Førtidspensionister skævt fordelt
En bestemt slags kommuner har særligt mange førtidspensionister. Mange er tilflyttere.
Landets fattige udkantskommuner slås ikke kun med befolkningstilbagegang og svigtende skatteindtægter, men bliver også oversvømmet af førtidspensionister, der er med til at forværre den kommunale økonomi.
Et danmarkskort viser, at flere af landets udkantskommuner med Lolland og Langeland i spidsen har dobbelt så mange førtidspensionister som landsgennemsnittet, mens rige kommuner i og omkring hovedstaden ligger langt under.
Ud over Lolland og Langeland er både Guldborgsund, Morsø, Bornholm, Samsø og Odsherred placeret i top 10, når det gælder flest førtidspensionister.
Hver syvende voksen på førtidspension
På Lolland er mere end 15 pct. af befolkningen i den arbejdsduelige alder mellem 18 og 64 år på førtidspension.
Det skyldes dels, at kommuner som Lolland selv har mange svage kontanthjælpsmodtagere, der risikerer at ende på førtidspension, dels at mindst hver femte førtidspensionist er kommet udefra.
I sommerhuskommunen Odsherred er det endnu værre: I 2009 og 2010 modtog kommunen i alt 226 tilflyttende førtidspensionister, mens man i samme periode selv kun godkendte 157 sager.
Unge skal i gang
Borgmester i Lolland Kommune Stig Vestergaard (S) kender alt til disse problemer.
»Vi forsøger at få så mange ud af systemet som muligt - ikke mindst de unge. For os handler det om at få mange af dem i gang med en eller anden form for uddannelse, så de styrker deres mulighed for at komme i arbejde,« siger han.
Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) erkender problemet:
»Vi kan ikke forbyde folk at slå sig ned i disse kommuner, men vi kan forsøge at forebygge med en indsats blandt deres egne indbyggere, så vi minimerer antallet af unge, der ender på førtidspension. Det handler først og fremmest om at få flere af dem i gang med en uddannelse, og jeg tror, at regeringens kommende reformer vedrørende kontanthjælp og førtidspension vil hjælpe på at stoppe tilgangen af førtidspensionister.«
Læs mere om problemet og mød et par af Lollands førtidspensionister i Morgenavisen Jyllands-Posten.
Få digital adgang til artiklerne. Find det abonnement, der passer dig bedst: Klik her