Fortsæt til indhold
Indland

Bolværkskunst ved Amaliekaj

På Store Havnedag må man godt male på asfalten på de fine promenader ved Amaliehaven. Byens yngste borgere kan hele weekenden male på en stor søslange eller lave sømærker og havnemalerier. Det er blot nogle af de mange muligheder, der tilbydes, når København holder byfest ved vandkanten resten af weekenden.

Af PETER KRONSTED

»Mit søslangehoved er farligt. Det kan du godt se.«

De japanske turister, der nysgerrigt har taget opstilling bag Maria Christensen, har opfanget budskabet i billedet, som den unge kunstner møjsommeligt tryller frem med farvekridt på Amaliekajens asfalt.

Øjnene er opspilede og brynene rynker opad, da der undslipper den ene halvdel af det japanske ægtepar et lille "Oih" ved synet af søslangen.

Når tilskuerne kommer fra en region med lange traditioner for drager og fabelvæsener, må det lille udbrud være den bedste anerkendelse for en ung dansk kunstner i sin vorden.

»Vi har hørt en masse om Vincent van Gogh og P.S. Krøyer i kunst. Så det er sjovt selv at komme til at male,« forklarer Maria Christensen.

Hun er en af flere kunstnere, der er sat på opgaven med at male "verdens længste søslange" på den ellers så fornemme og urørlige havnepromenade ved Amaliehaven.

Normalt gælder der de samme regler for det eksklusive havnestrøg som i skolegården på Sundparkenskole på Amager, hvor Maria og vennerne går i 5. U: Ingen malerier på asfalten!

Men i anledning af byfesten Store Havnedag er det nu tilladt både at male på asfalten og lave skulpturer langs bolværkerne.

Hovedsponsor bag festlighederne, der varer hele weekenden og byder på et par hundrede enkeltstående arrangementer, er virksomheden Københavns Havn.

Søslangen Ingolf

Hovedtanken er at sætte fokus på de muligheder, der ligger for byudvikling og anvendelse af arealerne langs havneløbet, der strækker sig gennem byen fra Den Lille Havfrue i nord til sluserne i Teglværkshavnen i den sydligste del. Det sker ved forskellige havnefester i bydelene, debatmøder om havnenes fremtid og udstillinger i Meldahls Smedje på Arkitektskolen på Holmen, hvor modeller for fremtidens Københavns havn lægges frem.

Akkurat som arkitekterne har eventyrlige drømme om, hvordan København skal se ud, har Maria drømme om, hvordan søslangen skal se ud.

»Selv om den skal hedde Ingolf, er den både farlig og sød. Navnet gør, at den også er lidt sød,« småfilosoferer Maria højt, mens hun presser det gule kridt ud på asfalten.

»Tænk sig, at den har ligget der ude på de syv verdenshave, og nu er den vågnet op og kommet herind, fordi den lugter mennesker,« siger hun med et lumsk smil.

»Så lad hellere være med at træde på den!«

Hvis andre børn har lyst til at male videre på det frygtelige uhyre med det tilforladelige navn, så er de velkomne hele weekenden, siger Janna Lund, der er med til at holde styr på malearrangementet, som laves af Billedskolen i København.

På den anden side af havneløbet er der i aften asfaltbal med Ib Glindemann og hans orkester - for at nævne et enkelt arrangement i det store udbud.

Udførlige oplysninger kan hentes i Københavnerinformationen i "Den Sorte Firkant" på Rådhuspladsen fra kl. 10 til kl. 16 i dag, ved opringning til billetkontoret på hovednummeret tlf. 29 28 22 32 eller alternativt på tlf. 33 15 82 14.

Endelig findes programmet på internet adressen på www.store-havnedag.com

peter.kronsted@jp.dk