Fortsæt til indhold
Indland

Kræftprofessor kimet ned efter omtale

50 kræftpatienter vil behandles med ny metode, der kan fordoble eller tredoble restlevetiden.

"Vi bliver kimet ned. Det er ikke mere end 20 minutter siden, at en datter ringede fra Norge for at høre, om hendes mor kunne komme på tale som patient her i Aalborg."

Sådan lyder det fra professor Ole Thorlacius-Ussing fra Kirurgisk Gastroenterologisk Afdeling i Aalborg Universitetshospital.

Han har haft rygende travlt med at tage imod henvendelser, siden han for en uge siden fortalte om afdelingens nye, livsforlængende behandling af alvorligt syge patienter med kræft i bugspytkirtlen.

Professor Ole Thorlacius-Ussing har fået mange henvendelser om ny kræftbehandlingsmetode.

Patienterne, der alle er uhelbredeligt syge, behandles med elektriske "skud" på 3.000 volt direkte ind i kræftsvulsten. Det dræber kræftcellerne, men efterlader blodårerne intakte.

50 har henvendt sig

De første to patienter blev opereret i mandags i forrige uge, og siden er der kommet omkring 50 henvendelser fra kræftpatienter, oplyser Aalborg-professoren. I betragtning af, at der er omkring 900 patienter årligt med kræft i bugspytkirtlen, er det et anseligt antal.

"Mange af dem, der har henvendt sig, er desværre så udbredt syge, at vi ikke kan gøre noget for dem, men der er også mange, hvor vi kan gøre en indsats. Hvis der er udbredt spredning af kræft til leveren, kan vi ikke gøre noget, men patienter med en lokal kræft har vi faktisk fået en del af. Nu skal vi lige se billeder, og så må vi se, hvad vi kan gøre for dem," siger Ole Thorlacius-Ussing.

Meget dødelig kræftform

Den nye behandlingsform er ikke tidligere benyttet i Danmark, selvom den anses for at være effektiv over for kræft i bugspytkirtlen - et indre organ som kan være meget vanskeligt for kirurgerne at komme til at operere i og ved.

Kræftformen er meget dødelig; og "langt hovedparten" af patienterne er døde et til to år efter at diagnosen er stillet, siger professoren. Fem år efter diagnosen er 95 procent af patienterne døde, tilføjer han.

Desuden er patienterne hidtil blevet udsat for en kemobehandling, som er meget barsk, men efter den nye behandlingsform kan de nøjes med en meget mild kemokur - hvis de overhovedet skal have nogen.

Op til tredobling af restlevetid

"En gang i mellem er prisen høj, når man skal give syge patienter nogle måneder mere med en kemokur, men her har vi fornemmelsen af, at vi kan give dem en anden behandling, som er noget mere effektiv. Og det kan give dem måneder eller år i forlænget levetid, i en del tilfælde en fordobling eller tredobling af deres restlevetid," siger Ole Thorlacius-Ussing.

Hans bekymring er, at behandlingsmetoden skaber urealistiske forventninger hos patienter, der ikke kan hjælpes med Aalborg-metoden.

"Vi har fra starten sagt, at vi ikke kan gå på vandet, men man er jo altid bekymret for, om man har givet nogen falske forhåbninger. Men personligt tror jeg, at det her kan hjælpe nogle mennesker. Og når folk kommer ud over at leve et par år med den sygdom, så har man virkelig flyttet noget," siger professoren fra Gastroenterologisk Afdeling.