I nærkontakt med kongeørnen

Jeg så i min kikkert kongeørnen sidde på en pæl i det fjerne i udkanten af den flade græsfenne, hvor gumlende malkekøer var i gang med dagens drøvtyggende dont i landmandens tjeneste. Og hvor harerne i disse dage delikaterer sig med alt godt fra forårets velassorterede afdeling for grønt.

Der var en hoppende hare mindre nu, for kongeørnen sad og åd en, som den havde fanget for enden af en hurtig, lydløs glideflugt over græsset. Måske havde haren slet ikke opdaget, da den konverterede fra gnaskende gnaver til en bylt af et bytte.

Så lettede ørnen og fløj med tunge vingeslag lavt over landskabet. Med en halv hare i kløerne begav den sig på vej mod sin rede i skoven, hvor en sulten unge ventede.

Fotografisk set havde jeg for længst bragt mig i stilling, for jeg kender kongeørnens ruter og rutiner i flugten. Så indfandt heldet sig. Ørnen mellemlandede i rabatten langs grusvejen, for selv en halv hare er tung at transportere flere kilometer.

Mens kongen pustede ud, nærmere en bil sig rovfuglen og stedet, hvor jeg befandt mig.

Bare en snes meter før bilen var ud for jægeren med dens halvt fortærede måltid, lettede kongeørnen og tændte alle nærkontakter, så nakkehårene hos publikum må have strittet af sitrende elektricitet.

Det var magi ved højlys dag.

Ødemarkens jæger er retur

Kongeørnen var upåvirket af vores tilstedeværelse dér på den mest befærdede grusvej i den nordjyske Lille Vildmose, Danmarks største fredede landområde.

For få generationer siden blev kongeørnen betragtet som de mennesketomme og bjergrige egnes rovfugl i Europa. Den var sky og utilnærmelig. I dag er situationen mange steder en anden. Den elegante jæger er flyttet ned i lavlandet – også i det flade og kultiverede Danmark.

I disse år yngler tre par kongeørne i den østlige del af Nordjylland med Lille Vildmose som et kerneområde.

»Det er ikke nogen naturlov, at store fugle som for eksempel kongeørne, traner og gæs partout skal være sky og have en flugtafstand på hundreder af meter, som de havde engang,« siger Knud Flensted, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

»Hvis man lader være med at jage og efterstræbe de store fugle, vænner de sig gradvist til, at de ikke behøver at være nervøse. I disse år høster vi på mange måder frugterne af den effektive beskyttelse, vi i EU har givet rovfuglene i kraft af fredninger og reservater. Ørnene har tilpasset sig de nye tider og har vænnet sig til et naboskab med mennesket. På den konto er kongeørnen flyttet tilbage til lavlandet, hvorfra den blev fordrevet i 1800-tallet,« siger Knud Flensted.

Tilliden til tobenede vokser

Det var i 1999, at kongeørnen for første gang i nyere tid fik unger på vingerne fra en rede i en dansk skov. Det skete i Lille Vildmose i det østhimmerlandske.

Lige siden den første ynglesucces har ørnene ynglet hvert år i vildmosens skove, og de store rovfugle er blevet mere og mere tillidsfulde gennem årene, når de jager i det åbne landskab. De har lært sig, at folk i biler er fredelige og kun er bevæbnet med kikkerter og kameraer.

I Sverige bidrager kongeørnen på mange måder til at fortælle sagaen om rovfuglenes levevilkår i en verden, hvor mennesket i århundreder har bestemt naturens gang.

Tidligere ynglede kongeørnen overalt i Sverige, men under de store udryddelses-kampagner imod rovfugle fra omkring 1750 og næsten 200 år frem blev ørnene fordrevet til øde egne langt mod nord. I moderne tid har befolkningens opfattelse af fugle med næb og kløer ændret sig. Over størstedelen af Europa er ørne, høge, falke og våger blevet fredet, og rovfuglene er kommet til ære og værdighed som de uundværlige sidste led i fødekæderne.

Kongeørnen har taget imod den nye tolerance, og i Sverige er den for længst flyttet sydpå til det lavland, der altid har været dens naturlige jagtmark.

Skåne og øen Gotland i Østersøen er to af den nyere tids bedste eksempler på, at ørne trives fint i lavlandet selv i tæt befolkede områder. Det skånske landskab, der på mange måder minder om et østdansk herregårdsterræn, huser i dag mindst otte par kongeørne.

På den relativt tæt befolkede Gotland yngler cirka 50 par kongeørne i verdens tætteste bestand, der lukrerer på øens store bestand af kaniner. Øen er på størrelse med Fyn.

»En art som kongeørnen færdes i reglen som solist i terrænet. Generelt er individuelle fugle lettere at komme tæt på end flokfugle. Når ørnen i et revir, som den har haft i mange år, gør sig erfaringer fra år til år, så den lidt efter lidt finder ud af, at det ikke er farligt at være fuld af tillid, så vokser chancerne for, at vi mennesker kan få nærkontakter. Fugle i flok er derimod ofte mere sky og sitrende, og de flygter alle, når den mest nervøse i flokken flyver op,« siger Knud Flensted.