Originalerne skaber miljøet

Jeg har taget et billede af en lille pige, som hedder Anna. Hun sidder tit alene på en trappesten i vores gade og keder sig, fordi der ikke er nogen at lege med. På den måde er hun desværre et typisk billede på den udvikling, København har gennemgået de seneste år.

I gamle dage havde hver enkelt gade sit eget ansigt. Der var et storslået kaos af legende børn, handlende mødre og gamle mænd, som sad og sludrede på en bænk. Alle kendte hinanden, og når et vindue blev smadret et eller andet sted i gaden, vidste de fleste, at det var Robert nede i nr. 12, som havde gjort det. Og gamle fru Hansen, der var lidt underlig i hovedet, og som formentlig ville blive indlagt på psykiatrisk hospital i dag, fik lov til at blive boende i gaden. Folk levede med, at hun en gang imellem stak hovedet ud af vinduet og råbte grimme ting efter de forbipasserende nedenfor.

Alt det er forsvundet, og i dag ligger de fleste af Københavns gader øde hen.

Fusionen dræber

Jeg er vild med min by, men jeg er nok lidt af en håbløs romantiker. Det er ikke fordi, jeg synes, at alt per definition var bedre i gamle dage. Slet ikke. Der er sket rigtig mange gode ting i udviklingens navn. Vi har opgivet mange ting, som ikke var værd at holde på. Men samtidig er det vigtigt at værne om nogle af de ting, som gør København til et godt sted at være, og de seneste år har byen på nogle områder forandret sig til det dårlige.

Min kæphest har altid været fusionen. Den dræber nærheden og i sidste ende også menneskeligheden i en storby.

Fusionen handler ikke om at gøre tilværelsen bedre for folk. Den handler udelukkende om at øge firmaernes indtjening. Man samler slagteren, grønthandleren og bageren i store supermarkeder, og lige så stille forsvinder de småhandlende fra gaderne. Og med dem forsvinder nærmiljøet også.

Nærmiljøet forsvinder

I dag køber de fleste københavnere ind i supermarkederne. De henter deres hakkekød op af kølediskene henne i Irma, og pludselig har vi mistet den lokale slagter, som kan fortælle en noget om, hvordan man laver gode frikadeller af hans svinefars. Og som har lyst til at tale med en. Det har de ikke henne i supermarkedet, og på den måde forsvinder den almindelige småsnak i hverdagshandlen, og med den forsvinder også menneskers sociale relationer.

Jeg er gammel nok til at have oplevet nærmiljøernes storhedstid. Jeg var barn i 50'erne, og når solen skinnede, sagde min mor altid:

"Carsten, gå ned på gaden og leg i det gode vejr". Det er der ikke mange mødre, som gør i dag. Og hvis de gjorde, var der næppe ret mange børn at lege med dernede.

For nogen tid siden besluttede den andelsforening, jeg bor i, at renovere baggården, og nu har vi så fået en kedelig flisegård, der kun bliver brugt som holdeplads for opgangens skraldespande. Det forstår jeg ikke en pind af. Hvad er der i vejen med træer, buske og grønt græs?

I dag betragter børn deres hjem som A. Skolen er B, og mormor og morfar er C. Fritidsklubben er D, og videobutikken er E.

Så spæner de frem og tilbage mellem de forskellige steder, men ingen af dem bruger deres egen gade til noget, for de har ikke noget forhold til den. Vi har ikke engang et forhold til dem, der bor i vores opgang, og mange af os kender ikke engang vores nabo.

Derfor får folk også lov til at ligge døde i deres lejlighed i flere uger, inden nogen reagerer på stanken i huset.

Vi er flinke

I min opgang bor en ældre dame, som jeg er blevet gode venner med, og jeg har hendes fordørsnøgle liggende i min lejlighed i tilfælde af, at hun skulle komme til at smække sig ude en dag. Det er rart for os begge at kende hinanden. Vi mennesker vil jo gerne have samhørighed med andre mennesker, men den mulighed går mange københavnere glip af. Der er alt for mange, som bare lusker rundt i deres eget liv og er dybt ensomme, og som ikke oplever anden social kontakt end de tre minutters fortravlet hjemmehjælp, kommunen tilbyder dem en gang om dagen.

Københavnerne er flinke mennesker, og vi stopper gerne op og hjælper en turist med at finde vej til Amalienborg. Jeg tror, mange opfatter os som venlige og imødekommende, men der er sket noget med vores daglige omgang med hinanden. Vi kommer hinanden mindre ved i dag.

Jeg er bange for, at de små næroplevelser med tiden helt forsvinder, og det snævrer vores horisont ind. Vi bliver bange for overraskelser og vil have tingene, som de plejer at være. Derfor har den moderne københavner det også fint med, at alle tingene er samlet i et supermarked. Så slipper han for at fare rundt til 10 forskellige små butikker, når han skal handle ind til aftensmaden.

Men heldigvis er der stadig småhandlende tilbage i byen. Vi har alle de etniske grønthandlere, og de burde have en fortjenstmedalje for deres indsats. De er efterhånden de eneste, der holder liv i gaderne.

Selvfølgelig har vi også fået alle de nye smarte specialbutikker, men de fleste af dem er så forbistret dyre, at det kun er folk med en solid friværdi, der har råd til at handle der. Kassedamen fra Netto har næppe råd til at give 40 kr. for 100 g spansk pølse i tynde skiver.

På Vesterbro og Nørrebro ligger nogle af byens sidste stædige værtshuse. Med deres falmede gulvtæpper, gule glasruder og mørkbejdsede træmøbler er de et stille ekko fra en fjern fortid. Men de er her altså endnu, og mange steder er det faktisk ungdommen, som sidder ved bordene og drikker øl. Det er et stille oprør mod udviklingen.

Originalerne er væk

Jeg savner, at københavnerne har mod til at skille sig mere ud fra mængden. I skolerne ligner alle børnene hinanden. De har det samme tøj på og render alle sammen rundt med den samme mobiltelefon i hånden.

Forleden så jeg en stor tyk dame komme sejlende ned ad gaden iført en stor rød kjole. Der var sikkert mange, som syntes, at hun var for meget. Men det var hun tydeligvis fuldstændig ligeglad med, og fordi hun udstrålede så meget selvværd, skete der noget forunderligt. Pludselig syntes jeg, at hendes store bagdel var skide flot.

Der er ingen originaler tilbage, og fordi det er originalerne, som skaber miljø i byen, mister København lige så stille sin kant.

Vores by er blevet et finansielt vækstcenter fuld af pæne mønsterborgere. Tingene skal helst fungere på en bestemt måde, og så har folk bare at indrette sig på de nye tider. Gør de ikke det, går de til bunds.

Der er mindre tid

Men måske er det en uundgåelig konsekvens af at leve i et moderne vækstsamfund.

Vi har mindre og mindre tid til at dyrke det nære, fordi vi har travlt med at komme på arbejde og tjene penge. Forældre har heller ikke tid til at være sammen med deres børn længere, og de værdier og den måde at leve med hinanden på giver vi videre til vores unger. Og det er en skam. Ikke mindst for lille Anna på trappestenen.

Carsten Islington er 52 år, bor på Vesterbro og er blevet interviewet til bogen "CPH Billeder - københavnernes egne billeder af byen 2005" af Marcus Aggersbjerg. Bogen indeholder interview med 14 kendte københavnere og er netop udkommet på Forlaget Aschehoug.