Den store bededagsskandale

I går var det store bededag. Det er en ren dansk helligdag, hvor københavnerne siden 1740-erne har haft deres egne traditioner aftenen før bededagen.

De bods- og bededage, som store bededag oprindeligt erstattede, blev indført af oldkirken med forbillede i jødernes forsoningsfest. I den katolske tid gik præst og menighed på dagen i procession med kors, kirkefaner og røgelseskar rundt i sognet, så alle marker kunne blive velsignet. Den største rundgang fandt sted mandag, tirsdag og onsdag i bedeugen, hvor Kristi himmelfartsdag lå om torsdag.

Ukristelig tradition

Ved reformationen blev det besluttet at afskaffe rundgangen i sognet, da man fandt, at der var tale om en ukristelig frugtbarsanråbelse.

Men selv om rundgangene blev forbudt i Luthers dødsår 1546, levede bods- og bededagene videre. Fra 1580 blev de fastlagt til den 16., 17, og 18. januar.

I de urolige tider under Christian IV steg behovet for at bede offentligt for både krigslykke og fred. I 1631 voksede antallet af bededage betragteligt.

På landet blev den første onsdag i hver måned bededag, mens den første fredag i måneden blev bededag i byerne. De mange bods- og bededage var naturligvis en belastning i både landbruget og hos byernes håndværkere. Der måtte en rationalisering til.

Den store festreduktion

I 1670 blev Christian V salvet som den første enevældige arvekonge.

Under hans styre blev der foretaget flere lovmæssige reformer, bl.a. indførelsen af Danske Lov 1683 og Norske Lov 1687. Herefter erstattede Christian V i 1686 alle tidligere bods- og bededage med én stor bededag, så man slap for alle de helligdage, hvor der ikke blev arbejdet.

Kongen lovede ved den lejlighed Roskildebispen Hans Bagger, at alt arbejde, handel, rejser samt spil og leg skulle være forbudt på dagen, som kompensation for de afskaffede helligdage.

Sådan blev der ved "den store festreduktion" indførte én "store bededag", der afløste alle tidligere bededage. Den blev fastlagt til fjerde fredag efter påske.

Byernes bagere lærte dog hurtigt at omgå arbejdsforbudet. De bagte i stedet nogle solide hvedeknopper til at varme, som de solgte dagen før store bededag. Så kunne kunderne selv flække og varme hvedeknopperne, og på den måde få to lune hveder. De fleste københavnere spiser i dag hvederne aftenen før store bededag, da bagerne nu har åbent på selve dagen.

Ud på voldene

I København blev det fra 1740'erne tradition, at byens bedsteborgere ikke alene spiste varme hveder og drak te, men først gik tur på Københavns volde store bededags aften, som en genoptagelse af den gamle frugtbarhedsanråbelse. Denne aften kunne københavnerne med lidt held få et glimt af foråret, langt væk fra de beklumrede gader og gårde inde i byen.

I fredelige tider gik så at sige alle københavnere tur heroppe store bededagsaften. Det var en social begivenhed, hvor man præsenterede sit nye sommertøj for hinanden, eller sin nye trolovelse. En tur på volden store bededags aften var lige så effektivt som en annonce i avisen, hvis en trolovelse skulle bekendtgøres.

Turen på volden var en rask lille gåtur på ca. tre kilometer, til akkompagnement af alle byens kirkeklokker.

Skandalemaleri

Da fæstningen blev nedlagt i 1858, forsvandt Vester- og Nørrevold først.

Herefter fortsatte traditionen på den tilbageblevende Østervold, til den blev delvist sløjfet i 1895. Inden da havde den døvstumme maler Andreas Hunæus i Nyhavn nr. 10 malet sit siden berømte genremaleri "Paa Kjøbenhavns Vold Aftenen før Store Bededag".

Det blev vist offentligt første gang på Charlottenborg ved forårsudstillingen i 1862, da maleren var 48 år.

På billedet ses en række af datidens kendte københavnere på deres traditionelle aftentur. Til venstre ses den saluterende og pusseløjerlige arveprins Ferdinand i uniform. Han er i selskab med sin afholdte frue, arveprinsesse Caroline, der var Frederik VI's ældste datter.

I baggrunden til højre forfatteren Chr. Winther med høj hat og stok og fru Julie foran det hvide hus. Herren i forgrunden, med moderigtige lyse bukser, er digteren Meïr Aron Goldschmidt, tidligere redaktør af det frygtede satireblad "Corsaren". Han går sammen med grosserer, handels- og annonceagent W.O. Funder, der misbilligende betragter parret bag hunden.

Det er handelsagent M.J. Philipson med høj hat i intim passiar med madam Richter, Hunæus' værtinde i Nyhavn. Madammen løfter pikant op i skørterne, så man kan se både underskørt og ankel.

Mange andre af tidens kendteste københavnere var med i billedet, der ved sin fremkomst ikke vakte nævneværdig opsigt. Det var kun en begrænset kunstinteresseret kreds, der kom på Charlottenborg.

Efter Hunæus død i 1866 købte malerihandler Julius Cohen billedet af dødsboet og udstillede det i sit vindue på Amagertorv 21. Her blev det set af hele byen, og det satte gang i rygterne. Især fru Richters passiar med Philipson. Udover at være kendt for sit handelstalent, var Philipson også en stor kvindebedårer. Rygterne om hans amourøse eskapader var almindelig bysladder.

Som et fotografi i et af vor tids kulørte blade blev maleriet tolket af københavnerne. De var overbevist om, at det antydede en affære mellem den modne madam Richter og den notoriske kvindebedårer Philipson.

Dyre rygter

Hele sagen kom temmeligt meget bag på familien Richter. Den bedyrede naturligvis, at der intet var om historien. Det var kun af venlighed, at Hunæus havde fået lov til at bruge sin værtinde som model. Hun kendte knap Philipson.

Men rygterne var ikke til at stoppe.

Til sidst gjorde fruens mand, hvidevarehandler Richter, kort proces, og købte billedet. Han måtte ganske vidst betale otte gange mere, end malerihandleren havde givet. Men skilderiet kom væk fra udstillingsvinduet på Amagertorv, og rygterne standsede.

Efter nogle år fik maleriet lov at hænge i familien Richters stue. Da fruen døde, bestemte hendes testamente at der skulle trækkes lod om det mellem arvingerne. Den heldige skulle skænke billedet til Statens Museum for Kunst, der lå omtrent der, hvor motivet var malet. Det blev en datter der vandt lodtrækningen, og derfor i 1911 "anonymt" skænkede maleriet til museet. Det er i dag udlånt til Københavns Bymuseum.

Stykket af Østervold hvor københavnerne gik store bededags aften, fra Statens Museum for Kunst til Stokhusgade, stod til 1913, da det blev gravet bort i forbindelse med anlægget af Boulevardbanen. Sammen med volden forsvandt traditionen med at gå tur store bededags aften. Først i de senere år har Københavns Kommune forsøgt at genoplive traditionen med arrangementer i de byparker, der markerer resterne af den gamle byvold.