Marius som naturvejleder

For en del år siden var daværende forsvarsminister Søren Gade (V) på safari i Afrika. Besøget i den lille nationalpark uden for Kenyas hovedstad, Nairobi, blev presset ind i det tætpakkede ministerprogram. Stor var skuffelsen, da de eneste vilde dyr, som Afrika kunne fremvise den morgen, tilsyneladende kun var større fugle – og for at være ærlig: flest små. Havde de fløjet gennem byparken derhjemme, ville de have været en farvestrålende sensation. Men på savannen i Afrika stiger kravene.

Så kom giraffen. Stemningen løftede sig betragteligt. Endelig et rigtigt dyr.

»Safariens vendepunkt,« som én bemærkede.

I dag er Søren Gade adm. direktør i Landbrug og Fødevarer og konstaterer nøgternt, at Zoo-giraffen Marius »ikke ville have holdt en time dernede«, hvis København Zoo havde fulgt forslaget om at sætte den tilbage i naturen. Et af mange redningsforsøg, der cirkulerede i internationale medier, efter at det kom frem, at overskudsgiraffen skulle aflives.

»Og så gør det i øvrigt mere ondt at blive spist levende bagfra af en løve,« fortsætter Søren Gade, som ser hele miseren om Marius som et udtryk for »disneyficering« af dyr.

»Hos Disney bliver dyr menneskelige, filmene er gode, men bagsiden er, hvis man tror, at det er virkelighed,« siger Søren Gade.

Som jæger og som topchef for landbruget i Danmark mener han, at det er vigtigt at stå ved, at dyr slagtes og er et led i fødekæden.

»Vi skal ikke vise et idylbillede. Vi skal stå ved virkeligheden, og det er, at når dyr er i overskud, så afliver vi dem,« fastslår han.

En anden Søren, folketingsmedlemmet Søren Espersen (DF) henviser til, at der slagtes omkring en halv mio. kalve hvert år:

»De har også kønne øjne. Jeg kan ikke forstå den ophidselse,« siger han, mens han læser endnu en af de hundreder af mails, som er dumpet ind i indbakken hos ham og andre folketingsmedlemmer fra ophidsede dyrevenner, som tager Marius’ parti og opfodrer til at fyre personalet i Zoo.

»Jeg så også Disney-film, da jeg var barn, men jeg var altså også med til at aflive mine egne kæledyr, både kaniner og høns,« siger Søren Espersen.

Forhestning på landet

Den gamle forestilling om mennesket som øverste led i en fødekæde i en brutal natur udfordres af et nyt natursyn. For bymennesket er naturen fredet. I det opgør er landmændene i mindretal. Nu bor over halvdelen af verdens befolkning i byer. I Danmark har byboerne delvis også indtaget det åbne land. »En ”forhestning” af landet,« siger sociolog Henrik Dahl med begejstring for det hollandske udtryk, som i et ord rammer udviklingen ind, når markerne fyldes med heste, som typisk har udflyttede byboere som ejere.

»Hele forhestningen er det urbane menneskes natursyn, som gøres gældende i det åbne land. Vi får et andet forhold til produktionsdyr end vores forfædre. Mange mennesker har en antropomorf opfattelse af dyr, det vil sige, at de opfattes som skabt i menneskets billede,« mener Henrik Dahl, som peger på, at hele debatten om ulvens tilstedeværelse i Danmark er et andet udtryk for samme konflikt.

Vestjyde siger fra

Sat på en kort formel, så udlæser naturfredning og ulve større begejstring på stenbroen i København end blandt de vestjyder, som skal afgive marker til naturparker, og som oplever at se deres egne dyr ende som et lavere led i fødekæden, når ulven har været på jagt.

I Stauning er Venstres kandidat til EU-Parlamentet landmand Harry Jensen ikke alene kendt som en indædt modstander af ulve i Danmark. Han vil også bruge sin nye politiske platform til at kæmpe for et natursyn, som giver mennesket ret til at udnytte naturen. Han mener, at det er flot, at København Zoo smed giraffen ud til løverne. Sådan er virkeligheden jo. Og når han allerede nu er på vagt over for ulven, så skyldes det ikke mindst frygten for, at rovdyret med sit indtagende ydre risikerer at ende som et »sødt dyr«, som ikke må aflives.

»Det har vi allerede oplevet med sælerne. De stresser fiskebestanden, men man har ikke mod til at sige, at de skal skydes, fordi sæler ser for søde ud. Jeg vil ikke udelukke, at det samme kan ske med ulvene,« siger han.

Dyr som forlystelse

Nu var Marius ikke nogen vildtlevende giraf, men født og opvokset i en zoologisk have i København. Kritikere har hævdet, at aflivningen og den efterfølgende slagtning af unggiraffen illustrerer, at også for København Zoo er det vanskeligt at holde fast i en forstilt virkelighed, som skal konkurrere med Tivoli om, hvor familien skal smide penge for billetter til søndagsudflugten.

Zoologisk Have har gjort meget for at promovere sine dyr og dyrebørn. I en kavalkade på hjemmesiden med højdepunkter fra 2013 fortælles om, hvordan den lille hanelefant Khao Sok har charmeret havens gæster, om bjørneungen, der nyder en pause, og elefanten Kungrao i en hyggelig stund.

I et indlæg i National Geographic peger Virginia Morell på, at gæster i zoo ikke længere kommer for at se vilde dyr i små bure, men for at se dyr i tæmmede omgivelser i et tillidsfuldt forhold mellem dyr og dyrepasser. På den baggrund finder hun det særligt nedværdigende, at dyrepasseren lokkede Marius i døden med giraffens yndlingsmad. Da den bøjede sig ned for at spise, blev den skudt. Men på den måde undgik man bedøvelsen, hvilket igen udvirkede, at den døde giraf kunne bruges som løvefoder.

Mediedarlingen Knut

I Berlin valgte man den stik modsatte strategi af København Zoo, da den zoologiske have netop ikke aflivede en isbjørneunge, som moderen ikke ville vide af. Isbjørnen, kaldt Knut, blev i stedet opflasket med sutteflaske af en dyrepasser og var udset til at være superstjerne, endnu inden han blev vist frem for publikum. Da bjørnen en forårsdag i 2007 dukkede frem, var 500 journalister og 9.700 besøgende på plads foran grotten. Zoo’s forudseende markedsafdeling havde bestilt 2.400 kinesisk producerede plysbjørne, som blev udsolgt på tre dage.

Allerede da Knut gik sin sejrsgang gennem verdens medier, som lod sig rive med af fortællingen om den hvide pelsklump i Berlin, var København Zoo’s nu så udskældte videnskabelige direktør, Bengt Holst, stærkt kritisk.

»Man skal respektere naturen for, hvad den er, og det sker ikke ved at gøre dyrene til mennesker, « fastslog han over for Morgenavisen Jyllands-Posten.

På et tidspunkt var det på tale at flytte guldbjørnen fra Berlin til en anden zoologisk have. København Zoo meldte forlods pas:

»Den vil have svært ved at være sammen med andre isbjørne,« lød det fra Bengt Holst, som dengang forudså, at Knut var dømt til at tilbringe 30 år alene i sit isbjørneanlæg, fordi den var præget på mennesker og ikke på sine artsfæller. Deri fik han ret, bortset fra at Knut døde allerede fire år senere efter et epileptisk anfald.

I Berlin Zoo, som på et tidspunkt havde planer om at udvide forretningen med en oplevelsespark omkring Knut, står der i dag en mindestatue, mens selve Knut er udstoppet og kan ses på Berlins Naturhistoriske Museum, dog uden legetøj eller favoritspisen, – croissanter.

»Vi er trods alt en videnskabelig institution,« som museets talsmand, Gesine Steiner, har udtalt til tysk presse.