Film: Når livet gør ondt

Dagen startede som business as usual.

»Først ser du Paprika Steens debutfilm som instruktør, "Lad de små børn ...". Den sætter vi op for dig helt specielt i Nordisk Films minibiograf på hovedsædet på Halmtorvet. Bagefter kan du så møde Paprika over en kop aerodynamisk te på Frederiksberg.«

Konceptet kender enhver filmjournalist: se filmen, mød instruktøren. PR-manden organiserer det hele med et smil og skal nok betale, hvad du ellers bestiller af søde sager til din cappuccino.

Men denne gang bliver anderledes.

For filmen går ind til benet. Ind under huden. Krænger følelser ud, man normalt har mest lyst til at lade slumre for evigt.

Og pludselig, mens Mikael Birkkjær tolker følelser deroppe på lærredet til den store Bodilpris i Nordisk Films minibio, sendes filmjournalisten tilbage i barndommens gade, da han fem år gammel mister sin storesøster, som dræbes på stedet af en motorcykel, og hele hans families liv i mange år bliver delt op i to tidsaldre: før og efter ...

Sådan er det med sjældne film.

De rammer publikum i øjenhøjde og vender spejlet den anden vej.

Vejen fra Nordisk Film til cafeen på Frederiksberg Allé er pludselig behagelig lang, så følelserne kan komme i ro.

Den tunge sorg

"Lad de små børn ..." begynder et halvt år efter, at ægteparret Claes (Mikael Birkkjær) og Britt (Sofie Gråbøl) har mistet deres eneste datter i et trafikuheld. Parret kan fortsat ikke dirigere sig videre i livet. Forstenede går de rundt om hinanden som desperate zombier uden at komme ud af stedet.

Arbejdskollegerne aner ikke, om de skal rede dem med eller mod hårene. Vennekredsen, der også har egne lig i lasten, inviterer til vin og videre med livet, men følelser og frustrationer fryser til.

Moralen er klar som en tilfrosset skovsø: Sorg kommer man ikke over. Sorg kommer man ikke engang igennem. Sorg bliver en evig partner, man forsøger at strangulere, hade, elske, ja, sågar voldtage. Sorg er en irrationel tilstand, vi bliver nødt til at invitere indenfor. Resten handler om tid. »Man kommer sig« er en grusom sand sætning, som fungerer som et slag i ansigtet i "Lad de små børn ...".

Alt dette tvinger Paprika Steen og manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson publikum til at se i øjnene.

Når livet gør ondt

På lærredet er knuden så uløselig, at man får lyst til at råbe til aktørerne, at de da må gøre noget. Snakke sammen. Være rationelle.

Sjældent går nogen så tæt på som Paprika Steen. Her er ingen hygge-nygge ny samtidskomedie i spil her.

Samme kompromisløshed og mod til at ofre sin blufærdighed, som kendetegner hende som skuespiller, bliver fra næste fredag serveret i danske biografer.

Hun retter kameraet hen, hvor vi andre helst vil kigge væk, og tegner samtidig et portræt af en civilisation i fare for at vende ryggen til virkeligheden - og hinanden.

»Det har du nok ret i. Jeg mener nok, at vi snakker om sorg - men mine personer får jo ikke handlet. De kan ikke engang holde om hinanden. Og et eller andet sted finder jeg samtidig disse absurde situationer morsomme - men frygtelige. Og kan man le ad det, kan man komme videre. Og det er der, vi skal hen. Der på grænsen mellem om vi griner eller græder. Dér ligger det intense liv. Ikke dagliglivet, hvor vi går trygt på arbejde. Men dér, hvor det gør ondt i livet, er der en hårfin balance mellem gråd og latter - mellem det totale sammenbrud og den endnu større forløjethed,« forklarer Paprika Steen, der ikke direkte har taget skæbnefortællingen fra sit eget liv.

»Jeg har ikke mistet et barn, men jeg har oplevet dødsfald. Jeg synes, jeg har oplevet lidt af alle personerne. Jeg ser sider af mig selv i dem alle. Men det er ikke så konkret, at det er noget, jeg har oplevet. Havde jeg det, kunne jeg nok ikke have lavet filmen. Det havde været for tæt på.«

En personlig film

Ser du folk omkring dig, som er så dårlige til at tackle sorgen?

»Det gør jeg vel, siden jeg laver filmen. Jeg kender ingen, der har tacklet det superflot. Men det er slet ikke nødvendigt at tackle det flot. Folk reagerer irrationelt, når vi rammes af sorg. Så er vi ikke, som vi synes, vi burde være. De, der er sådan, giver mig nerver. Sorg tager den tid, sorg tager. Og det er ikke overstået på fem måneder. Det er på det tidspunkt, den vender tilbage. Begravelsen er overstået, og man finder ud af, at barnet ikke kommer hjem fra skole. Det er dér, man begynder at vågne,« svarer Paprika Steen.

Hun ser ud ad vinduet på cafeens første sal.

»Det er en meget personlig film - og den er svær at snakke om. Jeg har mest lyst til at smide den ud af vinduet som et maleri, og så må folk selv analysere den. De få visninger, vi har haft, har delt folk meget op - alt efter, hvem de identificerer sig med. Og sådan vil jeg gerne have, det bliver ved med at være. «

Både som skuespiller og nu instruktør går du hen, hvor det gør mest ondt. Hvorfor?

»Måske fordi sådan er jeg som menneske.«

Er du én af dem, der skal høre alle vennernes sandheder over rødvinen kl. 2 om natten?

»Nej. Jeg vil gerne have det sjovt, når jeg er fuld. Min standardbemærkning er: "Ring til mig i morgen, når du er ædru. Så får vi høre, hvor vigtigt det er". Men nej, jeg er bare sådan. Et enormt åbent menneske, som har svært ved at lukke for mine ventiler. Derfor oplever jeg lige så meget hårdt som godt. Derfor oplever jeg verden meget brutal skråstreg fantastisk.«

Ansvar over for publikum

Filmen går direkte i kødet på problemerne i en sådan grad, at man bliver helt lettet over, at den i det mindste ender med et forsonende lille smil? Var det vigtigt for dig at slutte med et lille håb?

»Det var ikke meningen fra begyndelsen. På et tidspunkt skulle slutningen have været meget hårdere, men så skete der nogle ting i mit liv, som fik mig til at ændre slutningen. Jeg tror på, at der er lys. Min egen livshistorie ender ikke med forløsning, men jeg tror, der er en form for håb og skønhed til slut. Men da jeg begyndte på filmen, havde jeg det anderledes. Da det er min film, kan jeg jo bestemme, at alle dør til sidst. Men det ville være en manipulation. En intellektuel konstruktion. Derfor var jeg nødt til at tage til indtægt, hvad jeg virkelig selv mente - uanset at jeg risikerede, at det blev opfattet som en billig løsning.«

Aner man dermed et ansvar hos dig over for publikum?

»Ja. Jeg kunne ikke forbande de mennesker. Og jeg har vel et ansvar for mennesker, som har gennemgået det sorte og er kommet ud i den anden ende. Hvis jeg i min film siger, at det ender ad helvede til, hvad giver jeg så folk? Det kan godt være, at jeg en gang får det sådan og laver en film om det. Men det er ikke sådan, jeg har det nu. Jeg er ikke sikker på, at de får hinanden til sidst. Men jeg tror på evnen til at blive klogere. Det kommer i klumper i ens liv.«

Paprika Steen smager lidt på ordene.

»Jeg tror på evnen til at blive klogere. Det er da en meget god udgangsreplik ...«

anders.lange@jp.dk

"Lad de små børn..."

får premiere den 26. marts.