Fortsæt til indhold
Indland

Kæmperegning til kommune for ekstremregn

Broer er væltet og veje skyllet væk i Hjørring Kommune, som frygter en regning på over 5 mio. kr.

Den ekstreme regn, som er væltet ned over Vendsyssel siden torsdag, kommer til at koste skatteyderne i Hjørring Kommune et større millionbeløb.

Mindst fire vejbroer og underføring er ødelagte, og der er større eller mindre skader på ca. 20 vejstrækninger i den nordjyske kommune.

"Oversvømmelserne kommer til at få væsentlige omkostninger for kommunen. Lige nu har vi et bud ude på mellem 2,5 og 5 mio. kr., men det er det første umiddelbare bud, og meget kunne tyde på, at det bliver dyrere," siger Lotte Vang, chef for Vej og Trafik i Hjørring Kommune.

Hun forklarer, at det er svært at danne sig et præcist overblik over skadernes omfang, fordi de beskadigede vejstykker står under vand.

"Først når de er tørre igen, kan vi danne os et egentligt overblik over skaderne og omkostningerne," siger Lotte Vang.

Kommunerne er selvforsikrende, dvs. at der er kun skatteyderne til at betale regningen for skaderne på broer og veje.

Det er ikke egentlige vejbroer, hvor to veje krydser hinanden niveaudelt, det er gået ud over. Der er tale om såkaldte overføringer, hvor et vandløb i et større eller mindre rør føres under vejen. Det gælder blandt andet på Terkelvej og Glimsholtvej, hvor to overføringer er styrtet sammen under vandets pres.

"Det er dæmningen, der nedbrydes af vandet. Når der ikke er hul nok til vandmængden i gennemføringen under vejen, bliver vejen undermineret af vandet, og til sidst er der bare hul igennem," forklarer Lotte Vang.

Kommunens beredskab kæmper desuden med Uggerby å, der er gået over sine bredder. Den normalt så blide og kanovenlige å måler typisk fem meter i bredden, men visse steder er den i øjeblikket svulmet op til 100 meters bredde.

Flere steder er det gået ud over store værdier, blandt andet ved den historiske Liver Mølle, som er blevet oversvømmet.

Beredskabet i Hjørring oplyser på Twitter, at det ventes, at pumpearbejdet på oversvømmede områder kan afsluttes i Hjørring Kommune i dag.

Her er vejene spærret

Ifølge politiet er følgende vejstrækninger i Hjørring Kommune fredag formiddag spærret:

  • Hjørringvej spærret ved Fjeldstedbakke (vejen er undermineret)
  • Baggesvognvej spærret ved Baggesvogn (vejen er undermineret)
  • Farøvej spærret ved Egholmvej og Rømøvej (vand på kørebanen)
  • Glimsholtvej spærret (bro faldet sammen)
  • Terkelsvej spærret (bro faldet sammen)
  • Skeen Møllevej spæret (vand på kørebanen)
  • Ejåsvej spærret (vand på kørebanen)
  • Kabbeltvedvej spærret ved bro (broen er ustabil)
  • Kirkevej spærret ved bro (broen er ustabil)
  • Kammervej spærret (vand på kørebanen)
  • Åstrupvej ved nr. 400 spærret (vand på kørebanen)
  • Svendstrupvej spærret v/ Terpetvej til Ny Rønnebjerg (vand på kørebanen)
  • Hornbjergvej halvt spærret (mudder og sten på kørebanen)
  • Saksagervej spærret ved bækken (vand på kørebanen)
  • Gønderupvej spærret ved fiskepark (vand på kørebanen)
  • Klodskevej spærret (vand på kørebanen)
  • Hellehøjvej 6 Hirtshals spærret (vejen er undermineret)
  • Vrelevklostervej v/ Terpetvej spærret (vejene er underminerede)
  • Christiansminde Baggesvogn spærret (vejen er undermineret)