Ekstremløb skræller lagene af

Midt om natten i den jordanske ørken mellem den begsorte himmel og det kølige sand og meget tæt på sig selv begynder Andreas von der Heide at græde. Han er i færd med at kæmpe sig gennem ekstremløbet 4 Deserts, og pludselig er bunden gået ud af den følelsesmæssige gummisko.

»Det var en af de sidste dage, og jeg følte, jeg havde gode ben og virkelig kunne løbe, men pludselig blev jeg overmandet af udmattelse. Så begyndte jeg at græde, men som jeg løb gennem ørkenen, kom jeg til at tænke på, hvor mærkeligt det var, at jeg løb alene i en ørken og græd. Så begyndte jeg at grine. Der er ligesom ingen mur mellem det følelsesmæssige og det fysiske, men samtidig er der en ekstrem ro i hovedet,« fortæller 25-årige Andreas von der Heide, der mistede sin far til kræften som kun tre-årig og derfor beskriver løbet som en mental renselsesproces.

»Der er nogle personlige ting, jeg har bakset med. Jeg mistede min far, da jeg var lille. Så kom der en ny mand ind i min mors liv, men han forlod familien igen. Løbet gennem ørkenen har fungeret som en bearbejdning af de ting. Nu er der renset ud,« siger Andreas von der Heide.

Han har svært forklare den mentale oplevelse, det er at løbe 250 kilometer over bjerge og gennem ørken. Andreas von der Heide fortæller, at radioværten Mads Vangsø, der også deltog i løbet, beskrev det bedst en aften i et beduintelt.

»Han sagde, at det er umuligt at beskrive, hvad man går igennem, men når man måske ser hinanden i Netto en dag, så ved man, at den anden forstår, hvad man har gennemgået,« siger Andreas von der Heide og fortsætter:

»Jeg har aldrig været så afslappet, efter jeg kom hjem fra en ferie. Jeg har virkelig fået sat nogle ting af dernede, så det har været godt rent mentalt.«

En sten på vejen

Barndommens byrder efterlod Andreas von der Heide i de jordanske bjerge, men de stenede bjergveje gav ham også noget med hjem.

»Det lykkedes mig at forstuve min ene fod efter 50 kilometer på den sidste 90 kilometer lange etape. Jeg løb i bjergene, og så var der en sten, der ville noget andet, end jeg ville.«

Så Andreas von der Heide har tilbragt tiden på krykker, efter han i slutningen af februar vendte hjem fra løbet, som havde mål i den jordanske oldtidsby Petra, der måske mest er kendt for at være gemmested for den hellige gral i Steven Spielberg-filmen ”Indiana Jones og det sidste korstog.”

»Det var først bagefter, at det gjorde rigtigt ondt. Man kan godt mærke det, mens man løber, men man glemmer det. Når man løber gennem natten, kommer man i en meditativ tilstand,« forklarer Andreas von der Heide, som synes, at benene har det godt, selv om trædepuden under den ene fod er lidt ødelagt efter den lange løbetur fra Wadi Rum til Petra.

»Jeg kan ikke rigtig støtte på den.«

Heldigvis indtraf skaderne først til slut i løbet, og Andreas von der Heide mener, at det skyldes den måde, han har trænet op til løbet.

»Det handler ikke så meget om konditionen. Det handler i langt højere grad om stabilitet – at styrke led og muskler, så jeg trænede meget alsidigt. I de perioder, hvor jeg var skadet, svømmede jeg i stedet. Og jeg styrketrænede også.«

Hvor kroppen kommer hen

I sommeren 2012 gennemførte Andreas von der Heide en ironman i København i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse. Men det, der for mange andre mennesker næsten virker umenneskeligt, bragte ikke Andreas von der Heide derhen, hvor han gerne ville være kropsligt og åndeligt.

»Det handler om at skrælle nogle lag af. Der er mange, der løber maraton og dyrker ironman, og jeg synes ikke, det er udfordrende længere. Jeg vil gerne finde ud af, hvor jeg kan få kroppen hen,« siger Andreas von der Heide og fortæller om den følelse, han havde efter Ironman Copenhagen.

»Da jeg kom i mål, kunne jeg mærke et ordenligt adrenalinsus, men jeg havde ikke oplevet ironmanen som specielt udfordrende rent mentalt,« siger Andreas von der Heide.

Tilfældigt faldt han i snak med nogen, der dyrkede ekstremt lange løbeture. De opfordrede ham til at prøve det.

Siden han var 17 år, har Andreas von der Heide løbet maraton, og den livslange træning gav pote, da målet blev at gennemføre et ultraløb. Kroppen var vant til at blive brugt aktivt.

»Selvfølgelig var der nogle ting, jeg skulle lære om blandt andet elektrolytter, og hvornår man skal spise gels. Og så handler det om at lære kroppen at kende,« siger Andreas von der Heide.

Efter den overståede ironman befandt Andreas von der Heide sig et i træningsvakuum, hvor formen blev dårligere, fordi han ikke trænede så meget. Han startede derfor roligt op med ture på mellem 10 og 15 kilometer for at få konditionen på plads. Da træningen rigtig tog fat, løb han mellem 100 og 120 kilometer om ugen.

Træningsprogrammet varede omkring ni måneder. Andreas von der Heide fik hjælp af den tidligere eliteløber Aleksandar Sørensen-Markovic. For der melder sig naturligt kilometervis af spørgsmål, når man giver sig i kast med et projekt, der indebærer en løbetur gennem et af klodens ødere steder.

»Til forskel fra ironman-miljøet, der er meget egoistisk, så er ultraløbere utroligt gode til at dele erfaringer. Og når man løber ude i ørkenen og møder en anden løber, tager man sig altid tid til lige at tjekke, om den anden er ok.«

Verden er lidt større

Andreas von der Heide løber nemlig ikke kun for sin egen skyld. Han løber også for andres. Ved hjælp af ultraløbet har han takket været et sponsorat fra Altan.dk rejst 250.000 kroner til opførelsen af et fodboldstadion ved en skole, som hans firma Les Deux også har støttet, i Mbete, Zambia.

»Hvert halve år sender vi 50 elever i skole. Skolen lægger meget vægt på sport, og der var nogen, som syntes, at skolen manglede et sted at spille fodbold,« siger Andreas von der Heide.

Han forklarer, at det i udlandet er meget almindeligt blandt ultraløbere at samle ind til velgørende formål. Og for Andreas von der Heide var det også naturligt.

»Jeg har tidligere løbet meget i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, fordi jeg mistede min far til kræft. Og jeg vil gerne vide, hvad mine penge går til, og det kan jeg ved selv at være involveret i projektet,« siger Andreas von der Heide, der selv skal være far til august.

»Uden at det skal lyde prætentiøst, så lever vi i stigende grad i et egoistisk samfund. Jeg vil gerne vise mine børn, at verden er lidt større.«

Men Andreas von der Heide er den første til at sige, at han bestemt ikke kun udsætter sig selv for strabadserende løbeture i velgørenhedens tegn.

»Der er også noget selvoplevelse og egoistisk i det,« erkender Andreas von der Heide.

At se ud i uendeligheden

4 Deserts er i aller højeste grad en oplevelse af en selv og en udfordring af individets overlevelsesevne. Under det seks dage lange ultraløb er løberne selvforsynende med alt undtagen vand. I rygsækken er en varm sovepose obligatorisk, for nætterne under ørkenhimlen er lige så kolde, som dagene er varme. Men mad fylder mest i den sparsomme oppakning.

Hver dag under løbet forbrændte Andreas von der Heide 7.500 kalorier, men han indtog kun 2.800.

»Jeg var i konstant underskud, og den sidste dag løb jeg tør for mad.«

Derfor er det vigtigt at pakke let mad med mange kalorier. En gruppe italienske løbere havde kun fem kilo med i rygsækken, mens Andreas von der Heide havde 13 kilo.

Du har ikke noget team med?

»Nej, man er bare sig selv, men man finder hurtigt sammen med andre. Men det er sådan, at man om morgenen siger farvel til hinanden og så mødes man igen ved den næste lejr. Den, der kommer først, får den bedste plads i teltet.«

250 kilometer alene gennem Jordan. Helt ærligt, er det ikke lidt af en ørkenvandring?

»Det er det, men det er sjovt at se ud i uendeligheden og så tage et skridt ad gangen og nå i mål.«

Hvad tager du dig med tilbage – ud over en forstuvet fod?

»Jeg kommer mere rolig tilbage, og jeg er blevet bedre til at lægge stressen på hylden.«

Andreas von der Heide sluttede som nummer 23 ud af de 172, der gennemførte løbet. Han krydsede målstregen efter at have løbet i 33 timer 13 minutter og 21 sekunder.