Fritidsjob giver bedre karakterer
<p>Studerende med op til 20 timers erhvervsarbejde om ugen har større chancer for at bestå alle fag på universitetet, end studerende der ikke arbejder.</p>
Studerende, der arbejder op til 20 timer om ugen, har lettere ved at klare sig igennem et års eksamener end deres kammerater, som ikke står på tanken eller arbejder på advokatkontor i fritiden.
Det viser et nyt ph.d.-projekt, som økonom Juanna Schrøter Joensen fra Aarhus Universitet står bag. Hendes beregninger viser, at studerende med op til 10 timers arbejde om ugen mindsker sandsynligheden for at dumpe årets kurser med 7 procentpoint i forhold til studerende, som ikke får andet i lønningsposen end SU.
Formodning bekræftet
Arbejder man fra 10 til 20 timer ugentligt, er forskellen mindre. Men de flittige unge har stadig større sandsynlighed for at slippe helskindet gennem eksamenerne.
»Projektet bekræfter vores formodning om, at studiearbejde i begrænset omfang kan skabe en positiv synergieffekt i forhold til studiet,« siger Helena Skyt Nielsen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og vejleder på projektet.
Undersøgelsen bygger på data fra 2.000 personer, der blev indskrevet på en lang videregående uddannelse i 1994 og 1996.
Ved at sammenligne personer med samme evnemæssige udgangspunkt i form af samme gymnasiegennemsnit, valgfag, akademiske evner, antal beståede kurser i forvejen og lige lange indskrivningstider på universitetet, kan man konkludere, at selve arbejdsmængden gør en forskel, siger Juanna Schrøter Joensen.
»Det betyder ikke så meget, om jobbet er studierelevant eller ej. Studiearbejde kan supplere den formelle uddannelse ved at lære de studerende arbejdsmarkedsrelaterede færdigheder, som f.eks. at komme tidligt op og udnytte tiden effektivt. Desuden kan det være godt med en adspredelse fra studierne.«
20 timer er smertegrænsen
Ifølge undersøgelsen tipper de positive effekter af fritidsarbejde over ved omkring 20 timer. Studerende, som arbejder mere, øger risikoen for at dumpe alle kurser på et år med 38 procentpoint i forhold til studerende uden et job.
»Det kommer selvfølgelig meget an på ens evner, men når man beregner et studium som et fuldtidsjob, kan de færreste overskue mere end 20 timers ekstra arbejde i deres ugentlige kalender,« siger Juanna Schrøter Joensen.
Det er første gang i både dansk og international økonomisk forskning, at man så præcist kan sætte timetal på erhvervsarbejdets betydning for at præstere på uddannelsen.
»Vi har ud fra snusfornuft hele tiden anbefalet de studerende at arbejde ca. 10 timer om ugen, men det er vældig rart at få det dokumenteret,« siger Per Andersen, studiechef ved Syddansk Universitet og formand for SU-rådet.