Mange dør af blodforgiftning
Læger, sygeplejersker og almindelige mennesker skal have en bedre viden om blodforgiftning, som kan være livstruende og årligt koster flere tusinde danskere livet, mener ekspertgruppe.
De danske læger og den danske befolkning ved for lidt om blodforgiftning, som hvert år skønsmæssigt koster 5.500 mennesker i Danmark livet. Det mener den danske Sepsisarbejdsgruppe, en ekspertgruppe, der nu vil udbrede kendskabet til blodforgiftning - sepsis - inde på sygehusene og uden for murene.
På baggrund af en amerikansk undersøgelse anslås det, at 15.000-20.000 danskere om året rammes af livstruende blodforgiftning, og at hele 5.500 dør.
Behov for overblik
Men ingen kender det reelle tal, oplyser formanden for den danske Sepsisarbejdsgruppe, overlæge Lone Møller Poulsen fra Intensivafdelingen på Gentofte Sygehus. Hun peger på, at der på dødsattesten ofte vil stå en anden dødsårsag end sepsis, fordi lægerne fokuserer på den sygdom, som patienten i sin tid blev indlagt med.
»Derfor er det vigtigt, at vi får et overblik over, hvor mange danskere der rent faktisk bliver syge af sepsis, og hvor mange der dør af infektionen. Sepsis er i familie med blodforgiftning, som vi kender den med en stribe op ad armen - bare meget værre,« siger hun.