Kæledyr kan sikres ved ejers dødsfald
Det er nu muligt at sikre din kat eller hund i tilfælde af, at dyret skulle overleve dig.
Dyrenes Beskyttelse og Falck har indgået en landsdækkende aftale om dyretestamenter. Testamentet sikrer, at der vil blive taget hånd om de kæledyr, der overlever deres ejere, så dyrene undgår at blive aflivet.
Kæledyr kan forbedre menneskers livskvalitet, men mange ældre undlader at afskaffe sig en hund eller kat, fordi de bekymrer sig om dyret skæbne, hvis de selv skulle blive syge eller dø, fortæller Gitte Staffeldt, informationschef i Dyrenes Beskyttelse, til Ritzau.
- Det er ærgerligt, at mange ældre afholder sig fra at anskaffe sig et kæledyr. Der er mange fordele ved at have dyr, særligt for enlige. En kat på skødet har en beroligende effekt, og man må heller ikke glemme det sundhedsmæssige aspekt i at skulle lufte hunden hver dag, siger Gitte Staffeldt, der håber, at dyretestamentet nu afliver de ældre dyreejeres bekymringer.
Overlader ansvaret
Når man tegner et dyretestamente overlader man, i tilfælde af dødsfald, ansvaret for sit kæledyr til Dyrenes Beskyttelse. Et klistermærke på hoveddøren og et plastikkort i pungen signalerer til falckreddere, at der er dyr i boligen, skulle der ske en ulykke. Falck bringer kæledyret til et af Dyrenes Beskyttelses internater, og efter en undersøgelse af en dyrlæge, placeres kæledyret hurtigst muligt i en ny familie. Kæledyrets nye familie findes ud fra et oplysningsskema, som man udfylder, når man tegner et dyretestamente.
Et dyretestamente er gratis at oprette, hvis man er medlem af Dyrenes Beskyttelse. Et medlemskab koster 120 kroner om året.
/ritzau/