Hvordan Lisa alligevel kom sig over tabet af sin myrdede datter

I flere år har aviserne skrevet om unge kvinder, der har mistet livet. Stort set alle af disse drab er begået af ekskærester – eller mænd. I 10 år har Lisa Næblerød levet uden sit mellemste barn, Cecilie, der blev offer for sin ekskæreste. Men hvordan kommer man som forælder videre med sit eget liv uden at glemme?

Artiklens øverste billede
Lisa Næblerød tror, at angsten for at glemme kommer, når hun indser, at hun ikke bare kan gribe sin telefon og taste Cecilies telefonnummer.

Spørger man ind til Lisa Næblerøds forhold til sorg, åbner der sig et bagkatalog, som man ikke vil ønske for nogen i verden.

I en alder af 28 år mistede hun sin mor, der døde under en rutineoperation i hjertet. På det tidspunkt troede hun ikke, at hun kunne komme ud for noget værre.

Det kunne hun godt.

For 10 år siden mistede Lisa Næblerød sin ene datter på 18 år under tragiske omstændigheder, og to år senere - da hun stadig var i sorg over tabet af datteren - døde Lisas bror også under tragiske omstændigheder. De to søskende var ekstremt knyttede, og det var på det tidspunkt, at Lisa Næblerøds ældste datter på 22 år udbrød: »Kan nogle i denne familie dog ikke dø på en naturlig måde?!«

Mange husker episoden.

Da jeg fødte Steffanie, begyndte jeg at bede fader vor, og hver gang sluttede jeg med at sige: Kære Gud, lov mig, at der aldrig sker mine børn noget ondt. Det var så stort et ansvar at få sådan et lille menneske, og jeg ville slå ihjel for hende. Honestly

Lisa Næblerød

En sen aften i begyndelsen af marts måned 2006 sendte Lisa Næblerød datteren Cecilie, bare kaldet Cille, til fastelavnsfest på Hasseris Gymnasium. Hun var klædt ud som prinsesse, og det lange, lyse hår var crepet, så håret havde vokset sig dobbelt så stort. Hun havde glædet sig, og imens Lisa Næblerød sad i en bil på vej til Vejle, ringede datteren tre gange blot for at snakke. Hun sluttede den sidste samtale af med ordene:

»Jeg elsker dig, mor«

Det næste opkald, Lisa Næblerød fik, var fra hendes eksmand.

»Cille er død,« sagde han.

I løbet af de tre timer det tog at køre fra Vejle til Aalborg i en taxi, var Lisa Næblerød overbevist om, at de andre havde misforstået noget. Hun var moderen, og hun kunne fikse ting, som mødre nu kan.

Men det kunne hun ikke denne gang. Cecilie havde modvilligt indvilliget i at snakke med sin ekskæreste, der var dukket op til festen. Da ambulancefolkene hentede hende, lå hun på gulvet stukket med 53 knivstik blandt andet i halsen og på brystet.

Der var ikke noget at gøre.

»Jeg har i mine drømme set Cille ved et vandfald i Nangijala. Nogle gange har hun haft sin hest Bine med, og den red vi af sted på. En anden gang lå vi i græsset og lavede sprællemænd,« fortæller Lisa Næblerød helt nonchalant hen over morgenmaden på stamcaféen Ulla T i Aalborg Vestby. 

Hun ser ofte den slags drømmesyn enten om natten, eller når hun mediterer. Derfor er hun ikke længere bange for at glemme sin datter. Men det har taget lang tid at nå dertil. For når hverdagen sætter ind, og årene vandrer af sted i heftige skridt, kan der vokse en nervøsitet i kroppen. For hvad nu, hvis man ved et uheld kommer til at glemme?

Og hvis man ikke kan glemme, kan man så overhovedet komme videre?

Lisa Næblerød ved fra sit job som terapeut og yogaunderviser, at traumer sætter sig i kroppen. Derfor løber hun flittigt, ligesom hun tager en tur til friluftsbadet i Aalborg. Når vandet er koldt nok tager hun derud for at få et koldt gys.

For Lisa Næblerød kom svaret meget ligefremt gennem de to børn, som hun måtte minde sig selv om, at hun trods alt stadig havde tilbage; den dengang 20-årige Stephanie og otte-årige Sebastian. Sebastian fandt hun en dag i færd med at springe ud over altanen i et sidste desperat forsøg på at ruske sin mor op fra hendes sorgdøs, som for at gøre opmærksom på, at han stadig var der. Dengang vidste han ikke, hvor stor en hjælp, det var.

Lisa Næblerød tror, at angsten for at glemme kommer, når hun indser, at hun ikke bare kan gribe sin telefon og taste Cecilies telefonnummer. Eller er det, når hun ikke kan høre datterens stemme og genkalde sig den præcise duft fra hendes natbluse?

Sommeren 2014 var en af de blodigste perioder længe i forhold til drab på kvinder.

Langt de fleste af dem blev ofre for en jaloux ekskæreste, og når Lisa Næblerød læser dødsannoncerne eller ser artiklerne i avisen, ved hun, hvordan de efterladte må have det. Hun føler en trang efter at holde om dem. Og hun håber inderligt, at de har et godt netværk. Det var det, der reddede hende.

En veninde flyttede ind hos hende og Sebastian, så han kunne leve af andet end pizzaer fra den lokale rundt om hjørnet. Sebastian kunne få lidt andet kultur end det, der udspillede sig i Disney Sjov, og hans mor kunne få lidt tid. Tid til bare at græde, at mindes og til at skrive en dagbog, der efter et års tid fyldte 2.000 sider. Hun følte sig fanget af en sorgdøs, men der var på den anden side ikke meget at gøre. Hun vidste, at et menneske kun kan græde i otte minutter. Så hun vidste, at det ikke ville vare forevigt.

Hun tog også sine børn, veninden og venindens datter med til Grækenland på en måned lang helingsferie, hvor de skulle væk fra Aalborg og væk fra huset med alle minderne. Da de kom hjem, havde en anden veninde fundet en to-værelseslejlighed til Lisa Næblerø og sønnen.

I tiden efter Cecilies død sad Lisa Næblerød ofte og stirrede ud over den aalborgensiske bugt. Det føltes som om, at de stunder helede hendes hårdt prøvede sjæl.

14 måneder efter Cecilies død, gav Lisa Næblerøds krop op. Hun havde tabt sig syv kg, hvilket er en del, når man kommer fra et udgangspunkt på 49 kg. Hendes tyktarm havde vokset sig så stor, at hun ikke kunne gå i bukser. Hun havde også fået en meget stor knude i halsen, ligesom hun havde sår i munden, og ledene var så hævede, at hun måtte kravle baglæns ned ad trappen. Hun havde også feber og en rød plet i det hvide område af  øjnene.

Hun viser det frem, for det kommer jævnligt tilbage; Et tydeligt symbol på stress, forklarer hun.

Vi svævede ned fra himlen med hinanden i hånden og landede på en gårdsplads ved siden af en lade. På døren til laden hang et skilt med mit navn på, og da jeg kiggede op, opdagede jeg Cille sidde på taget.

Lisa Næblerød

Hun blev undersøgt, fik taget blodprøver, scanninger, lymfebiopsier og alt, hvad lægerne kunne komme i tanke om. Der var ikke noget at komme efter.

»Lægerne kunne ikke forstå det, men jeg sagde, at det bare var min krop, der var ked af det. Kroppen er fantastisk til at vise, hvordan man har det. Den havde båret mig ud af sengen hver eneste morgen i over et år, og jeg havde hver dag taget et bad, også selvom jeg i begyndelsen havde brug for hjælp. Men jeg ville, for det var en del af min overlevelse.«

En dag blev hun henvist til en ældre overlæge, der efter et enkelt blik på hende tog hendes hænder, kiggede hende i øjnene og sagde:

»Lisa, tror du ikke, at din krop sørger over tabet af din datter?«

Hun fik også en bog med sig, der handlede om, hvordan sorg og traumer sætter sig i kroppen.

»Det er de tanker og den erfaring, jeg tager med mig, når jeg arbejder med mine klienter i dag,« forklarer hun.

Lisa Næblerød var måske - måske ikke - klar til at komme videre, men det opdagede hun, at Cecilie var. Som var drømmesynet tatoveret i hendes indre, fortæller Lisa Næblerød om dagen, da hun følte datterens accept over at komme videre.

»Under en meditation så jeg et billede af mig selv og alle dem, jeg holder af. Vi svævede ned fra himlen med hinanden i hånden og landede på en gårdsplads ved siden af en lade. På døren til laden hang et skilt med mit navn på, og da jeg kiggede op, opdagede jeg Cille sidde på taget. Som det naturligste i verden kravlede jeg op til hende, og i lang tid sad vi bare og kiggede ud over landskabet. Der var en sø og et par både foran os. Vi holdt hinanden i hånden, og på et tidspunkt sagde hun, at hun altså skulle videre nu. Da jeg kom ud af den meditation, var svaret der for mig. Jeg skal ikke være bange for, at hun bare forsvinder, for hun vil altid være der. Over alt.«

To år efter datterens død begyndte Lisa Næblerød at læse dagbogsnotaterne igennem. Hun ville bruge nogle af dem i den bog om sorg, hun senere skulle udgive, men først skulle hun igennem en forskrækkelse.

»Jeg opdagede, hvor dårligt børnene havde haft det. Sebastian, der var klar til at gøre hvad som helst for at vække mig. Og Steffanie, der fik konstateret PTSD (posttraumatisk stresssyndrom, red.). Hun var 20 år og havde brug for sin mor, der kunne sidde og trøste hende. Men det kunne jeg ikke. Jeg blev selv til et lille barn, der sad og råbte efter en min mor. Også selvom det var mange år siden, hun døde. Jeg vil ikke engang gå i gang med et forsvar, for sådan var det. Jeg kunne bare sige til Steffanie, at hun ville forstå det, så snart hun fik sit første barn.«

I sommeren 2013 døde Lisa Næblerøds far. Han havde fået kræft i sin mave og havde egentlig fået at vide, at han ikke kunne forvente at leve i mere end 14 dage. Han levede i tre år, og døde i en alder af 85 år på et plejehjem med omkring 50 stearinlys, familien omkring sig og kys og knus. For at være sikker på at nå at sige farvel, var Lisa Næblerød flyttet ind hos ham i de sidste tre dage.

»Det var fantastisk og forløsende. Jeg ville ikke kunne holde ud ikke at være der, når han døde, for han var den sidste, jeg havde tilbage af min familie – udover mine to børn,« siger hun.

Denne gang oplevede hun, at døden også kunne være rolig, ikke traumatisk som i de tidligere tilfælde i hendes familie. Det er en hændelse, der kan udfolde sig på mange måder.

»Døden er ikke farlig, men den kan være heftig. Det er alle de følelser, som kommer med døden, der som jeg oplever det, kan få døden til at fremstå farlig. Døden er det eneste her i livet, der er stensikkert.«

Da hun fik tørret gråden af øjnene, opdagede hun, hvad faderens død egentlig betød. Hun var nu den ældste i sin familie og dermed - hvis naturen gik sin gang - den næste, der skulle forlade verden. Med den indsigt fik hun et stort behov for at give sine to børn et bestandigt minde om hende, men også om resten af deres familie. Hun ville manifestere noget, der i fremtiden ville minde børnene og deres børn om hende. At tænke så langt frem i tiden plejede hun ikke at gøre, inden Cecilie døde.

Derfor har hun bygget et kolonihavehus fra bunden af de penge, hun arvede fra sin far. Hun var bygherre på sit eget hus, og det er blandt andet det, der er årsagen til den røde prik i øjet. For hvis der er noget, der kan give stress, så er det at bygge et hus ved siden af et fuldtidsjob.

Hun forklarer, at hun altid har været et nysgerrigt og søgende menneske. Hun har aldrig været religiøs, for hun stillede så mange spørgsmål til Gud. I stedet har hun været mere autodidakt, som hun udtrykker det, i sin tro på noget større. Hun er heller ikke blevet troende at at miste et barn. Men hun er blevet styrket i sin tro på, at der findes noget større.

»Jeg tror, at man i sådanne situationer har brug for at have et håb om, at der findes noget større end os selv. Noget, der kan tage hånd om os, når læsset vælter. Men det er ikke Gud. Da jeg fødte Steffanie, begyndte jeg at bede fader vor, og hver gang sluttede jeg med at sige: Kære Gud, lov mig, at der aldrig sker mine børn noget ondt. Det var så stort et ansvar at få sådan et lille menneske, og jeg ville slå ihjel for hende. Honestly. Da Cecilie døde, stoppede hun med at sige den sidste sætning. For så store ting er jeg slet ikke herre over. Det er universets kraft, og jeg tænker på det som en energi, der er meget større end mig.«

I dag arbejder Lisa Næblerød som uddannet familieterapeut med speciale i stress-traumer og kombinerer kognitiv terapi med mindfulness og yin-yoga, der har fokus på bindevævet. Særligt hjælper hun mennesker med kroniske smerter og livstruende sygdomme og giver dem nogle helt konkrete redskaber, som de finder i sig selv. En komplimentær behandling til det traditionelle, forklarer hun.

»Mange af kursisterne har været igennem rigtig mange behandlinger, uden at det egentlig har hjulpet. Nogle er begyndt at opgive. Men det er vigtigt at give dem håbet tilbage, for det kan være det, man overlever på. Det var håbet, der fik mig til at overleve.«

Det er hendes livsmission at hjælpe andre mennesker, der selv oplever kaos i deres liv. Forældre, der har mistet et barn, ringer til hende for at høre, hvordan man finder en mening i meningsløsheden. Rådet er ofte at give sig hen til sorgen og give slip, for den store sorg vil stoppe igen. Det er med den viden, at hun aldrig har været bange for at kaste sig ud i kaos.

Men fordi hun oplever - og selv oplevede - et behov for en hjælp igennem sorgen, har hun nu efter et års overvejelser besluttet sig for at skrive en håndbog om sorg. Bogen skal skrives sammen med en præst og en sociolog med speciale i sorg og henvender sig både til fagfolk og til mennesker, der mister.

»Jeg manglede selv en hjælp til at bearbejde sorgen. Og bogen kommer ikke kun til at hjælpe, når man står i orkanens øje. Den kan også fungere som støtte, når man 10 år efter også synes, at det er svært.«

Lisa Næblerød bor i dag i Aalborg, hvor hun og hendes to børn trives og har det godt.

Den 3. marts 2016 er det 10 år siden, at Lisa Næblerød mistede et barn. Cecilie var kun 18 år, da hun under en fastelavnsfest på Hasseris Gymnasium nær Aalborg blev stukket ihjel af sin ekskæreste. På 10-års dagen genbringer vi  en opdateret version af interviewet med moderen. Denne artikel blev første gang bragt i Premium 13. oktober 2014.

Drab på kvinder – nogle af de mest omtalte sager siden 1990

1990
Den 1. januar finder en ven den 23-årige narkoman og prostituerede Hanne With i hendes lejlighed på Nørrebro i København. Hun er blevet mishandlet og stukket adskillige gange med kniv, inden drabsmanden har skåret halsen over på hende. Mordet er uopklaret.

Den 22-årige gravide prostituerede Betina Christensen forsvinder sporløst fra sin kærestes rækkehus i Bagsværd. Først den 31. januar 1997 finder kloakarbejdere hendes lig i en oliebrønd i Kødbyen bag Halmtorvet på Vesterbro i København. Mordet er uopklaret.

Den 18-årige gymnasieelev Stine Geisler bliver fundet bagbundet, torteret og kvalt i en kælder i Teglgårdsstræde i det indre København den 6. juni. Liget er overhældt med bonevoks, og der er ridset et religiøst symbol på den højre underarm. Mordet er uopklaret.

Den 21. august bliver den 28-årige arbejdsløse korrespondent Anette Just Olesen stukket ihjel med flere knivstik i brystet i sin lejlighed på Amager. Mordet er uopklaret.

29. august bliver den 40-årige lærer Lene Buchardt Rasmussen myrdet i Fasanskoven på Amager Fælled, hvor hun kiggede efter fugle. Hun bliver overfaldet, slæbt ind i et krat og kvalt. Mordet er uopklaret indtil 2011, hvor den såkaldte ”amagermand” Marcel Lychau Hansen bliver idømt livsvarigt fængsel for bl.a. drabet på Lene Buchardt Rasmussen.

1995
Den 40-årige Birgit Holm Hansen og hendes fire-årige søn brænder inde i en lægebolig ved centralsygehuset i Rønne på Bornholm den 28. august. Hun var, mens hendes mand, der er læge, var bortrejst, alene hjemme med to sønner på fire og syv år. Den syv-årige søn bliver stærkt forbrændt og dør en måned senere af sine brandsår. Den 41-årige læge Elisabeth Wæver, der havde et forhold til børnenes far, blev idømt livsvarigt fængsel for at have bedøvet Birgitte Holm Hansen med morfin og spærret parrets to børn inde, så de ikke kunne komme ud af det brændende hus.

2000
Den 36-årige Marianne Pedersen og hendes to sønner bliver myrdet og efterfølgende parteret i deres hjem i Rødovre natten mellem den 16. og den 17. juni. Trods omfattende eftersøgning finder politiet aldrig ligene. Peter Lundin idømmes livsvarigt fængsel for drabene.

2005
Den 18-årige Ghazala Abbas bliver skudt og dræbt ved højlys dag på banegårdspladsen i Slagelse den 23. september. Hendes mand Emal Khan bliver også skudt men overlever. Ni personer bliver dømt for i forening at have planlagt og medvirket til drabet, der betegnes som et æresdrab. Deriblandt Ghazala Khans far og bror der idømmes henholdsvis livsvarigt og 16 års fængsel.

2006
Omgivet af chokerede gymnasiekammerater bliver den 18-årige Cecilie Kajus Næblerød dræbt af over 50 knivstik i halsen og på brystet midt under en karnevalsfest på Hasseris Gymnasium i Aalborg. Drabsmanden er den 23-årige ekskæreste David Falk, der efterfølgende begår selvmord.

2010
Nytårsnat forsvinder den 20-årige Maria Møller Christensen fra en fest i Herning. Hun er kun iført ganske lidt tøj og bliver sidst set lidt i kl. 02. Næste formiddag findes hun død og seksuelt misbrugt i en vaskekælder på Rolighedsvej i Herning. Den 49-årige Jan Erik Henriksen bliver idømt 16 års fængsel for drabet.

2010
Den 42-årige stewardesse Vera Vildmyren bliver mishandlet og knivdræbt på sit værelse på Hotel Radisson Blu i København den 2. marts. Rumæneren Marian Clita bliver idømt 14 års fængsel for drabet.

2014
Den 21-årige Kamilla Hantusch meldes savnet den 19. juli efter at være forsvundet på vej til sit hjem i Padborg. Den 30. juli bliver hendes lig fundet ved en motorvejstilkørsel i Kliplev, og samme dag varetægtfængsles Camilla Hantuschs 24-årige ekskæreste for drabet.

Research: Biblioteket, JP/Politikens Hus

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.