Eventyrlysten elg svømmet til Danmark
Elgen har ikke mange chancer.
Sådan lyder den barske spådom fra flere vildteksperter, efter at to personer onsdag morgen så en elg ved Hornbæk Plantage i Nordsjælland.
Eksperterne venter, at dyret vil omkomme på grund af stress, hvis det ikke bliver kørt ned i trafikken inden. En elg vil have vanskeligt ved at klare sig i de nordsjællandske skove, der er fyldt med mennesker og gennemskåret af tæt trafikerede veje. Dermed kan dyrene ikke finde den ro, der er nødvendig, vurderes det.
- Det værste er nok, at interessen vil være så stor, at elgen aldrig kan få fred. Det vil være synd, hvis nysgerrige laver klapjagt på dyret, siger vildtkonsulent Mogens Mikkelsen fra Kronborg Statsskovdistrikt til Ritzau.
Dyret ankom fra den svenske side af Øresund ved 05.20-tiden onsdag morgen. Det har en lystfisker rapporteret til politiet i Helsingør. Han så det store dyr gå op fra vandet og forsvinde ind i Hornbæk Plantage.
Tre kvarter senere så en kondiløber elgen længere inde i landet ved kanten af plantagen nær et villakvarter.
Elgtyre kan nå en højde på to meter over skulderen og nå en vægt på 500 kilo.
Tidligere levede der også elsdyr i Danmark, men de forsvandt i den yngre stenalder.
Med en vis regelmæssighed tager elge dog turen over vandet - i de hårde krigsvintre over isen - for at søge det grønnere græs på den anden side af sundet. Årsagen kan blandt andet være, at der er kommet flere elge på den svenske side af Øresund. Selv så langt sydpå som ved Kullen er der rejst advarselstavler mod de store dyr, som det er særdeles farligt at påkøre, fordi deres kroppe på grund af højden vil ramme en bils kabine, som den let kan knuse.
Der findes i Danmark to organisationer, der med skiftende seriøsitet arbejder for at få elgen til atter at slå sig ned herhjemme.
Dansk Elgforbund kræver for eksempel hastighedsbegrænsning for skibe i Øresund for at hjælpe emigrerende elge.
Hvis elgen skal komme tilbage til Danmark, er det en nødvendighed at nedsætte farten i Øresund. En elg, der måtte svømme den vej, risikerer at blive sejlet i sænk, før den når frem. Som forslag ønsker vi et maksimum på 6 knob igennem hele Øresund. Dette ønske kan fraviges, hvis der bliver lavet en elgsti på den nye Øresundsbro, hedder det fra foreningen.
En anden gruppe, Foreningen til Elgens Fremme i Danmark, arbejder for at styrke kendskabet til "danske vildtlevende elge" og angiveligt også for at bevise, at Rudolf med den Røde Tud i virkeligheden var en elg, ikke et rensdyr.
Hvis det lykkes at gennemføre det sidste programpunkt, vil der blive vendt op og ned på manges børnelærdom og på vores barndoms jul.
/ritzau/