Politifolk i hård kritik: Politiet bløder
Vi kan ikke hjælpe borgerne, siger tillidsfolk i usædvanlig kritik af rigspolitichefen.
"Vi kan ikke få tingene til at hænge sammen for tiden. Dansk politi bløder, og det er en sørgelig historie."
Sådan lyder den usædvanligt åbenhjertige kritik af tingenes tilstand i dansk politi fra to tillidsfolk i Københavns Politi.
Tillidsmændene kritiserer i TV 2 direkte deres egen ledelse med rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg i spidsen for at male et skønmaleri af virkeligheden.
Længere væk fra borgeren
Som det er lige nu, så kommer vi ikke, når du ringer efter osMorten Rasmussen, tillidsmand for 100 betjente på politiets 112-central i København
"Vores ledelse står jo frisk og frejdig frem og siger, at det ikke har nogen konsekvenser for borgerne, at vi bruger så mange ressourcer på forskellige task forces og på bandekrigen. Men det har den konsekvens, at vi ikke kommer ud til befolkningen. Det har den konsekvens, at vi fjerner os fra borgeren, at vi ikke længere er borgerens politi," siger Johan Kofod, fællestillidsmand for omkring 300 politifolk i Københavns Politis efterforskningsenhed, til tv2.dk.
Morten Rasmussen, tillidsrepræsentant for de omkring 100 politifolk på Københavns Politis 112-central, oplever, at hverdagen er præget af manglende ressourcer, besparelser og indskrænkninger.
Nej til borgere i telefonen
"Som det er lige nu, så kommer vi ikke, når du ringer efter os," siger Morten Rasmussen, der dagligt er en af de betjente, der tager telefonen på politiets 112-central i København.
Mange af samtalerne med borgerne ender med, at politiet skal have forklare, hvorfor der ikke kommer en patrulje ud til det, borgeren har anmeldt. Han fortæller om enorme frustrationer, om for få patruljer på gaden, og om alt for mange borgere, der ikke kan få hjælp.
Morten Rasmussen oplever, at den voldsomme fokus på bandekonflikten i København trækker ressourcer fra arbejdet med den "almindelige" kriminalitet.
De "små sager" ligger urørt
"Politiet kommer selvfølgelig ud til de store sager, der hedder kniv, skyderi, store slagsmål. Det er der, vi bruger vores ressourcer. Alt det andet, dér kommer som udgangspunkt ikke politi," siger Morten Rasmussen til tv2.dk.
Johan Kofod genkender billedet og fortæller om kolleger, der lader mindre sager ligge, selvom der er en god udsigt til opklaring, om at kollegerne får besked om at lade sagerne ligge, og om at sagerne ikke efterforskes, medmindre udbyttet har været på over 50.000 kr.
Tillidsmanden siger, at det smerter ude blandt kollegerne at se rigspolitichefen udtale til medierne, at det går "ufatteligt godt".
Lemfældig påstand
"Statistisk set har han måske ret, men når man går ud og graver lidt i det, så er det slet ikke sådan, det hænger sammen. Dansk politi bløder, det er der overhovedet ingen tvivl om," siger Johan Kofod til TV 2.
"Og at påstå, at det ikke går ud over borgerne, er en meget lemfældig påstand," fastslår Johan Kofod over for TV 2 News.
Han advarer samtidig mod, at Københavns Politi yderligere udsultes, når 300 politistillinger skal flyttes fra Storkøbenhavn til politikredse i resten af landet.
Mindre kontakt med lokalsamfund
Så sent som for få dage siden viste en undersøgelse fra Københavns Universitet, at politiets kontakt med lokalsamfundene er på retur.
Kun godt halvdelen af borgerne oplever, at politiet patruljerer lokalt, viser undersøgelsen, som er lavet af professor Flemming Balvig og lektor Lars Holmberg. Tidligere mente to ud af tre, at politiet var til stede.
Men det har ikke noget med dårlig politibetjening af borgerne at gøre, mente rigspolitichefen ved den lejlighed.
"Det ser jeg mest som udtryk for en generel udvikling. Folk har mistet det lokale sygehus, apoteket og slikbutikken, og de ser også mindre til politiet. Folk føler sig måske lidt forladt," sagde Jens Henrik Højbjerg ved den lejlighed.