Fortsæt til indhold
Indland

Nets vil undersøge påstået læk af kendis-data

Nets vil finde ud af, om en medarbejder kan have lækket fortrolige oplysninger til Se og Hør.

Betalingskortudbyderen Nets har igangsat en undersøgelse, der skal give svar på, om en dens medarbejder kan have udleveret kreditkortoplysninger fra blandt andre kongehuset, Casper Christensen og Lars Løkke Rasmussen.

Det påstår den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen nemlig i sin nye roman, 'Livet, det forbandede'.

"Vi tager det meget alvorligt. Nu får vi fat i de relevante medarbejdere og områder, som vi kan se har noget med sagen at gøre. Og så prøver vi at omkranse, hvor det kan være, og så arbejder vi os indad," siger pressekonsulenten i Nets, Ulrik Marshall, til epn.dk.

Kunder bør have tillid

Nets blev først bekendt med sagen, da en BT-journalist søndag ringede Ulrik Marshall op.

Han ved endnu ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre at udlevere oplysninger om kunder på den måde, som det står beskrevet i bogen. Men Nets vil ikke efterlade nogen som helst tvivl.

"Det er rigtig vigtigt for os, at vores kunder kan have tillid til, at vi behandler deres data med den fortrolighed, de forventer," siger Ulrik Marshall.

Konsekvenserne er ukendte

Sagen er på så tidligt et stadie, at han heller ikke kan sige noget om konsekvenserne, hvis oplysningerne viser sig at være korrekte.

"Det er spekulation. Når konklusionerne af vores undersøgelse foreligger, må vi beslutte, hvad vi vil gøre," siger Ulrik Marshall.

Han forventer, at de vil være klogere allerede tirsdag.