Den usynlige mur

Den forhadte grå betonmur er for længst revet ned. Øst- og Vesttyskland er igen blevet til et land. Den 1300 kilometer lange dødszone med grænsevagter, skydetårne og bidske schæferhunde er væk.

Alligevel går der stadig en mur ned gennem det genforenede Tyskland. En mental mur. Fem år efter Murens fald føler vest- og østtyskere sig som to forskellige folk i det samme land.

Fyldt med fordomme om hinanden og med vidt forskellig indstilling til tilværelsen.

Bølge af ”ostalgi”

Trods DDR-statens elendige levestandard, køer foran butikkerne, udbredte boligmangel og allestedsnærværende, hemmelige politi Stasi længes stadig flere nostalgiske østtyskere tilbage til fortiden. Fænomenet har fået sociologer til at tale om en bølge af ”ostalgi”.

Fire af fem østtyskere svarer dog nej på spørgsmålet om, hvorvidt de gerne igen ville bo i det gamle DDR. Langt flere har dermed i dag accepteret genforeningen end i året efter Murens fald.

Men hukommelsen er kort. Mens det store flertal af østtyskere vendte sig mod det politiske system og undertrykkelsen i DDR efter genforeningen for fire år siden, mener 75 pct. af østtyskere i dag, at DDR havde lige så mange gode som dårlige sider.

Samme holdning har østtyskerne til socialismen. »Ideen var god, men lederne var dårlige,« mener 71 pct. af østtyskerne i dag.

Modsat stiller mange skatteplagede vesttyskere sig spørgsmålet, om det overhovedet kan betale sig at pumpe gigantiske milliardbeløb i et folk og et land, der svarer med utaknemmelighed og med at stemme massivt på de gamle kommunister i partiet PDS.

Jammerhoveder

For mange vesttyskere er de nye, østtyske landsmænd nogle jammerhoveder. De peger på, at det ikke er markedsøkonomiens eller Vesttysklands skyld, at det går trægt i Østtyskland. Det skyldes ene og alene den håbløse tilstand, som de socialistiske magthavere efterlod landet i.

»De vil tjene penge som i kapitalismen, men kun arbejde som i socialismen,« er en af de slemme vittigheder, der huserer om østtyskerne.

Hyggeligere før

»Byg Muren op igen, bare to meter højere,« er til gengæld en typisk udtalelse fra frustrerede østtyskere.

Damen i aviskiosken i Bornholmer Strasse i Østberlin er ikke alene om at mene, at det hele var hyggeligere før. At man kom hinanden mere ved, at der var større social sikkerhed, mindre vold og narkotika.

»Folk vil ikke have DDR tilbage. Men de husker en menneskelig varme, der var mere udpræget dengang. I dag er den skiftet ud med spidse albuer, « siger også Egon Krenz, der stod i spidsen for DDR-diktaturet, da undertrykte østtyskere væltede Muren den 9. november 1989 for at bryde ud i friheden.

Kolonialisering

En meningsmåling fra instituttet Emnid bekræfter, at Ossier’ne ikke har høje tanker om landsmændene i vest. Østtyskerne betragter Wessi’erne som asociale, uærlige og arrogante. Forretningsmænd, der kun tænker på knaldhårde D-mark.

»Der har ikke været tale om en genforening, men om en vesttysk kolonialisering af Østtyskland. Af konkurrencegrunde smadrede man systematisk firmaerne i DDR, og det har skabt et stort had hos østtyskerne,« siger DDR-systemkritikeren Sebastian Pflugbeil.

»Jeg forstår godt, at mange savner det småborgerlige DDR, hvor arbejdet var sikret. I dag er folk bange for hverdagen,« siger han.

Det er dog langtfra jammer det hele. Andre undersøgelser viser, at den materielle genforening i Tyskland er på særdeles hurtig fremmarch.

64 pct. af østtyskerne er i dag tilfredse med deres levestandard mod kun 37 pct. i 1990. Hele 82 pct. - flere end blandt vesttyskerne - beskriver deres boligsituation som ”tilfredsstillende”.

Forbrugsgoder

Siden genforeningen har østtyskerne brugt deres penge på biler, videoapparater, telefoner, CD-afspillere, kabel-TV og ferier til Gran Canaria. De fleste har fået alt det, de tørstede efter gennem 40 år, når de så vesttysk TV.

De grå og dårligt vedligeholdte østtyske byer fra DDR-tiden er forvandlet til driftige forretningscentre med bilhandler og moderne benzinstationer ved de nyasfalterede indkørselsveje. Hundrededvis af kraner fortæller om kæmpemæssige investeringer i moderne byggeri. Folk kan købe ordentlige varer. Målt i fast værdi er pensionerne steget markant i forhold til i DDR-tiden.

Mange vesttyskere ser skævt til denne materialisme. De beskylder østtyskerne for at befinde sig i en permanent indkøbsrus. Østtyskerne parerer. Den slags er let at sig for de rige vesttyskere, der ikke har levet med afsavn og terror bag Mur og pigtråd i to generationer.

Det vil tage år

Takket været astronomiske, offentlige pengeoverførsler fra Bonn til de nye delstater på omkring 150 mia. D-mark om året (600 mia. kr.) kan Østtyskland i løbet af få år regne med at nå op på niveau med Vesttyskland. Men det kommer til at vare mere end de tre-fire år, forbundskansler Helmut Kohl oprindelig spåede, da han talte om forvandlingen af eks-DDR til »blomstrende landskaber«.

Mildere skæbne

Dermed får de 17 millioner østtyskere en betydeligt mildere skæbne end de andre tidligere medlemmer af den kommunistiske blok i Østeuropa. Østtyskerne får meget foræret, som polakker, tjekker og slovaker selv må kæmpe for at opnå. Velstandsgrænsen, som tidligere gik ved Jerntæppet, er flyttet østpå til Oder/Neisse-grænsen til Polen.

Bagsiden af medaljen er en officiel arbejdsløshed på godt 13 pct. i Østtyskland. Ni millioner jobs i DDR-tiden er blevet til tre millioner, nu da Treuhandanstalts privatisering af 14.000 virksomheder er ved at være afsluttet.

I mange byer, hvis eneste virksomhed er blevet lukket, har de arbejdsløse mistet håbet om igen at få arbejde. Usikkerheden har fået fødselstallet til at stagnere i Østtyskland, mens dødeligheden blandt midaldrende er gået i vejret.

På anden klasse

Et stort flertal af østtyskerne føler sig stadig som andenklasses mennesker. I 1990 var følelsen udbredt hos 87 pct. I dag bærer 74 pct. af østtyskerne rundt på et mindreværds-kompleks.

»Man har slået to politiske og økonomiske systemer sammen, som stod til hinanden som ild og vand. Det er klart, at det giver problemer. Det skal nok komme. Men det kommer til at tage tid, « siger borgmesteren i den lille østtyske by Wittichenau, Peter Schowtka.