Flere ofre for menneskehandel
Trods løfter om en øget indsats mod menneskehandel stiger antallet af handlede personer i Europa. Krisen øger problemerne, viser den første EU-rapport om problemet.
KØBENHAVN/BRUXELLES
Den økonomiske krise har medvirket til en voldsom stigning i menneskehandlen i Europa. Til trods for flotte løfter fra EU-landene om en øget indsats mod menneskehandel er antallet af mænd, kvinder og børn, som bliver handlet til tvangsarbejde, sex, slaveri eller organdonation, steget med 18 pct. fra 2008 til 2010.
Det viser en rapport fra EU-Kommissionen, der for første gang har kortlagt problemerne og nu udråber det til »vores tids slaveri«. Situationen forventes at blive endnu værre i de kommende år i takt med krisens mange nedskæringer og spareplaner, advarer EU’s særlige anti-trafficking koordinator, Myria Vassiliadou.
»Mange mennesker er under krisen blevet fattige, mere sårbare, udsatte og desperate efter job, og jeg forventer en yderligere stigning i de kommende år,« siger Myria Vassiliadou til Jyllands-Posten.
Kun toppen af isbjerget
EU-rapporten viser, at der fra 2008 til 2010 er påvist 23.632 ofre for menneskehandel i EU, men det er ifølge EU-koordinatoren kun »toppen af isbjerget«. I alt skønnes det, at 880.000 mennesker i EU er ofre for tvangsarbejde, herunder prostitution.
Til trods for stigningen har kun 6 af de 27 EU-lande gennemført en ny og stærkere EU-lovgivning til bekæmpelse af menneskehandel, selv om alle landene for to år siden blev enige om at skærpe regler og strafferammer. EU-kommissær Cecilia Malmström, som har ansvaret for retlige og indre anliggender, kritiserer landene for »smøleri«.
I Danmark vurderer Rigspolitiet også, at sager om tvangsarbejde er i stigning.
»Det passer nok meget godt med, at der er ca. én sag i Danmark om måneden. Der er nogle bagmænd her, som føler sig fristet til at udnytte nogle, der er i en svag social og økonomisk situation. Det er den samme problematik, vi har kendt til i nogle år i forhold til prostitutionsdelen. Det er nyere, at vi også ser det inden for andre brancher,« siger Michael Ask, chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, NEC.
I 2012 identificerede Center mod Menneskehandel 17 i Danmark, der blev betegnet som tvangsarbejdere. Det er en stigning i forhold til 2009, 2010 og 2011, hvor der tilsammen var seks sager.
Flere og flere mennesker bliver handlet i EU. Hvad kan man gøre?