Grønlands kultur er truet
Udvikling: Grønlænderne forlader livet som fangere og opgiver deres hundeslæde. På 10 år er en tredjedel af alle fangere og slædehunde forsvundet.
ILULISSAT
Den traditionelle levevis i Grønland er truet af et regulært sammenbrud.
På 10 år er over en tredjedel af de grønlandske slædehunde forsvundet, fangsten af sæler er faldet med 41,5 pct., og antallet af fugle fanget eller skudt ved jagt er mere end halveret siden 2003.
Samtidig er godt en tredjedel af fangerne væk, så der er under 1.800 traditionelle fangere tilbage.
Grønlands udenrigs- og handelsminister, Vittus Qujaukitsoq, bekræfter, at den traditionelle grønlandske levevis er under voldsomt pres:
»Jo længere nordpå, man kommer, jo sværere bliver det. Flere steder er slædehundene så småt ved helt at forsvinde, fordi det er dyrt og ressourcekrævende at holde slædehunde,« forklarer Vittus Qujaukitsoq.
»Fanger-erhvervet er et truet erhverv, der særlig udfordres af klimaforandringerne og af den moderne levevis. Men den traditionelle levevis er svær at opretholde – klimaforandringer eller ej.«
Især slædehundenes farvel betegnes af mange som en regulær katastrofe for en væsentlig del af den grønlandske identitet.
I Ilulissat har man i år for første gang givet tilladelse til, at fiskerne kan bruge snescooter i stedet for hundeslæde, når de skal ud på isen for at hente deres fangst. Det var tidligere utænkeligt.
De unge grønlændere vil hellere ud og fiske med en lille jolle eller en kutter – hvilket i stigende grad bliver muligt hele året pga. mindre is som følge af den globale opvarmning. Fiskeri giver gode og hurtige penge, mens ikke ret mange har lyst til at holde hunde, der skal passes og fodres hver dag året rundt.
Hundeslæder kontra fiskeri
Det gælder også Aqqalu Sakæussen fra Ilulissat:
»Min far kører fortsat med hundeslæde, men jeg vil hellere ud og fiske. Jeg har forsøgt at fange sæler og hvidhvaler, men det er ikke lykkedes at fange nogen. Derfor vælger jeg i stedet min jolle og tager ud og fisker,« fortæller den 29-årige fisker.
Professor Minik Rosing fra Københavns Universitet bekræfter udviklingen:
»Hundeslæden har været en meget vigtig del af identiteten især i Nordgrønland. Men i dag er der andre ting, der trækker. F.eks. kan pigerne tage ind til byen og få en uddannelse i stedet for at blive fangerkoner. Derfor forsvinder de traditionelle erhverv – det minder om det, vi har set i Udkantsdanmark.«