Fortsæt til indhold
Indland

Poterne vil ikke holde op med at skrive

Jan Cortzens meritter i dansk presse er mange. Mest kendt er han for sine 22 år som chefredaktør på Børsen og som pennefører på en stor Mærsk-biografi. Privatfoto

JACOB BREJNEBØL KNUDSEN

I mere end 50 år har det skrevne ord været alfa og omega i Jan Cortzens virke. Det har givet ham en lang karriere på Politiken, i toppen af Børsen – og i sit otium som forfatter.

Jan Cortzen blev uddannet journalist ved De Bergske Blade og kom til Politiken som ledende redaktionssekretær i begyndelsen af 1960’erne. Her oparbejdede han et ry som en talentfuld og flittig avismager, indtil han i 1974 tog springet til Børsen, hvor han to år senere blev chefredaktør, da han afløste Uffe Ellemann-Jensen.

Tiden som chefredaktør blev lang – der skulle gå 20 år, før han forlod posten i 1996. Men han brugte ikke kun tiden til at træffe redaktionelle beslutninger: I 1992 skrev han bestsellerbiografien ”Myten Møller” om Mærsk Mc-Kinney Møller, som er solgt i over 100.000 eksemplarer.

Senest har han kastet sig over skriverier om det moderne grønlandske samfund, og selv i en alder af 80 år fortsætter han: Næste år udgiver han sammen med sin hustru, antropologen Birte Engelsen, en bog om det moderne færøske samfund.

Foredrag bliver det også til med afsæt i de 40 år, han har tilbragt i dansk dagspresse og ikke mindst med det forhold, han fik etableret til erhvervsikonet Mærsk Mc-Kinney Møller, som han mødte talrige gange.

Jan Cortzen har givet den journalistiske depeche til den næste generation. Han er således også far til et par talentfulde journalister: Mads Brügger, der i dag står i spidsen for Radio24syv, og tv-værten Ane Cortzen.

Jan Cortzen, journalist, forfatter, fhv. chefredaktør, Ystad, Sverige.