du dengang haft telefonisk kontakt med nogen fra Udenrigsministeriet for at fortælle, hvad der skulle stå i brevet?

»Og så er vi tilbage, at jeg ikke kan og ikke må svare på, hvilken rådgivning jeg gav i den daværende situation.«

Mener du, at krisen ville have fået et andet forløb, hvis man havde taget mødet dengang?

»Krisen var resultatet af et uheldigt sammentræf af mange forskellige ting, og derfor er det også meget svært at sige noget meningsfuldt om, hvad der ville være sket, hvis nogle af disse ting havde været fraværende. Men det var klart en diplomatisk fodfejl, at regeringen ikke tog et møde med de ambassadører, som bad om det, og det ville have været naturligt, at udenrigsministeren havde taget det møde. Det er min opfattelse i dag.«