Brandmand: "Vi glemmer aldrig Seest"
For fem år siden stod Daniel Chrestensen blot ti meter fra den brandmand, der omkom under fyrværkerikatastrofen i Seest.
"Er det Max, der laver numre?"
Daniel Chrestensen og de øvrige brandfolk, der tirsdag formiddag blev alarmeret til brand og eksplosion på havnen i Kolding, kunne ikke lade være med at sende en kærlig tanke til deres tidligere kollega, der omkom for præcis fem år siden under fyrværkeriulykken i Seest.
I forreste linie
Den 3. november 2004 kl.14.02 gik alarmen til det, der siden skulle udvikle sig til en katastrofe med store menneskelige omkomstninger.
760 husstande med omkring 2.000 mennesker blev evakueret. 355 af husene fik skader - 75 måtte rives ned, og 176 skulle gennemrenoveres. Efter ulykken blev de samlede erstatninger for skader anslået til 750 mio. kr.
I forreste linie stod den dengang 18-årige Daniel Chrestensen blandt eksploderende fyrværkeri på N. P. Johnsens Fyrværkerifabrik i Kolding-forstaden Seest.
Sammen med de frivillige brandfolk i Kolding var han blevet tilkaldt for at hjælp med slukningsarbejdet.
Dræbt i eksplosion
Daniel stod blot 10 meter bag Max Jørgensen, da han blev dræbt af en eksplosion i en af de brændende containere.
"Der er sket meget siden. Da det i går gik op for mig, at det tirsdag var femårsdagen blev jeg faktisk helt chokeret. Vi taler stadig om det, men det vækker ikke de samme ubehagelige følelser mere," fortæller Daniel Chrestensen til jp.dk.
Oplevelsen er dog ikke gemt længere væk bag brandhjelmen, end at det gippede lidt i brandfolkene, da de tirsdag formiddag - på årsdagen - blev alarmeret til brand og eksplosion i en latsbil på havnen i Kolding.
Godt kammeratskab
"Vi, der havde være med i Seest, kiggede da lige på hinanden. "Er det Max, der laver numre?", lød det, og selvfølgelig tænker man så lige tilbage," fortæller Daniel Chrestensen til jp.dk.
Ellers fylder ulykken ikke længere så meget for den unge brandmand, der i dag er 23 år.
"Det første år var hårdt for os alle, men ved ved hjælp af det gode kammeratskab blandt de frivillige samt gode venner og famile, lykkedes det at komme videre på en god måde."
Glemmer det aldrig
Han blev selv såret ved eksplosionen i Seest og fik bl.a. flere læsioner i ansigtet, men det fik ikke den unge brandmand til at opgive barnedrømmen. Snarere tværtimod.
I dag er Daniel Chrestensen deltidsbrandmand ved Falck i Kolding, hvor han også er redderelev.
"Ulykken fik mig til at indse, hvad det vil sige at arbejde i beredskabet. Det lyder måske mærkeligt, men det gav mig kun ekstra lyst til at fortsætte ad den samme vej. Samtidig minder ulykken mig om, at arbejdet ikke er ufarligt, og at man skal tænke sig om," siger Daniel Chrestensen, der fortsat mødes med de andre frivillige brandfolk.
"Der er ingen tvivl om, at der den dag i november blev slået knude på båndede mellem os, der var med. Vi glemmer aldrig Seest, og vi glemmer aldrig Max. Men vi er kommer fra oplevelsen på en rigtig god måde."