Camilla Plums søn indrømmer ponyslagtning
24-årige Carl Plum ville spise sin shetlandspony til sankthans.
På trods af, at tv-kokken Camilla Plum i går benægtede det, er der meget der tyder på, at hendes 24-årige søn Carl Plum står bag slagtningen af familiens shetlandspony.
Altså kunne mine venner og jeg ikke spise hest til mit Skt. Hans-arrangement inde i byen, hvilket ellers var blevet min plan.Carl Plum, i offentligt brev til sin mor
Ponyen blev lørdag aften fundet død på stranden ved Tisvildeleje, og vidner har siden udpeget Carl Plum som en af de tre mænd, der trak af med ponyen.
I dag blev et brev fra Carl til Camilla Plum offentliggjort på hjemmesiden Modkraft.dk, og her tager sønnen ansvar for slagtningen.
Kunne ikke finde nyt hjem
I brevet skriver Carl Plum, at han igennem en længere periode havde forsøgt at finde et nyt hjem til ponyen, som boede ved familiens sommerhus i Tisvilde.
"Jeg skulle selvfølgelig have bedt om din hjælp, men jeg var for stolt, og da jeg så, at der ikke var nogen umiddelbar løsning, tog jeg en forhastet, men for en bondedreng nærliggende beslutning," skriver Carl Plum i brevet til sin mor.
Han skriver desuden, at han bekymrer sig meget om dyrs velbefindende, og ponyen ikke led nogen overlast i forbindelse med slagtningen.
Madplaner gik i vasken
Om valget af stranden tæt på familiens sommerhus som stedet for slagtningen skriver Carl Plum, at "stranden var det mest oplagte og i øvrigt selvrensende sted."
Jeg skulle have bedt om din hjælp, men jeg var for stolt, og da jeg så, at der ikke var nogen umiddelbar løsning, tog jeg en forhastet, men for en bondedreng nærliggende beslutning.Carl Plum, i offentligt brev til sin mor
"Dette var dog ikke en garanti for succes. Vi blev afbrudt af nogle oprørte forbipasserende, der opstod fysisk tumult, og vi havde ingen chance for at gøre arbejdet færdigt og bære udskæringerne af dyret videre op i bilen," skriver Carl Plum om hændelsen.
"Altså kunne mine venner og jeg ikke spise hest til mit sankthansarrangement inde i byen, hvilket ellers var blevet min plan."
Ville forklare forløbet
Af brevet forstås, at Camilla Plum ikke har ønsket, at hendes søn skulle stå frem og fortælle, at det var ham, der har slagtet shetlandsponyen.
"Når jeg nu vælger at gøre dette alligevel, er det på baggrund af overskrifterne i medierne, som jeg ikke mener stemmer overens med virkeligheden. Jeg ser mig derfor nødsaget til at forklare forløbet, som det rent faktisk var," skriver Carl Plum i brevet.
Politiet har sigtet Carl Plum og to af hans venner for overtrædelse af Dyreværnlovens paragraf 28, hvor strafferammen er på ét års fængsel.