Fortsæt til indhold
Indland

Metro forbyder cykler i myldretid

Ørestadsselskabet bandlyser fra januar cykler i Metroen i myldretiden. De fylder, forsinker og sviner, lyder begrundelsen. Dansk Cyklist Forbund beklager forbuddet.

Af CHRISTINA AGGER

Passagerer, som plejer at tage cyklen med i Metroen på vej til eller fra arbejde, kan godt begynde at vænne sig af med den vane. Fra 3. januar kører Metroen ad samme spor som DSB's S-tog og indfører en spærretid for cykler.

Forbuddet mod at medtage jernheste gælder i myldretiden både morgen og eftermiddag - helt præcist mellem kl. 7 og 9 og kl. 15 og 17.

»Vi får dagligt henvendelser om, at cyklerne er til gene. Folk hæfter sig ved, at de fylder, og nogle oplever at få deres tøj svinet til. Vi har også selv øjne og ører og lægger mærke til, at cyklerne skaber unødig trængsel,« begrunder Ørestadsselskabets driftsdirektør Per Als.

Et andet argument er, at passagererne skaber forsinkelser på Metroen, når de læsser deres cykler ind og ud, oplyser han.

»Metroen er et transportmiddel, der er kendetegnet ved de mange hurtige afgange efter hinanden, og vi lægger stor vægt på en stabil drift. Så kan det ikke nytte, at cyklerne forlænger den nødvendige tid for stationsophold. Derfor lander vi på den samme konklusion, som DSB's S-tog altså også har draget,« forklarer Per Als.

Driftsdirektøren har ikke tal på, hvor mange passagerer der i dag medbringer deres cykler i Metroen. Men han erkender, at der er en risiko for, at de på grund af forbuddet vælger Metroen fra som transportmiddel.

Flere vil vælge bilen

»Det kan man godt frygte. Men man kan også tro, at flere vil benytte Metroen, fordi der bliver bedre plads. Samlet set tror jeg, at vi vinder ved denne løsning,« siger Per Als.

Den vurdering deler Erik Hjulmand, formand for Dansk Cyklist Forbund i København, ikke.

»Jeg tror, at forbuddet i både Metro og S-tog vil afholde en del fra ikke bare at tage cyklen, men også toget eller Metroen. Det bliver nemmere for folk, der bor langt væk, at tage bilen,« mener Erik Hjulmand.

»Så jeg synes, det er en meget trist nyhed. Typisk er det jo dem, der arbejder eller studerer langt fra deres bopæl, der har brug for at tage cyklen med i Metroen eller toget - og netop i myldretiden,« pointerer han.

Cykelforbuddet er ikke eneste nye sammenhæng mellem Metroen og myldretiden. På grund af et stigende antal passagerer og deraf følgende trængsel er der indsat to ekstra tog mellem kl. 7 og 10 og kl. 15 og 18. Det nedbringer på sigt ventetiden mellem Metro-togene til to minutter, oplyser driftsdirektør Per Als.

christina.agger@jp.dk