Fortsæt til indhold
Indland

København får losseplads med café

Stjernearkitektfirma tegner ny genbrugsstation i København. For dyrt mener Venstre.

Det vækker kritik fra Venstres side, at Københavns Kommune vil bruge over 20 mio. kr. på en arkitekttegnet genbrugsplads i Sydhavnen.

Genbrugsstationen bliver cirkelformet og omgivet af en grøn jordvold, som kommer til at huse forskellige faciliteter, herunder en café og et sted, hvor man kan udstille såkaldt genbrugskunst.

Den er tegnet af tegnestuen BIG, det står for Bjarke Ingels Group efter den danske stjernearkitekt af samme navn.

Kommunens ambition er, at stationen medfører, at langt mere affald bliver genbrugt, især byggeaffald.

Sydhavn Genbrugscenter kommer til at koste cirka 69 mio. kr. De 42,3 mio. kr. kommer fra Amager Ressourcecenter, som de fleste nok kender under det tidligere navn Amagerforbrændingen.

Derudover har et flertal i Københavns Borgerrepræsentation i år besluttet at sende 19,8 mio. kr. efter de 6,6 mio. kr., som kommunen allerede har afsat. Dermed kommer projektet til at stå kommunen i 26,4 mio. kr.

Venstres Jens-Kristian Lütken mener, at det er for dyrt, og han ser det som et eksempel på, at politikerne i København generelt bruger for mange penge.

»Andre steder har finanskrisen fået kommunerne til at skære ind til benet, men ikke her, hvor man bl.a. bruger millioner, så man kan få en genbrugsplads med café,« siger Venstre-politikeren.

Socialdemokraternes gruppeformand på rådhuset, Lars Weiss, siger til gengæld:

»Jeg er bestemt stolt af, at vi også på genbrugsstationerne i København har et ambitionsniveau og ikke bare hælder asfalt ud på området og sætter nogle containere op.«

Læs anlægsbevillingen her og idéoplægget her.