Fortsæt til indhold
Indland

Jysk kommune sætter rekord i bedragerisager

Kolding Kommune afslørede socialt bedrageri for 4,9 millioner kroner i 2013.

Mens de olympiske udøvere slår fornemme rekorder i Sotji, kan Kolding Kommune bryste sig af en mere tvivlsom en af slagsen. I 2013 modtog kommunen 360 anmeldelser om socialt bedrageri, og det er det højeste antal nogensinde i Kolding.

Og der viste sig at være god grund til de mange anmeldelser, for hele 80 pct. af anmeldelserne var begrundede. Den grundige kontrol gav kommunen en gevinst på 4,9 millioner kroner alene i 2013 – penge, som borgere uberettiget modtog i sociale ydelser fra det offentlige. Det er mere end dobbelt så meget som i 2012.

Rekorden og den triste udvikling vækker ikke just begejstring i Kolding Kommune.

”Vi betaler til en fælles kasse, for at sikre at vi som samfund har mulighed for at hjælpe de borgere, der virkeligt har behov for hjælpen. Der er altså stadigvæk både ældre, handicappede og udsatte børn, der kunne gøres mere for. Blandt andet derfor er det uacceptabelt når borgere får - eller sagt lige ud - selv tager fra kassen uden at have ret til det,” siger Lis Ravn Ebbesen, Socialudvalgsformand, Kolding Kommune.

Hr. og Fru Kolding snyder

Stigningen i opklaringer kommer, efter at Kolding Kommune har intensiveret samarbejdet internt i kommunens forvaltninger. Socialt bedrageri fik i 2013 ekstra opmærksomhed i de enkelte afdelinger, der mange gange anmodede om Kontrolgruppens hjælp, når den fik en mistanke.

For at styrke kommunens eftersøgninger, vil landets kontrolgrupper i løbet af 2014 benytte sig af såkaldte "Crunch"-lister, hvor Udbetaling Danmark rundsender lister til alle landets kontrolgrupper. Listerne bygger på data fra Udbetaling Danmarks IT-systemer, der ved samkøringer finder indikationer på, at nogle forhold ikke er efter bogen. Men mange anmeldelser kommer fortsat fra anonyme borgere, der har mistanke om, at andre begår socialt bedrageri.

"Det er helt forståeligt og på sin plads, at borgerne reagerer, hvis de oplever lignende tilfælde, som dem vi har fået præsenteret i socialudvalget over årene: Ugentlige fridage, der er betalt via sygedagpenge. Par, der reelt er samboende med fælles børn og økonomi, men hvor den ene part alligevel hæver forhøjet børnetilskud. Studerende, der rent faktisk er hjemmeboende, men er tilmeldt en anden adresse. Det, der undrer mig mest, er, at snyderne ofte er et bredt udsnit af Hr. og Fru Kolding, som bestemt ikke er, hvad jeg vil kalde svage eller udsatte," siger Lis Ravn Ebbesen.