Tyske bunkere fjernes fra Vestkysten
Miljøministeren knuser selv den første af bunkerne fra 2. Verdenskrig.
Flere af de bunkere, som tyskerne anlagde under Krigen, skal fjernes. Det skyldes, at de efter 70 år med vind og vejr er så nedslidte, at det ifølge Miljøministeriet ikke længere er forsvarligt at lade dem ligge.
Nu sørger vi for at fjerne de farlige bunkere til glæde for allePia Olsen Dyhr (SF), miljøminister
Ministeriet oplyser, at bunkerne er til fare for strandgæsterne, da betonklodser gemmer sig i vandkanten, og rustne jernstænger stikker ud af den smuldrede beton.
”Strandgæster kan risikere at komme slemt til skade på bunkerne. Nu sørger vi for at fjerne de farlige bunkere til glæde for alle, der opholder sig i den smukke natur på den jyske vestkyst,” siger miljøminister Pia Olsen Dyhr (SF) i en pressemeddelelse.
120 af dem ryger
I alt skal 120 af de ca. 600 bunkere, som tyskerne byggede til at forsvare sig mod en allieret invasion, fjernes.
Det kommer til at koste 12 mio. kr. at fjerne bunkerne. Rydningen betales af Miljøministeriet, Transportministeriet, Kystdirektoratet, Naturstyrelsen og de kommuner, som bunkerne ligger i.
Den første bunker knuses af Pia Olsen Dyhr mandag d. 29.juli. Bunkeren ligger ved Langerhuse ved Harboøre.