Fortsæt til indhold
Indland

Musikken blev sat på pause

50 år fredag: Nina Forsberg var i fuld gang med sin solokarriere, da en kræftsygdom forandrede alting.

Peter Schollert

Nina Forsberg er i gang med at indspille nye numre. Om det ender med, at hun udgiver et helt album – i så fald hendes første solo- album i 17 år – er alt for tidligt at sige, kommer det fra den prisbelønnede sangerinde.

»Jeg er i gang med nogle indspilninger. Så må vi se, hvad det ender med. Først og fremmest glæder jeg mig til at høre de færdige numre,« siger hun.

Nina Forsberg udgav i 1996 albummet ”Freewheelin”. To år senere udkom ”12 Rounds”. I 1997 blev hun hædret som årets danske sangerinde til pladebranchens musikprisfest.

Gruppen One Two, Nina Forsberg og Cæcilie Norby har optrådt sammen i mange år - til stor fornøjelse for deres mange fans. Foto: Ole Steen/Polfoto

Før solokarrieren var Nina Forsberg medlem af popgruppen One Two, som 1986-93 udgav tre album, der tilsammen opnåede et sekscifret salgstal.

Nina Forsberg og Cæcilie Norby stod i spidsen for gruppen. De to sangerinder var som teenagere begyndt at synge sammen i funkpopgruppen Street Beat.

Efter One Two og solotilværelsen holdt Nina Forsberg en næsten 10 år lang pause fra rampelyset.

Sangerinden Nina Forsberg har været med i musikbranchen i rigtig mange år. Her ses hun i fuldt vigør tilbage i 1998. Foto: Jørgen Sperling

Nina Forsberg var dagen før udgivelsen af sit andet soloalbum blevet opereret for livmoderkræft. I første omgang fortsatte hun med at optræde, men hurtigt fandt hun ud af, at det var nødvendigt at opsøge andre sider af livet. Hun fik, hvad hun i dag kalder et almindeligt liv, hvor hun bl.a. arbejdede med børn og unge. Det gør hun stadig i perioder, når hun ikke på forskellig vis er optaget af musik.

2008-10 blev One Two gendannet til en række koncerter, mens Nina Forsberg 2011-13 var en del af kvintetten Sing Sing Sing.

Nina Forsberg har i 28 år været kæreste med produceren René Cambony. Parret bor på Nørrebro.

Nina Forsberg, sangerinde, København.