Politiet har lagt en ring om Bornholm
Politiet har indledt det øgede terrorberedskab ved folkemødet og iværksat »100 pct. tilsyn med alle indrejsende«.
Deltagerne i denne uges folkemøde i Allinge bliver mødt af et skærpet sikkerhedsopbud, så snart de sætter foden på Bornholms klippegrund.
Som et af de første synlige tegn på det øgede terrorberedskab står uniformerede politibetjente iklædt skudsikre veste klar i både Rønne Havn og i Bornholms Lufthavn. Både biler og passagerer er siden weekenden blevet overvåget og undersøgt.
»Vi har indført et 100 procent tilsyn med alle indrejsende. Det vil sige, at vi dækker alle ankomster både med færge og fly,« siger Mikael Schollert, kommunikationsansvarlig ved Bornholms Politi.
Den skærpede kontrol sker som en konsekvens af det forhøjede terrorberedskab efter terrorangrebet i København i februar og terroranslaget i Paris i januar. Samtidig er der flere kontroversielle gæster på folkemødet, heriblandt den omstridte hollandske islamkritiker Geert Wilders.
Suspekte personer i fokus
»Vi ser efter folk, som vi finder mistænkelige, eller som medbringer noget, der vækker vores mistanke,« siger Mikael Schollert om kontrollen af de tilrejsende. Hundredvis af betjente er i disse dage på vej til Bornholm for at løse en kæmpe sikkerhedsoperation, der udføres i et samarbejde mellem bl.a. Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste og Bornholms Politi. Myndighederne vil ikke afsløre, hvor mange betjente der er indkaldt, men det »væsentligt flere end sidste år«, siger Mikael Schollert. Samtidig er der bedre adgang til redningshelikoptere, hvis der skulle ske en »større hændelse i Allinge, som kræver meget hospitalskapacitet«.
Mikael Schollert, hvad er den største udfordring ved årets folkemøde?
»Det er svært at sige. Umiddelbart vil jeg stadigvæk tro, at det ligesom sidste år er folks kørsel i området med personbiler og parkeringen i Allinge,« siger Schollert.