Fortsæt til indhold
Indland

Kritik får minister til at undersøge regler for forskeres fusk og sjusk

En arbejdsgruppe skal se på Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed. Deres afgørelser har vanvittige konsekvenser, siger en professor.

Lars From | Morten Vestergaard

De udvalg, som skal afgøre, om danske forskere fusker, har ofte selv været udsat for kritik. Derfor danner uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) en arbejdsgruppe, der skal give Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) et »serviceeftersyn«.

»Der har været en omfattende debat om UVVU, og derfor er det helt naturligt at undersøge, om der er behov for at justere rammerne for udvalgenes arbejde, så der fortsat vil være stor tillid til dansk forskning,« siger ministeren.

En del af kritikken af UVVU handler om, at udvalgene kun kan afgøre, om en forskers arbejde er videnskabeligt uredeligt, altså om der er tale om fusk. Flere mener, at udvalgene også skal kunne stemple en forskers arbejde som sjusk frem for fusk.

Tidligere rektorformand Jens Oddershede, der bliver formand for arbejdsgruppen, siger: »Herhjemme kan en forsker enten være uredelig eller ikke, mens man andre steder i verden kan afgive flere typer af afgørelser, en slags mellemvurderinger. Det er noget af det, vi skal se på.«

Anledningen til kritikken af UVVU er bl.a. sagen mod professor Bente Klarlund Pedersen, som ifølge UVVU er videnskabelig uredelig, fordi hun som hovedforfatter til flere artikler sammen med den omstridte hjerneforsker Milena Penkowa ikke havde opdaget billedmanipulation i medforfatter Penkowas bidrag til artiklerne.

Den afgørelse fik Klarlund til at lægge sag an mod ministeriet og til at klage over UVVU.

»Selv om UVVU vil sige, at man ikke straffer, så har det vanvittige konsekvenser for et menneskes karriere at blive dømt ved UVVU,« siger hun. Landsdommer Anne Birgitte Thalbitzer, der er formand for UVVU, hilser tanken om en arbejdsgruppe velkommen.