Fortsæt til indhold
Indland

Togdrift til Frederikshavn lukket på ubestemt tid

Regnvejret i Nordjylland har gjort togdæmningerne ustabile. Befærdet hovedvej lukket i 14 dage.

Det voldsomme regnvejr i Nordjylland har gjort stor skade på hovedfærdselsårerne.

Togdriften mellem Aalborg og Frederikshavn er indstillet på grund af ustabile dæmninger, og hovedvejen til Hjørring er lukket på grund af underminering.

Allerede i går blev togdriften på DSB's strækning til Frederikshavn indstillet, og fredag morgen har Banedanmark ikke noget bud på hvornår togtrafikken kan genoptages.

Først over middag eller hen på eftermiddagen tør Banedanmark komme med en prognose, oplyser Klaus Frelling Andersen, sektionschef i Banedanmark. Der kører både intercity- og lyntog på strækningen.

Tre steder på strækningen har vandmasserne fået det ekstreme regnvejr fået dæmningerne, som ligger under banelegemet, til at skride.

Over en strækning på 200 meter mellem Hjørring og Sindal har der været et større og et mindre skred under dæmningerne.

Det største dæmningsskred er ved Sindal, hvor jorden over en strækning på 30 meter ved siden af jernbanen er skredet ned.

"Det er det ekstreme vejr, der er skyld i det, og det har jo ikke bare ramt jernbanen. Vi har jo også veje der er braset sammen, og rigtig mange steder er der sket store skader i Vendsyssel," siger Klaus Frelling Andersen.

Først i løbet af fredagen kan Banedanmark give et bud på, hvornår der igen kan køre tog på den regnskadede jernbanestrækning mellem Aalborg og Frederikshavn.

Han oplyser, at det i sig selv ikke er noget problem at genopbygge en undermineret dæmning.

"Når det hele er blødt op af regnvandet, så er udfordringen at finde den faste bund i dæmningen," forklarer Klaus Frelling Andersen.

Ud over dæmningsskreddene har Banedanmark haft teknikere ude at undersøge enkelte broer på strækningen for eventuelle skader. Her er der dog ikke sket skader i større omfang.

DSB har nu indsat togbusser mellem Aalborg og Frederikshavn, som standser ved alle togstationer.

"Det betyder selvfølgelig længere rejsetid for passagererne," siger DSB's trafikinformationschef Tony Bispeskov til TV 2 News.

LINK: Find passagerinformation på dsb.dk her

Også trafikanterne på en anden af Nordjyllands hovedfærdselsårer, hovedvej 35 mellem Hjørring og Sindal, må finde alternative ruter i nogle dage.

Hovedvejen, der dagligt benyttes af 8.600 bilister, blev undermineret af regnmasserne, og det kommer til at tage et stykke tid at få gjort vejen farbar igen.

Afdelingsleder Søren Kjemtrup, Vejdirektoratet, vurderer over for nordjyske.dk, at der kan gå 14 dage, før vejen kan benyttes igen.

"Vi ved endnu ikke, hvor meget der er eroderet væk inde under vejen, men den har højeste prioritet, fordi det er den vej med mest trafik. Jeg vil tro, at der maksimalt går 14 dage, før vejen er klar igen, og vi er allerede i dialog med en entreprenør," siger han.