Fortsæt til indhold
Indland

Fredagsstormens storebror kommer først lørdag

To storme rammer Danmark i weekenden. Dagmar rammer fredag, og hendes storebror rammer lørdag.

Stormen Dagmar kommer på et kortvarigt besøg fredag eftermiddag. Men hun kommer ikke alene.

Dagmars storebror lægger nemlig også sin vej forbi Danmark i weekenden. Lørdag er dagen, hvor han suser ind over Danmark.

"Den vil ramme Vestjylland allerede lørdag formiddag, og så i løbet af eftermiddagen bevæge sig hen over resten af landet. Det bliver nok et større område af landet, at stormen kommer til at ramme med virkelig kraftige vindstød lørdag. Der vil være mere udbredte vindstød og stormstyrke i resten af landet - altså en grad kraftigere end hende Dagmar, der kommer på besøg fredag," oplyser den vagthavende ved DMI, Olaf Mathiassen, til Jyllands-Posten.

Han fortæller samtidig, at fredagens storm vil være over Danmark i en kortvarig periode, hvorimod prognoserne for stormen i morgen viser, at den vil komme til at vare længere tid.

"Så selvom stormen lørdag vil kulminere i morgen, så vil det faktisk stadig kunne blæse meget natten til søndag og søndag dag. Så den i morgen er mere langstrakt," siger Olaf Mathiassen og tilføjer, at prognoserne for begge storme har været meget usikre hele ugen.

Dog ser det ifølge den vagthavende ud til, at den lillebror, som hele ugen har været planen skulle komme lørdag, nu bliver til en storebror til Dagmar.

"Hvis lørdagsstormen får et navn, vil det blive et drengenavn med e," fortæller Olaf Mathiassen.

Fredagens storm vil komme til at have indflydelse på vejret hele dagen. Først på dagen vil der komme regn og lidt vind, hvorefter vinden vil tage til i løbet af eftermiddagen.

"Det er igen kun Vestjylland, der får noget i nærheden af fuld storm. Der kan det i løbet af i eftermiddag mellem klokken 12 og 18 nå op på en middelvind op til storm og med vindstød op til orkanstyrke. Resten af landet bliver det op til hård eller stedvis stormende kuling i middelvind og med vindstød op til stormstyrke," fortæller den vagthavende ved DMI og fortsætter:

"Så fuld storm er kun i en lille del af landet. Men det er nok til, at vi skal give den et navn, og det er så blevet Dagmar. Men Dagmar vil tabe pusten hen over Danmark."

Sådan rammer fredagens storm Danmark.

Sidst på eftermiddagen vil stormen bevæge sig videre hen over Danmark, hvor den vil aftage i styrke.

Der er stadig risiko for, at færger bliver aflyst og broer bliver lukket i løbet af fredagen.

Temperaturen vil hele weekenden ligge på mellem fem og otte grader, men på grund af blæsten kommer det til at føles som en del koldere. Nogle skyer gemmer også på slud eller hagl.