Eksperter: Sky ulve ufarlige for mennesker
To internationale ulve-forskere skyder opsigtsvækkende advarsel fra canadisk kollega ned.
Det vakte opsigt, da den canadiske ulveekspert Valerius Geist i slutningen af marts advarede mod ulve i den danske natur.
Danmark er for lille et land til en ulvebestand, og der vil være stor risiko for, at ulvene angriber mennesker og husdyr, lød advarslen fra Geist, der er professor ved Faculty of Environmental Design på Universitetet i Calgary i Canada.
Men den betragtning holder ikke, fastslår DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet - i et notat til Naturstyrelsen.
Miljøminister Ida Auken (SF) har netop brugt notatet i et svar til Folketinget. Det er skrevet på baggrund af Valerius Geists advarsel i marts.
Alle vilde dyr kan være en trussel
DCE har gennemgået al tilgængelig litteratur og forskning om ulves relationer til mennesker, og konklusionen er, at ulve ikke er farlige for mennesker, så længe dyrene forbliver sky og holdes i en bestands- og fødemæssig tilstand, hvor de ikke har grund til at opsøge mennesker.
Seniorforsker Aksel Bo Madsen, der står for notatet, understreger dog, at der ingen tvivl er om, at aggressive ulve og ulve, der ikke er sky, udgør en potentiel risiko for mennesker.
"Men alle vilde dyr kan udgøre en potentiel risiko for mennesker, og problemstillingen skal naturligvis indgå i en kommende forvaltningsplan for ulve," siger Aksel Bo Madsen til DCE's hjemmeside.
LINK: Her er hele notatet om ulve og mennesker (pdf)
Han har gennemgået en rapport fra 2002 fra det norske naturinstitut, hvor 18 internationale forskere har bidraget med informationer og forskning om ulve.
Rapport: Ulveangreb er sjældne
Rapporten regnes for den mest omfattende og "tunge" samling af materiale om ulve, og heri konkluderes det, at ulveangreb på mennesker i dag sker meget sjældent i almindelighed og i Europa endnu mere sjældent.
"Historisk set har ulve dræbt mennesker, men enten har det været rabiessmittede ulve, eller tilfælde hvor den eneste mulige fødekilde for ulvene har været husdyr, som er forsøgt beskyttet. Tyskland har siden 2008 været erklæret rabiesfri, og i dag er der stigende bestande af hjortedyr, som også i Danmark vil være ulvens foretrukne fødeemne," fremgår det af rapporten.
DCE har også konkluderet, at professor Valerius Geist med sin baggrund i forskning i hjorte ikke kan regnes som ekspert i ulve og deres adfærd.
Kolleger: Geist har ikke ret
To af Europas førende ulveforskere, J.D.C. Linnell fra Norge og Luigi Boitani fra Italien, som DCE har talt med, støtter ikke de udtalelser, som Valerius Geist har fremført, og den canadiske eksperts udsagn kategoriseres af kollegerne som "fagligt uunderbyggede".
DCE kan heller ikke finde dokumentation for en anden af Geists udtalelser: At rådyr vil blive fordrevet af ulve.
DELTAG I DEBATTEN: Skal vi have lov til at skyde ulve?