Metronaboer: Lad os klage
Ny pakke, der skulle hjælpe metroens naboer, kritiseres af naboerne.
De partier i Folketinget, der står bag aftalen om udvidelsen af Københavns metro, er i dag blevet enige om en tillægsaftale, der skal afhjælpe de hårdest ramte naboer til det larmende byggeri midt i hovedstaden.
Men trods bl.a. øget adgang til at blive genhuset på Metroselskabets regning og mulighed for simpelthen at sælge sin bolig til selskabet til markedspris, er flere naboer meget kritiske over for aftalen.
Det er især tiltaget om, at der med aftalen og dens forbedrede erstatningstiltag over for naboerne bliver lukket ned for adgangen til at klage over byggeriet til Natur- og Miljøklagenævnet, der får stryg af naboerne.
"Noget for noget"
”Jeg er ikke imponeret over, at man fratager os klageretten, for det mener jeg er en demokratisk ret,” siger Tom Manczak, der er formand for nabogruppen for de berørte beboere omkring Nørrebroparken og selv bor op ad metrobyggeriet der, til Jyllands-Posten.
Men muligheden for at gå rettens vej er der vel endnu?
”Det ville have store omkostninger for mig, hvis jeg skulle gå rettens vej. Det er meget problematisk, at klageretten bliver fjernet. Man kan godt sige noget for noget og forhandle på den måde, men det burde jo være sådan, at forholdene var så gode, at det slet ikke var nødvendigt at klage.”
"Aftale hullet som en si"
Søren Sandahl, der er næstformand og talsmand for beboerne omkring Nørrebroparken, siger til Jyllands-Posten, at han med den nye aftale savner svar på, hvor hurtigt en eventuel kompensation og genhusning kan komme på plads, samt hvad det vil betyde for beboerne, at de afgiver deres klageret.
”Hvis jeg siger ja til, at jeg ikke kan bruge halvdelen af min lejlighed, vil jeg jo have, at kompensationen eller genhusningen kommer på plads i det øjeblik, der er brug for det. Jeg vil jo heller ikke aflevere nøglerne til min lejlighed, før jeg har en ny en at flytte ind i.”
De to Nørrebroparknaboer er enige om, at den nye aftale er fyldt med huller, som endnu mangler at blive fyldt ud.
"Ingen forbedringer"
"For mig betyder denne aftale ingen forbedringer. Jeg bliver hverken genhuset eller yderligere kompenseret på anden vis, så jeg er ikke synderligt imponeret over aftalen. Den er hullet, og der er mange tvivlsspørgsmål. Hvor lang tid vil der f.eks. gå, før vi får at vide, hvad vi er berettigede til,” siger Tom Manczak.
Søren Sandahl kalder aftalen "hullet som en si" og selve processen, der har ledt op til den, for "lukket og forhastet."
Ifølge Tom Manczak ville stemningen over for en eventuel genhusning blandt beboerne ved Nørrebroparken være positiv.
”Vi havde jo håbet på, at det ville betyde, at mange af os ville blive genhuset. Det er mit indtryk, at mange i vores område ville tage imod et tilbud om genhusning.”
Fokus på materialisme - ikke mennesker
Og fra Tom Manczak lyder der også heftig kritik af hele princippet bag kompensationen til metronaboerne.
”Selve principbeslutningen, som hele kompensationen hviler på, er bygget på materielle ting og ikke hensynet til mennesker. Erstatningen tager udgangspunkt i antallet af værelser, hvor jeg synes, at fokus skal være på mennesker.”
Ifølge Transportministeriet sikrer den nye aftale forbedrede vilkår på en række områder. Det gælder bl.a. muligheden for at blive genhuset, hvor de mest støjramte naboer nu sikres et retskrav om, at de kan blive genhuset, hvis de vil. De kontante erstatninger, der kan blive udbetalt til metronaboerne vil for fremtiden også blive baseret på de maksimalt tilladte støjniveauer i en lejlighed og ikke de faktisk målte støjniveauer.
Heunicke: Ingen skal tvinges til støj
Desuden er et af de nye tiltag, at de mest støjplagede naboer kan få lov til at sælge deres boliger til Metroselskabet til markedspris. Samlet set er midlerne til kompensation til naboerne ved metrobyggerier blevet omtrentligt fordoblet.
Der skal også udarbejdes en supplerende VVM-redegørelse for metroprojektet, ligesom Transportministeriet understreger, at selvom naboerne mister klageretten, kan de stadig gå rettens vej, hvis de føler sig forkert behandlet.
Det er da også en tilfreds transportminister, der fredag præsenterede aftalen, som De Konservative står uden for:
"En del af naboerne omkring metrobyggeriet har følt sig plaget af støjen. Jeg er glad for, at vi nu giver dem en bedre kompensation og ret til genhusning. Ingen skal være tvunget til at blive udsat for sundhedsskadelig støj. Og samtidig hjælper vi også de af naboerne, der især ser frem til at få det støjende arbejde overstået, så deres hverdag kan blive normal igen," udtaler transportminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.