»Børn har brug for omsorg, men ikke for at blive omklamret og pakket ind. Det kan også være omsorgssvigt«

»Husk, at du skal holde far i hånden på vej ned, når du rutsjer.«

Solen bager ned over Tårnlegepladsen på Østerbro i København. Omkring 20 børn og lige så mange forældre er samlet om de tre tårne, der udgør legepladsens epicenter. Med rutsjebaner, hængebro, klatrevægge og trappegange, som tårner sig op over et sort, stødabsorberende underlag, der dækker hele området.

Her er ingen børn alene. Mens børnene render rundt, går de fleste forældre med. Med op på hængebroen, hen til rutsjebanen.

»Pas på,« lyder det mellem de ivrige barneskrig fra en mor, da en dreng klatrer op ad en af tårnenes klatrevægge.

»Man skal en del år tilbage i tiden, før man så børn i grupper tage på legepladsen alene,« siger Richard Betts.

Den 52-årige pædagog har arbejdet på bemandede legepladser i Københavns Kommune i 27 år.

»Nu er forældrene meget mere på. Det er jo tidsånden og hele samfundet, der er skruet sammen på en anden måde. Forældrene er meget mere bevidste om deres børns fremtid og opdragelse end tidligere,« siger han.

Ved en trækvogn langs hegnet, blandt en række af klapvogne med fuld oppakning, står Kirstine Kidmose. Den 36-årige mor til tre – Alberte på fire år, Luis på fem og Emil på syv – bor i Aarhus og er på sommerferiebesøg i København. Hun vil helst være i nærheden, når de tre små børn piler rundt på løbehjulene.

»Jeg er meget mere beskyttende over for mine børn, end mine forældre var,« siger hun.

»Men jeg synes også, at det er en anden verden, vi lever i nu i forhold til, da jeg var barn. For et halvt års tid siden var der f.eks. en bil, der kørte rundt i skoleområdet og samlede små piger op – man har en panisk angst for, at det skulle ske for ens barn,« siger hun.

Tror du, at du overbeskytter dine børn?

»Ja, det tror jeg. På nogle måder.«

Stemplet som dårlig forælder

Der er sket meget siden 1960’ernes og 1970’ernes nøglebørn, som bar gadedørsnøglen i en snor om halsen og var overladt til sig selv efter skoletid. Som selv tog til og fra skole, selv gik på legepladsen, var alene hjemme og passede deres yngre søskende.

Siden er forældrene kommet meget mere på banen. Nu går snakken i stedet for om curlingbørn og helikopterforældre. Børn, som får problemerne fejet væk af forældrene, før de støder på dem – og forældre, som konstant svæver om deres børn og ikke slipper dem af syne.

»Det er, som om man nu bliver stemplet som en dårlig forælder, hvis man lader sine børn ude af syne,« siger Ulla Dyrløv, som er psykolog og familieterapeut.

»Da jeg var barn og eksempelvis badede ude på badebroen, var der ikke én forælder. Nu kan man nærmest ikke komme ud på badebroen for forældre, der sidder og kigger på deres børn, der bader,« siger hun.

Ulla Dyrløv understreger, at det er en god ting, at forældre tænker langt mere over børns trivsel i dag.

»Men nu er det måske bare kammet over. Fra at man slet ikke tænkte over det, til at man nu overtænker det – og nu skal vi have fundet det rigtige leje, så det ikke kommer børnene til skade,« siger Ulla Dyrløv.

Fra omsorg til omklamring

Spørger man forældrene selv, er der ingen tvivl: Over halvdelen af danske forældre til børn på 0-15 år mener, at forældre overbeskytter deres børn og viser dem for lidt tillid. Seks ud af ti mener, at forældre overbeskytter deres børn i en grad, så børnene risikerer at blive hjælpeløse.

Per Schultz Jørgensen, professor i socialpsykologi, børneforsker og tidligere formand for Børnerådet, mener, at forældrenes besvarelse er et udtryk for selverkendelse. Og han er enig.

»Det er relativt udbredt, at forældre nu følger deres børns liv langt op i ungdomsårene. De er bekymrede og overvåger deres børn på en måde, der i virkeligheden hører den yngste barndom til,« siger han og tilføjer, at forældrene overbeskytter deres børn med gode hensigter:

»Men vi må bare også erkende, at det er uhensigtsmæssigt, fordi det kommer til at bremse det, vi gerne tilsigter – børn bliver simpelthen mindre selvstændige af det,« siger han.

Og hjælpeløshed er netop en af konsekvenserne, når børn ikke får lov at lære livet på egen hånd, påpeger familieterapeut Pia Beck Rydahl. Hun mener også, at stadig flere forældre overbeskytter deres børn.

»Grænserne for, hvad man gør for at passe på sine børn, skrider mere og mere. Det bunder i et ønske om omsorg – men det kommer til udtryk som enormt omklamrende,« siger hun.

Det er konsekvensen, når forældrene konstant er om deres børn, så de aldrig er alene og oplever verden på egen hånd.

Familieterapeuten, der selv har mødt mange eksempler på overbeskyttende forældre, mener, at der i yderste konsekvens er tale om omsorgssvigt, på samme måde som det nøglebørnene var udsat for før i tiden.

»Børn har brug for omsorg, men ikke for at blive omklamret og pakket ind. Det kan også være omsorgssvigt,« siger hun og peger på to konsekvenser af overbeskyttelsen:

»Den ene er, at børnene bliver enormt usikre og føler sig meget svage – en afart af hjælpeløshed. Selvsikkerheden og trygheden i forhold til, at de kan klare nye situationer, bliver simpelthen fjernet fra dem. Det andet er, at forældrenes bekymring vækker en bekymring hos børnene selv. Bekymring om, at verden generelt er farlig. Så børnene udvikler lavt selvværd og angst i alle mulige former,« siger Pia Beck Rydahl.

Mere kontrolleret liv

At forældres tilgang til børneopdragelse har ændret sig, skinner også igennem, når forældrene skal svare på, hvad børn må på egen hånd. Her er de fleste eksperter enige om, at børn tidligere fik ansvar for at klare ting på egen hånd i en yngre alder.

F.eks. mener næsten fire ud af fem forældre, at børn i dag skal være 12-13 år eller ældre for at måtte passe en mindre søskende. Mere end hver tredje forælder mener også, at børn skal være 12-13 år eller ældre for at være alene hjemme i tre timer, mens forældrene f.eks. er på arbejde.

»Det svarer slet ikke til praksis, som den var tidligere,« siger Erik Sigsgaard, cand. pæd. og børneforsker ved Professionshøjskolen UCC.

»Før var man selv hjemme i en tidligere alder. Og de fleste voksne kan også huske tilbage til tider, hvor det af børnene ville blive betragtet som en urimelig frihedsindskrænkning, hvis man ikke kunne gå ned og lege selv, når man var 5-7 år,« siger han og tilføjer, at det er vigtigt for et barn at være ude på egen hånd blandt venner, hvor der er langt til mor og far.

Men det er ikke kun forældrenes bekymring, der spiller ind, forklarer Erik Sigsgaard. Generelt lever børn et mere kontrolleret liv, end de gjorde for 10, 20 eller 30 år siden, mener han. Og det er netop et øget ønske om kontrol fra forældrene, der ifølge ham og flere andre er den egentlige årsag til, at forældrene ikke vil slippe deres poder af syne.

»Vi har som voksne vænnet os til et hverdagsliv, som i stigende grad er kontrolleret, fordi børn bliver anbragt i forskellige institutioner – børnehaver eller lignende – hvor man skal gøre bestemte ting på bestemte steder på bestemte måder. Det er steget os til hovedet, så vi nu er begyndt at tro, at det er sådan, livet er,« forklarer Erik Sigsgaard og fortsætter:

»Så nemt som at knipse med fingrene kan man få forældre til med glæde at tænke tilbage på dengang, da de byggede en hule, legede i skoven eller lavede frække ting – uden at forældrene var i nærheden. Men de tænker ikke på at give deres egne børn den samme frihed. Man har vænnet sig til, at børnene skal være under kontrol hele tiden – uden at tænke videre over det.«

Unge forældre griber mere ind

Og en del af det skifte er sket på én generation, forklarer Dion Sommer. Han er professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet og står bag en undersøgelse af forældres opdragelse, som blev publiceret i 2010.

»Der er et meget interessant mønster. De ældste forældre i undersøgelsen er født lige efter ungdomsoprøret og er vokset op med demokratiske værdier, mens den fri opdragelse kørte i børnehaverne og dagsinstitutionerne. Og de griber mindre ind over for deres børn end de unge forældre, som er kommet bagefter,« siger Dion Sommer.

Dermed er unge forældre i praksis gået fra en frihedstilgang til en kontroltilgang som opdragelsesideal, forklarer han.

»Og det passer med et samfund med stigende krav i skolen og med en hverdag, som generelt er mere striks og kontrolleret for børn. Der er simpelthen en generationsforskel, og den er veldokumenteret,« siger Dion Sommer.

»Det er det, man ser, når 70 pct. af forældrene svarer, at deres børn har pligter i hjemmet. Og det er samtidig den form for kontroliver, der manifesterer sig, når forældrene eksempelvis tager med deres børn på legepladsen i stedet for at sende dem af sted på egen hånd,« tilføjer han.

Men der er forskel på kontrol og overbeskyttelse, understreger Dion Sommer samtidig.

»Vi ved, at den gruppe af forældre findes. Men jeg tror nu ikke, at det er en særligt stor gruppe. Det er stadig ikke normen,« siger professoren, som derfor heller ikke mener, at forældrenes besvarelse om, at forældre overbeskytter deres børn, er et udtryk for en særligt stor selverkendelse.

»Når man laver den slags undersøgelser er det som regel andre forældre, de tænker på – og ikke dem selv,« siger han.

Danske børn er selvhjulpne

Den betragtning af Grethe Kragh-Müller enig i. Hun er børneforsker og lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet. Og hun peger på, at 96 pct. af forældrene i rundspørgen samtidig mener, at det er vigtigt, at børn lærer at klare sig selv og bliver selvstændige.

Måske er der en vis procentdel af danske børn, der bliver overbeskyttede, mener hun.

»Og sådan har det nok altid været. Men generelt set er danske børn vældigt selvhjulpne og kan rigtig meget – og får lov til at gøre mange ting selv – sammenlignet med andre kulturer. I England skal børn eksempelvis følges til og fra skole hele primary school (fra 4 til 11 år, red.) – de må ikke gå selv,« siger Grethe Kragh-Müller. Hun er enig med de andre eksperter i, at der er sket et skred i, hvad forældre vil lade deres børn gøre på egen hånd.

»Men jeg synes egentlig, at det skred, der er sket, er meget fornuftigt, i forhold til hvad børn er i stand til at overskue i det liv, vi lever i dag,« siger hun.

Men er forældre i dag mere bekymrede, end de var tidligere?

»Hvis de er, vil jeg sige med rette. For det er meget mere svært at skulle vokse op og begå sig i det samfund, vi lever i i dag,« siger Grethe Kragh-Müller, som mener, at der bliver tegnet et »uretfærdigt billede« af forældre i dag.

»I mange sammenhænge er det faktisk nødvendigt, at børn bliver overvåget. For en generation eller to siden var der eksempelvis ikke så meget trafik, børnene skulle færdes i,« siger børneforskeren.

Tager glæden væk

Det er heller ikke fordi, at alle forældre overbeskytter deres børn, understreger Pia Beck Rydahl. Men familieterapeuten møder dem, når hun er ude at holde foredrag. I alle samfundslag og over hele landet findes de, siger hun, og hun støder på stadig flere.

»Det er forældre, som er mere bekymrede, fordi verden virker mere farlig nu,« siger hun.

»Og de har ret meget selvbevidsthed. De er godt klar over, at de curler, pakker og overbeskytter deres børn – de er bare ikke klar over, hvad de skal gøre, når de har de her stærke følelser af dårlig samvittighed, skyld, bekymring, angst, eller hvad det nu kan være,« siger hun.

Men et eller andet skal de gøre, mener Erik Sigsgaard. For børneforskeren understreger, at det ikke kun er lavt selvværd og angst, vi taler om – det er også glæde:

»Hvis vi tager muligheden fra børnene for at strejfe rundt og lege lidt, selv om vi ikke lige kan holde øje med dem, tager vi noget af glæden væk fra deres barndom.«

Snakker om gode, gamle dage

På Tårnlegepladsen løber børnene stadig rundt og griner, mens forældrene følger dem med øjne og fødder.

Kirstine Kidmose tror, at der er kommet en anden mentalitet blandt moderne forældre.

»Man beskytter sine børn mere, end man har gjort tidligere. Man tænker mere over det, og så kan det godt blive lidt overbeskyttende,« siger den 36-årige mor.

Richard Betts, som denne dag passer den bemandede legeplads, oplever også fra tid til anden forældre, som er for meget om deres børn.

»Jeg har haft oplevelser, hvor jeg har tænkt: ”Åh, lad ham nu være”,« siger han, før han hæver fingeren for at understrege:

»Men det er få.«

Danske forældre mener selv, at forældre overbeskytter deres børn. Men pædagogen synes, det er for »nemt« at tale om overbeskyttelse.

»Jeg har selv været den der gårddreng, der rendte rundt med de andre – og uden forældre. Og ja, ja, man snakker altid om de gode, gamle dage, og det var da fint nok. Men mon ikke livet havde set lidt anderledes ud, hvis man havde haft nogle forældre, der havde mere overskud, tid og bevidsthed, så man havde fået den form for stimulering, børn får i dag? Det tror jeg,« siger Richard Betts.