Fortsæt til indhold
Indland

Mor død 10 måneder efter halmballe-tragedie

42-årig mor overvandt aldrig sorgen over tabet af sine tre døtre, der omkom under halmballer.

10 måneder efter at tre piger på seks, ni og 13 år på tragisk vis omkom under store halmballer på familiegården ved Hee i Vestjylland døde pigernes mor, den 42-årige Vivian Kristina Kristensen.

I en dødsannonce indrykket i Ringkøbing-Skjern Dagblad torsdag tager hendes efterladte mand, Jan Kristensen, afsked med sin hustru, som døde i mandags. Hustruen skal begraves fra Skjern Kirke tirsdag den 21. maj.

Årsagen til moderens død er ikke oplyst, men Ekstra Bladet oplyser, at moderen har været sygemeldt fra sit arbejde som serviceassistent på Skjernåskolen siden tragedien slog ned en sommerdag i juli sidste år.

Leg blev dødelig alvor

Store, tunge halmballer væltede ned over de tre piger ved ulykken.

De tre døtre legede i en ridehal, som er en del af familiens hestestutteri på Ølstrupvej lidt uden for Hee, da fire bigballer med halm på op til 500 kilo stykket styrtede ned over pigerne.

Konsekvenserne var tragiske: Den niårige Michaelle blev erklæret død umiddelbart efter ulykken, hendes storesøster på 13 år, Julie, døde dagen efter, og to dage senere døde også den seksårige lillesøster Barbara.

"Ufatteligt hårdt slag"

Børnenes død ændrede med ét slag familiens liv, og flere kilder siger til Ekstra Bladet og BT, at Vivian Kristensen aldrig overvandt tabet af sine døtre.

"Hun kom sig aldrig over tabet af sine dejlige piger. Det var et ufatteligt hårdt slag for Vivian og Jan," siger Gurli Larsen, leder af Skjernåskolen, til Ekstra Bladet.

Flaget vajede på halv stang over Skjernåskolen hele torsdag, og personalet var samlet til en mindestund, beretter Ekstra Bladet.

Engageret i hesteopdræt

Familien var meget engageret i opdræt af friserheste, og familien drev på hobbybasis et hestestutteri.

Den lokale afdeling af Dansk Frieser forbund indrykkede torsdag en dødsannonce i det lokale dagblad, hvor der blev taget afsked med Vivian Kristensen.

Også på mindesiden mindet.dk har mange valgt at tænde et lys for den afdøde Vivian Kristensen.