Fortsæt til indhold
Indland

Flere grønlandske børn begår selvmord

Andelen af unge grønlændere, som vælger at tage deres eget liv, er stigende, viser en undersøgelse fra SFI.

Flere og flere af de grønlandske selvmord bliver begået af børn og unge under 20 år. Og der er rapporter om børn på helt ned til 10 år, som har taget deres eget liv.

Det viser en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, SFI, ifølge DR.

I den generation, der er født i 1980'erne, begik hele 17 grønlandske børn og unge i alderen 10-14-år selvmord, og hvis man regner unge op til 20 år med, er tallet meget højere - noget som er utænkeligt i Danmark.

Ifølge sociolog Christina Viskum Lytken Larsen, som står bag undersøgelsen, kan man delvist forklare de høje tal med, at mange grønlandske børn vokser op i hjem med alkohol- og stofmisbrug og seksuelle overgreb.

"Teorierne går på, at mange har været tvunget til at finde nye roller fra fangere og fiskere til at finde sine ben i et moderne samfund, og det har skabt massive problemer med blandt andet misbrug af alkohol og seksuelle overgreb," siger sociologen.

Tidligere undersøgelser fra bl.a. KU og SFI har peget på, at hver tredje grønlandske kvinde mellem 18 og 24 år har været udsat for seksuelle overgreb i hjemlandet, og at hver ottende kvinde i samme aldersgruppe er blevet misbrugt seksuelt, da de var under 13 år gamle.

Og tal fra Grønlands Statistik viser, at problemet med selvmord blandt unge mennesker i Grønland længe har været et stigende problem.

I 2010 begik 62 mennesker selvmord i Grønland, hvilket giver en selvmordsrate på 108 per 100.000 indbyggere - 10 gange højere end den var i Danmark samme år og den højeste rate i verden.

Tallene fik i 2013 Grønlands selvstyre til at iværksætte en plan for at forebygge de mange selvmord blandt især unge.

Den daværende formand for selvstyret, Aleqa Hammond, pegede sidste år på, at samfundets bevægelse fra lille fisker- og fangersamfund til et industrisamfund i konkurrence med verdens andre lande, tager hårdt på grønlænderne.

"Vi mister vore traditionelle værdier, og det får antallet af selvmord til at vokse dramatisk. Ikke bare hos os, men også hos vore naboer. De effekter må vi dæmme op for," sagde hun på en konference i Tromsø.