Årets længste dag - længst i Skagen
I dag er det årets længste dag. Det er dagen med årets fleste lyse timer. Men de er ikke ligeligt fordelt. En dansker i Gedser får i dag næsten én time mindre lys end en dansker i Skagen.
Solen vil kl. 9.38 nå sin nordligste position i år, og herefter vil den dag for dag stå en smule lavere og korte dagens længde af. Det er årets længste dag på hele den nordlige halvkugle, men jo længere nord for ækvator, man befinder sig, jo længere tid er Solen over horisonten.
Selv om Danmark ikke fylder alverden på landkortet, er det dog stort nok til, at der er en mærkbar forskel på dagens længde i den sydlige og den nordlige del af landet.
Det afgørende for dagens længde er alene, hvilken bredde man befinder sig på. Alle steder, der befinder sig lige langt mod nord, har samme dagslængde.
Når Jyllands-Posten på bagsiden af den trykte udgave i dag angiver, at dagen er tiltaget med 10 timer og 31 minutter siden årets korteste dag, gælder det strengt taget kun for København og for alle steder i landet, der ligger på samme nordlige bredde som hovedstaden.
Nord for denne bredde er dagen tiltaget mere og syd for mindre. Men det vil udligne sig frem til årets korteste dag den 21. december, når man i den sydlige del kan glæde sig over en dagslængde, der er tilsvarende længere end i den nordlige del af landet.